For vesterlændinge er døden et dunkelt og fjernt emne, som of­te undgås, selvom vi på mange andre områder af tilværelsen opfatter os selv som tolerante og fordomsfrie mennesker. At døden er et tabuemne skyldes naturligvis i første omgang, at vi frygter det ukendte og nødig vil se i øjnene, at vores fysiske tilværelse med alt det, vi elsker og er bundet til, en skønne dag holder op.

Som den tibetanske mester Djwhal Khul siger, er døden for mange af os ”som at forlade et lyst og varmt, venligt og bekendt værelse, hvor alle vores kære er samlet, og gå ud i den kolde og mørke nat, alene og rædselsslagne, idet vi håber det bedste, men ikke er sikre på noget som helst”.[1]

Men hertil kommer formentlig også de traditionelle, dogmatiske, kristne tankeformer, der har fulgt os i århundreder som en mørk sky. Disse mønstre er langt stærkere, end vi tror, og udsigten til at blive stillet over for alternativet ”himmel” eller ”helvede” er måske i virkelighe­den stadig et problem for os, når vi nærmer os så alvorligt et spørgsmål som vores egen død.

Det er derfor et af de områder, hvor den esoteriske lære eller tidløse visdom for alvor kan sprede lys og fortrøstning, for den fortæller os, at døden er den store frigørelsesproces, at den er livets og bevidsthedens fødsel i sjælens og åndens rige efter endnu en inkarnation i den fysiske verden.

Men det er ikke kun den esoteriske lære, der bringer os gode nyheder om døden. Også psykologien og lægevidenskaben er gennem studier af nær-døds-oplevelser ved at nærme sig en anden, ikke-materialis­tisk holdning. Endnu er det kun nogle få pionerer som Raymond Moo­dy, Elisabeth Kübler-Ross m.fl., der for alvor har tiltrukket sig offentlighedens opmærksomhed, men da det er et emne, der ligger os alle stærkt på sinde, kan vi måske forvente en eksplosiv udvikling på dette centrale område.

Det er derfor naturligt at basere en beskrivelse af dødsprocessen og de tilstande, der følger efter, på en kombination af den esoteriske læres generelle informationer og et slags gennemsnit af, hvad mange mennesker, der har haft nær-døds-oplevelser, fortæller. Naturligvis er der variationer i dødsmåden for forskellige mennesker, ligesom der også er forskelle i fødselsproceduren, men alligevel er overensstemmelserne så dominerende, at det er muligt at give en sammenhængende skildring af et forløb, vi alle sammen kommer til at gennemgå.

Ligesom for fødslens vedkommende begynder døden med en impuls fra sjælen. Den udtaler ”tilbagetrækningsordet”, som det hedder med esoteriske sprogbrug. Det påvirker hjertet, hvor ”livstråden” med det fysiske permanente atom er forankret, og hjernen, hvor ”bevidstheds­tråden”[2] er forankret, og fører til en kraftig vibration i æterlegemets energilinjer eller nadier, som på den måde løsrives fra nerverne.

Efter en pause begynder æterlegemet at trække sig ud af lemmerne og hen mod den åbning, sjælen har valgt at forlade kroppen gennem − nemlig solar plexus, hjertet eller toppen af hovedet.

Efter endnu en pause, der kaldes dødskomaen, løsrives livstråden, og sjælen trækker sig ud af den valgte åbning og samler sig en kort tid i sundhedsauraen, dvs. den del af æterlegemet, som ligger uden for kroppen. Denne vældige kraftkoncentration i dette forholdsvis tynde, æteriske lag forøger dets ”lysstyrke”, så det i gunstige tilfælde er muligt at se og fotografere.

Derefter forlader æterlegemet kroppen helt og antager straks kroppens form på grund af den stærke tankeform, alle mennesker har opbyg­get af sig selv igennem livet. Men da æterlegemet og kroppen kun tilsammen (og ikke hver for sig) udgør et egentligt bevidsthedsredskab, vil æterlegemet være magnetisk forbundet med kroppen og blive i nærheden af den, indtil den er brændt eller delvis gået i opløsning. Det er forklaringen på de gråblå ”tåger” eller ”spøgelser”, der svæver over gravene på en kirkegård.

