Visionen

Ingen aspirant forventes at være fejlfri mens hun/han gennemgår de menneskelige stadier. Det er der ingen, der er, og det er der to grunde til. For det første er aspiranten stadig et almindeligt menneske og derfor tilbøjelig til at begå fejl, og for det andet er livet i verden ofte distraherende.

Hvis man visualiserer eller forestiller sig de karmiske herrer, som har ansvaret for Jordens menneskehed − dvs. de menneskelige sjæle − kan de bedst sammenlignes med hyrder. I visionen kan man se, at de har klassificeret sjælene i store ”flokke” eller grupper i overensstemmelse med strålekvalitet, udviklingstrin og karma. Sandsynligvis er der også andre grupper eller forskelle blandt menneskers sjæle.

Visionen skifter, og man ser nu karmas herrer som store musikere, der spiller på menneskehedens sjæle og hele tiden forsøger at skabe bedre musik – billedligt naturligvis – selvom det ikke er uden en vis sandhed. Visionen er alt for stor til, at den kan overskues som helhed, men man kan se, at der er en særlig gruppe, der består af af de, der er esoterisk og åndeligt vågne, og i dem har den monadiske stråle en aktiv kraft. De skinner med en smuk hvid stråleglans, og de store herrer giver dem al den hjælp, der er mulig, og de planlægger deres liv med henblik på, at de kan nå mesterstadiet så hurtigt som muligt.

Det er som om man bliver trukket ind i denne åndelige verden med millioner af sjæle så langt øjet rækker i alle retninger, og karmas herrer taler med gruppen af potentielle mestre. Naturligvis hersker der overalt den meste fuldkomne upartiskhed, men alligevel er det som om at sjæle, når de ”spirer” som planter, får en særlig behandling, der hjælper dem med at opfylde deres brændende længsler og blomstre så hurtigt som muligt. Det er derfor, at disse sjæle, liv efter liv, finder både den esoteriske lære og mestrene.

Som dele af det store instrument er ingen af sjælene statiske. De vibrerer alle i deres akkorder og svinger i deres grupper. På den måde får man indtryk af et kæmpemæssigt, levende orgel med talløse klaviaturer og tangenter, hvor alle lever og bevæger sig og sender deres små temaer og klange ind i den store symfoni − og konstant har mulighed for at gøre det.

Lipikaerne eller karmas herrer er store organister som − billedlig talt − kan trække forskellige registre ud og på den måde gøre det lettere for sjæle i både arupa- og rupa-verdenerne[1] at udtrykke sig på bestemte måder. For de intelligentes vedkommende er det esoterismens register, og det kan betyde, at de som inkarnerede vil møde disciple, indviede og mestre og modtage visdommen i et omfang, der svarer til deres karma og behov. I denne vision ses det også, at der oven over det hele er én stor musiker − Sollogos − hvorfra al musik udgår, og som alle sjæle er udtryk for.

_________________________________

[1] Rupa betyder ”form” og arupa betyder ”formløs”.

_________________________________