Den indre proces,
der blev til en ydre
I den vestlige verden bruger man hovedsagelig den venstre hjernehalvdel. Når man hovedsagelig bruger denne hjernehalvdel, er aktiviteterne rettet udad. Man er aktiv og handlende. Denne fokusering har skabt en ubalance, som er uheldig for den indre kreative proces. Her er et par eksempler …
Landbrugssamfundet er gået i opløsning. I landbrugssamfundet var sandhed noget relativt uproblematisk. Man skulle bare fortælle, hvordan det forholdt sig – f.eks. hvad man havde gjort. Altså en indre selvransagelse. Var man i bekneb, skulle man sværge ved sin salighed, at det forholdt sig, som man sagde. Det betød selvfølgelig ikke, at alle talte sandt. Men problemet var alene et spørgsmål om at finde ud af, hvem man i sin omgangskreds turde stole på. Altså en indre vurdering.
Industrisamfundet bygger på distance og på kultdannelse omkring det naturvidenskabelige eksperiment. Det vil sige andres tekniske formåen. Det betyder, at sandhedsbegrebet er blevet noget absolut, som kan afgøres af enhver gennem eksperiment. Sandheden afsløres gennem neutral distance og åbenhed ved måleresultaternes sammenligning. Sandheden er blevet noget uden for mennesket. Sandheden er blevet objektiv. Det er blevet et grunddogme. Det er ikke længere den enkelte, der afgør, hvad der er sandt. Det er en opgave for eksperter.
Der er nu gjort opmærksom på, at den væsentligste grund til, at de fleste mennesker har vanskeligheder med at udtrykke deres iboende kreativitet, er en ydre fokusering. Den er et udtryk for kulturen. Men hvorfor er det sådan?
Det nyfødte barn er bevidst om omgivelserne, men skelner tilsyneladende ikke mellem den og sig selv. Det er ikke bevidst om sig selv som en selvstændig enhed. Efterhånden som bevidstheden om adskilthed fra moderen begynder at udvikles, udvikles også bevidstheden om adskilthed fra de øvrige omgivelser. Under hele opvæksten lærer barnet at tænke og opføre sig dualistisk, for det ser forældrene handle dualistisk. Mennesket lærer at karakterisere sig selv gennem den måde, det viser sig for hinanden.
Den særlige identitet udledes fra de særpræg, der adskiller et menneske fra andre: Menneskets …
højde
vægt
alder
køn
nationalitet
hudfarve
tøj
hus
bil
sociale status
arbejde
venner
følelser
tanker
ideologier
… etc.
Følelsen af, hvem man er, stammer derfor fra vekselvirkningen med den ydre verden.
Det er udmærket, for følelsen af at være et adskilt selv, giver mulighed for at skelne sit eget selv fra andres. Problemet er, at man anser denne oplevelse som den eneste rigtige. Man tror, at den indre identitet er lig med disse ydre ting.
|