Men aflæggelsen af det fysiske legeme sker ikke, uden at sjælen lægger mærke til det. Den opfatter det som et kraftigt træk i ”klokke­strengen” og reagerer med at sende en impuls ”ned” eller ”ud” gennem livstråden. Denne impuls fremkalder et tilbageblik over inkarnationen, sådan som det vil blive beskrevet nedenfor.

Ifølge nær-døds-skildringerne oplever det døende menneske, at det hører en ringen eller summen og passerer gennem noget, der minder om en mørk tunnel, som munder ud i et kraftigt lys. Her møder det afdøde slægtninge eller andre ”mennesker”, som tager imod det og fortæller, at det er afgået ved døden og ikke har noget at frygte.

Nu viser der sig et kærligt og varmt lysvæsen, som uden ord stiller det et spørgsmål, der får det til at se tilbage på sit forgangne liv. Samtidig viser lysvæsenet det et panoramisk billede af de større begivenheder i den jordiske tilværelse − livet passerer revy. I denne vision ser den afdøde sine egne aktiviteter, men sådan at de fremtræder på den måde, som omgivelserne oplevede dem og reagerede på dem. Perspektivet er så at sige vendt om, og man får lejlighed til at se sig selv udefra.

Allerede her begynder mange at erkende hvilke fejl, de har begået, og der melder sig et stærkt ønske om at vende tilbage til fysisk liv for at råde bod på fejltagelserne. Omvendt får man også lejlighed til at erkende de positive aspekter af sit liv og de virkninger, de havde på omverde­nen.

Det er med andre ord sandhedens time, men da visionen fremkaldes af en impuls fra sjælen, opleves den på en upersonlig, kærlig og forsonende måde, så resultatet ikke bliver angst og skyldfølelse, men en kon­struktiv og intelligent beslutsomhed.

Nøjagtig på hvilket tidspunkt i processen, den døende har disse oplevelser, kan være svært at afgøre, for vi må huske, at nær-døds-beret­ningerne stammer fra mennesker, som alle er vendt tilbage til den fysiske tilværelse. Der er altså kun tale om et forspil til det egentlige liv efter døden.

Når mennesket i sit æterlegemet har trukket sig ud af kroppen, trækker det sig umiddelbart efter også ud af æterlegemet, med det resultat, at det ”vågner op” i den astrale verden i sit følelseslegeme. Dets opgave her er at bearbejde sit følelsesliv, uddrage essensen af sine motiveringer og udsulte de begær, som ikke længere kan tilfredsstilles med en fysisk organisme.

Dets oplevelser afhænger altså af hvem og hvad, det har været i den fysiske inkarnation. Hvis det var stærkt bundet til sansenydelser og ma­terielle begær, må det tilbringe en længere periode på de ”nedre” astrale underplaner. Og er der tale om en kraftig binding til f.eks. alkohol eller narkotika, vil det være en meget frustrerende oplevelse ikke længere at kunne tilfredsstille begæret − en slags ”kold, astral tyrker”. Det samme gælder overdrevne seksuelle begær eller andre sansenydelser og en voldsom identifikation med følelser som had, aggression, sorg eller depression.

Mennesket lever i sine fantasier og begærbilleder og kan ikke komme videre i efterlivet, før begærene er tilstrækkelig udsultet til, at det kan begynde at erkende alle disse tilstandes flygtighed og uvirkelighed i forhold til sjælens evige realitet.

Men på et eller andet tidspunkt har et sådant menneske afkastet de ”lavere” astrale stofformer, det oplevede disse tilstande gennem, og begynder nu at bevæge sig over i de lysende og farvestrålende fantasibilleder, der er så karakteristiske for de ”højere” dele af den astrale verden. Og mennesker, som i deres fysiske tilværelse levede på en konstruktiv og kreativ måde i overensstemmelse med deres indre, sjælelige impulser, undgår helt de ”lavere” egne og glider direkte over i det, spi­ritisterne kalder ”sommerlandet”.

