En fase med store forandringer

Så kommer den periode − den altdominerende tid − hvor monaden (ånden) og sjælen er tilstrækkelig udviklet til både at inspirere og styre personligheden. Når dette udviklingstrin er nået, sker der tydelige ændringer i alle efterfølgende inkarnationer. Personligheden venter ikke på en invitation, men opsøger aktivt det esoteriske lys og liv og gør ligefrem krav på at få lejlighed til at følge udviklingsvejen. Når det sker, ligger udviklingsvejen åben, hvad karma angår, og i hvert liv, der følger efter denne åndelige fødsel eller esoteriske opvækkelse, søges udviklingsvejen igen og igen.

Denne fase er præget af forandringer. I begyndelsen er det som om, det profane og esoteriske liv er ligeligt fordelt og afbalanceret med hensyn til valg af aktiviteter. Men gradvis skifter fokuseringen. Den opvakte og åndeligt inspirerede sjæl påvirker personligheden så kraftigt, at profane veje mister deres tiltrækning, og vægten i stadig stigende grad lægges på udviklingsvejen. Til sidst fortoner alle andre interesser og begær sig, og åndsvidenskab, esoteriske fremskridt og kontakt med mestrene bliver en brændende aspiration og den eneste interesse. Derefter vakler denne type mennesker aldrig, men opsøger liv efter liv den ældgamle udviklingsvej og følger den.

Her er det interessant at iagttage et temmelig gådefuldt fænomen, nemlig at de ydre omstændigheder på mystisk måde afspejler sjælens tilstand. I virkeligheden er det karma, der er i aktivitet, selvom den tidløse visdom fortæller, at de ældre sjæle faktisk manipulerer disse aspiranters omstændigheder. Ja man kan næsten fastslå sjælenes position i evolutionen ud fra karakteren af de ydre omstændigheder, og især ud fra graden af deres ægte interesse og beslutsomhed, når de fokuserer på det indre liv.

Til sidst er det pågældende menneske, på trods af at det stadig lever i den ydre verden, bogstavelig talt en ”eneboer” − en ensom yogi − uanset om det er i stand til at trække sig tilbage fra verden eller ej. At være fri indikerer, at negativ karma bliver afviklet. Yogien er lyksalig, fordi dette menneske foruden at lære samadhi-tilstanden[1] at kende instinktivt fornemmer, at det er ved at blive karmafri. Det sætter yogien i stand til at være fuldkommen ligeglad med hensyn til sig selv − at være helt upersonlig og lidenskabsløs.

Men når sjælen så i et eller andet liv vælger at nå den omtalte tilstand hurtigt, kommer der stor modgang. Store gældsposter må afregnes, og mange forhindringer fra tidligere inkarnationer må fjernes. Men den, der står det hele igennem, vil finde sit indre liv, visdommen og mestrene. Herefter kræver udviklingsvejen dette menneske i endnu større grad, og det verdslige liv har kun lidt − om overhovedet noget − der kan holde det tilbage.

Mens denne gradvise proces udspiller sig, vil de ydre omstændigheder afspejle og svare til den indre position i evolutionen. I større og større udstrækning modtager man den største af alle Guds gaver, som er frihed − især frihed til uden indblanding at leve det åndelige liv. Derfor skal man være tålmodig og filosofisk, hvis og når forhindringerne tilsyneladende er længe om at forsvinde og friheden vanskelig at opnå. Det bedste er at betale den gæld, man har oparbejdet i dette og andre liv med godt humør, mens man samtidig styrker den indre beslutning om at nå højderne.

_________________________________

[1] Samadhi er sanskrit, og betyder den højeste yogatilstand med fuldkommen kontrol o­ver alle funktioner og evner.

_________________________________