Henri Dunant viste allerede i en ung alder, at han havde evnen til at se fremad, og det var denne bredde i bevidstheden, der var betinget af hans dybe medlidenhedsfølelse, som han brugte i sin detaljerede og tydelige beskrivelse af slaget ved Solferino og dets smertelige følge. A Memory of Solferino blev hurtigt en succes. Der blev sendt eksemplarer ud til alle indflydelsesrige mennesker og offentlige instanser, ministre, officerer i militæret og kongelige i hele Europa. Alle blev dybt berørt af hans meget detaljerede beskrivelse af det grusomme slag, og de fleste var helhjertet enige med ham i hans forslag om at gøre en indsats for at forebygge en gentagelse af de lidelser, som han havde været vidne til. Det så ud som om menneskehedens kollektive bevidsthed − der var chokeret over krigens massakre − var parat til at acceptere en ny ide, og at tiden nu var inde til at realisere den.

Den 33-årige Henri Dunants vision viste sig at være den gnist, der førte til en ny og universel tænkemåde. Som slutning i A Memory og Solferino stiller Henri Dunant følgende spørgsmål:

”Vil det ikke være muligt, at man i fredstid opretter hjælpeorganisationer med henblik på i krigstider at blive i stand til at yde hjælp til sårede af tjenstvillige, engagerede og kvalificerede frivillige? … En sådan form for organisationer, der er dannet og har en permanent eksistens, vil naturligvis ikke være aktive i fredstid, men de vil altid være organiseret og parate i tilfælde af krig. De skal ikke kun sikre en goodwill fra autoriteterne i de lande, hvor de er dannet, men også i tilfælde af krig kræve, at de krigsførende regeringer giver den autorisation og de faciliteter, der gør det muligt for hjælpeorganisationen at udføre sin opgave effektivt … Selve arbejdet vil bestå i at skaffe hjælp og lindring (i overensstemmelse med de militære kommissærer, dvs. når der er behov for deres støtte og instruktioner) til de sårede på slagmarken, uanset hvor kampen foregår, og senere at fortsætte omsorgen for de sårede på hospitalerne indtil patienterne er raske … Hvis en hjælpeorganisation havde eksisteret ved Solferino, og hvis der havde været frivillige hjælpere ved Castiglione d. 24., 25. og 26. juni og ved Brescia på samme tidspunkt og det samme gælder ved Mantua og Verona (byer, der tidligere havde oplevet krige), hvilket omfattende hjælpearbejde de så kunne have udført. Der er derfor behov for frivillige sygepassere, sygeplejersker og engagerede, veluddannede og erfarne, hvis position vil blive respekteret af kommandører og hære på slagmarken så deres mission lettes og støttes”.[1]

Blandt de, som Henri Dunants forslag havde gjort indtryk på, og som var enig i forslaget om at danne en organisation af frivillige, var fire kendte personer i Genève: Den 76-årige militærstrateg, politiker og ingeniør, general Guillaume Henri Dufour − den 37-årige Gustave Maynier, jurist, filantrop og præsident for Genèves Sociale velfærd, en institution, der beskæftigede sig med sociale reformer − den 45-årige Louis Appia, læge med interesse i kirurgi og krigsskader. Han var også til stede på slagmarken ved Lombardiet og blev oprørt over den utilstrækkelige lægelige indsats. Den fjerde var lægen Theodore Maunoir, der var en ven af dr. Appia. Efter nogen tids overvejelser etablerede disse fire og Henri Dunant sig som Den Internationale Komité til Hjælp for Sårede. General Dufour blev valgt som præsident, Moynier som vicepræsident og Dunant som sekretær.

_________________________________

[1]Publiceret af den Internationale Komité for Røde Kors, engelsk version 1939.

_________________________________