En nations militær bør kun have ét formål − at beskytte nationens grænser mod angreb. Nationen bør alene uddanne en hær til forsvar − aldrig til angreb. Ingen nation bør have primitive tanker om at erobre andres territorier − hverken for at påtvinge andre en styreform, som man selv finder rigtigere, eller for at sikre nationens import af eksempelvis olie. Pacifisme er ikke løsningen. Enhver borger bør trænes militært med det formål til enhver tid at kunne forsvare nationen mod angreb.

Mord af enkeltpersoner inden for en nations grænser anses for at være den alvorligste form for kriminalitet. Personer, der udfører sådanne handlinger, betragtes som primitive forbrydere. Men hvis et land angriber et andet folk militært, er det krigshelte, der udfører mordene. Det er legalt at myrde, hvis blot det foregår i stor målestok.

Tyveri inden for et lands grænser er forbudt og strafbart. Men hvis et land stjæler territoriet fra et andet land, kaldes det ikke længere tyveri. Nu er der pludselig tale om at annektere. I åndsvidenskaben gyser alle ved tanken om, at et fremmed væsen skulle besætte det fysiske legeme, men hvis en hel nation besætter et andet folks fysiske landområde, betragtes det som den stærkes ret.

Jamen ønsker man ikke bare at udbrede ægte frihedsværdier til andre, der ikke er så frie? Frihed? For hvem, fra hvad og til hvad? Er der ingen grænse for det, der kaldes frihed? Når der tales om frihed, menes der da frihed for enhver eller bare for enhver gruppe af magtfulde mennesker, som har frihed til at skade andre til gavn for dem selv? Burde der ikke være grænser for dette i et menneskeligt samfund?