Her opdager mennesker, at de kan forme deres omgivelser og eget udseende med tanken, og derfor begynder de at realisere deres drømme og længsler. Men de opdager også, at mange milliarder af andre mennesker op igennem tiden har gjort det samme og bygget underskønne naturscenerier, haver, parker, templer, paladser og hele krystalbyer. Så i mange tilfælde vælger de at indgå i disse kollektive tankeformer og bearbejde og uddybe dem.

I ”sommerlandet” findes også alle religionernes ”himmel”. Enhver oprigtigt troende ender i sine egne og andres forestillinger om ”himlen” og efterlivet, og dér bliver de, indtil de opdager, at det hele er en følelsesskabt verden, som ingen virkelig betydning har ud over at præsentere mennesket for et spejlbillede af dets egne indre processer.

Når det sker, har det nået et slags ”mæthedspunkt” og begynder at længes efter større klarhed og mere mentale, erkendelsesmæssige perspektiver. Da er dets tid i den astrale verden forbi, og det afkaster sit fø­lelseslegeme ved det, der kaldes ”den anden død”.

Derefter ”vågner” det ”op” i den mentale verden i sit mentallegeme. Her er betingelserne imidlertid helt anderledes, for vores tankeliv er ikke nær så udviklet som vores følelsesnatur. Alt det mentale stof, som har været bundet til emotionelle begær efter konkrete ting og sanseglæder i den fysiske tilværelse, rives ud af mentallegemet sammen med astrallegemet og yder ikke længere noget bidrag til menneskets mentale liv. Tilbage er kun det stof, vi har brugt til uselviske, altruistiske og u­personlige tanker, og de tankeformer virker nu som ”vinduer”, vi kan opleve den mentale verden gennem.

Vores opgave i denne fase er at gennemleve og bearbejde dette tankemateriale og uddrage essensen af det i form af dybtgående analyser af årsag-virkningsforhold og andre betydningsfulde forbindelser.

Mentalplanet har en sådan overjordisk skønhed og pragt, og samtidig er mennesket her opfyldt af så euforisk (af græsk: ”Eu - vel-” og ”fori - bærende”, altså ”velvære” eller ”velbefin­dende”) en lykkefølelse, at de få esoterikere, som har kunnet iagttage planet, betegner det som den egentlige himmel. Her ses alting i en lysende klarhed og med alle tankemæssige konsekvenser, og samtidig er der hidtil ukendte muligheder for krea­tive udfoldelser, hvad enten det drejer sig videnskab, kunst eller filosofiske erkendelser.

Men når mennesket har uddraget essensen af sit mentale liv, får også denne fase sin afslutning, og mentallegemet afkastes ved den ”tredje død”. Hvis mennesket efter en konstruktiv fysisk tilværelse har haft me­get materiale at bearbejde, sker det efter en lang og frugtbar periode, men har det primært været materialistisk, er perioden ganske kort og næsten ubevidst.

Omsider er sjælen tilbage i sin egen verden og overfører nu essensen af sin inkarnation til kausallegemet og omdanner den til permanente egenskaber. I denne verden er den ikke længere identificeret med sin formnatur og ser nu klart sin samlede udvikling i ét stort perspektiv. Den har en klar erkendelse af de grupperelationer, den er involveret i, og det arbejde, den sammen med sine ”gruppefæller” er i færd med at udføre for planetens styrende instanser.

Det sætter den i stand til at planlægge sin næste inkarnation og vælge det karakterområde, den vil bearbejde. Samtidig udvælger den i samråd med en repræsentant for det karmiske hierarki den del af den samlede tilbageværende karma, det er tilrådeligt og muligt at afvikle. Og endelig planlægger den, hvordan et eventuelt tjenestearbejde bedst kan videreføres. Et kredsløb er tilendebragt, og sjælen gør sig klar til en ny cyklus.

_________________________________

[1] Alice A. Bailey: A Treatise on White Magic, s. 494.

[2] Bevidsthedstråden er en energitråd, der ”spindes tilbage” langs livstråden, efter­hånden som monaden udvikler bevidsthed i naturrigerne på evolutionsbuen.

_________________________________