Koncentration er fokuseret opmærksomhed. Ordet ”koncentration” stammer fra det latinske ”concentrare”, som betyder ”at centrere” eller ”at samle i ét midtpunkt”. Denne første fase i meditationen drejer sig derfor om at fokusere tanken.

Meditation er forlænget fokusering af opmærksomheden. Ordet ”meditation” stammer også fra latin, og betyder ”dyb iagttagelse” eller ”refleksion”. På dette trin fastholdes tanken på en bestemt ide.

Kontemplation er en sjælshandling, der er adskilt fra tanken, som fastholdes i en tilstand af ro. Man kan sige, at tænkeevnen skal erstatte sin aktive rolle med beskuerens rolle. Ordet ”kontemplation”, der stammer fra det latinske ”contemplatio”, betyder da også ”at skue” eller ”at beskue”.

Ordet ”illumination” er opstået af det latinske ”illuminatio”, der betyder ”oplysning”. Illumination er indre oplysning, der er resultatet af de tre foregående stadier og processer. I illuminationsstadiet føres den ide, der er opstået, ned i hjernebevidstheden.

Ordet ”inspiration” har også latinsk oprindelse, nemlig ”inspirare”, som betyder ”at indblæse” eller ”indånde”. I den åndsvidenskabelige terminologi er inspiration noget andet end det, som de fleste normalt forestiller sig, for inspiration kommer til udtryk i et liv i tjeneste. Sjælens impulser ”åndes ind i” eller ”blæses ind i” personligheden, som skal omsætte indtrykkene til aktiv handling i det fysiske liv.

En mere detaljeret gennemgang af disse stadier vil være nødvendig.

I yogatraditionen kaldes koncentrationsstadiet ”dharana”, og her lærer man, at koncentration er fiksering af tanken på et bestemt objekt. I alle seriøse meditationsskoler er evnen til at koncentrere tanken eller opnåelse af tankekontrol første trin i meditationsprocessen − og det er desuden en forudsætning for det videre forløb. Målet er kontrol over tanken − sjælens mentale redskab. Når et menneske oplever sig selv, mener det normalt sine tanker, følelser og sin fysiske krop uden at vide, at mennesker forveksler det, man har, med det man er.

Mennesket er ikke sine tanker, sine følelser eller sit fysiske legeme. Det er grunden til, at man siger: ”Jeg tænker, jeg føler eller jeg handler”. Der er med andre ord et ”jeg”, der tænker, føler og handler. Mennesket er tænkeren − ikke selve tanken. Mennesket er den, der oplever − ikke selve sanseoplevelsen. Mennesket befinder sig i sit væsens centrum, og er i stand til herfra at iagttage de tanker og følelser, der konstant skabes i det ydre − og herfra kan det man er, styre og kontrollere det man har.

Normalt aktiveres bevidstheden gennem passiv sansemodtagelse fra omgivelserne. Fysiske begivenheder vækker følelser, som igen skaber tankeaktivitet. Sanserne dikterer på denne måde en meget stor del af tankevirksomheden. Og på denne måde er det mennesket selv, der slavebinder sig. Det er håndværkeren, der skal kontrollere sit værktøj − ikke omvendt. Det er tænkeren, der skal kontrollere tanken.

Det mest karakteristiske ved mennesket er tænkeevnen. Det er denne egenskab, der adskiller menneskeriget fra dyreriget. Dyrene har instinktiv bevidsthed, hvorimod mennesket har mulighed for at forstå sammenhængen mellem årsag og virkning. Den menneskelige bevidsthed befinder sig derfor på et trin over dyrenes, men samtidig befinder den sig på et trin under den højere bevidsthed − eller det overmenneskelige riges bevidsthedsniveau.

På evolutionsstigen er højere bevidsthed adskilt fra menneskelig bevidsthed på samme måde som menneskets er adskilt fra dyrenes, men samtidig udgør alle niveauer af bevidsthed en uadskillelig enhed, som kan kaldes det universelle tankesind. Det er åndsvidenskabens forestilling om den guddommelige plan eller hensigt, hvor udviklingen af menneskets bevidsthed indgår som en delplan i den store plan.

Det indebærer to væsentlige indsigter. For det første er det enkelte menneske med til at realisere den guddommelige plan eller hensigt med planeten, og for det andet er det individuelle tankesind ikke adskilt fra hverken andre menneskers tankesind eller det guddommelige tankesind. Menneskets tankesind registrerer derfor ikke alene tankeindtryk, der skabes i det enkelte menneskes mentallegeme − det er desuden modtagelig for tankeimpulser, der stammer fra andres tænkning.

Gennemsnitsmennesket tænker meget få selvskabte tanker. Tankevirksomheden består i, at hjernen registrerer informationer fra ydre sanseindtryk samt stemninger, følelser og emotioner. Informationerne videresendes til mentallegemet og derfra til den fysiske hjerne. Der er sådan set ikke tale om en egentlig tankeproces. Et mere tænkende menneske nøjes ikke med at registrere indstrømmende impulser. Det analyserer informationerne og foretager et indre studie af årsag og virkning. Dette menneske bruger tankestoffet i sit mentallegeme. Det danner sine egne forestillinger eller tankeformer. Et tænkende menneske i åndsvidenskabelig forstand er i stand til at skabe selvstændige mentale billeder i mentallegemet, hvorefter disse tankeindtryk påføres hjernen. Det er derfor ikke en udefra-og-ind proces, men en indefra-og-ud proces.

Hos det mediterende menneske forstærkes denne proces, for i meditation erfares det, at et disciplineret tankesind kan få svar fra dybere åndelige instanser.

Gennem tankekontrol kan mentallegemet gøres modtageligt for sjælens impulser og ideer, og menneskets verden udvides nu til også at omfatte de indre verdener. Tankekontrol vil sige, at man opøver evnen til at få tanken til at gøre, som man selv vil.

Når uvedkommende tanker blander sig i meditationen, skal de accepteres − men de skal ikke fange opmærksomheden. Man skal altså ikke fortrænge de uønskede tanker − snarere vise dem ligegyldighed. Mentallegemet skal udvikles til at kunne skabe ideer og tankeforløb, som man selv styrer og kontrollerer.

Meditationsprocessen vil gradvis åbenbare forskellen mellem tænkeren og det, der tænkes med − eller rettere mellem tænkeren, tankeprocesserne, tankestoffet og tankeformerne. Tanker er i virkeligheden former i mentallegemet og på mentalplanet.

Et gennemsnitligt tankesind kan sammenlignes med en elektrisk pære, der spreder et diffust lys (opmærksomhed) i hele rummet. Det tænkende menneske kan sammenlignes med en projektør, hvor et stærkere lys (opmærksomheden) målrettes mod et mere afgrænset område. Det mediterende menneske kan sammenlignes med et laserlys, som koncentrerer en skarp lysstråle (opmærksomheden) i ét punkt.

Men koncentration er ikke alene evnen til at rette bevidstheden mod et valgt emne. Det er også evnen til at holde koncentrationen så længe, det ønskes.

Som et forsøg på at få et indtryk af evnen til at koncentrere tanken kan det anbefales at anvende denne lille koncentrationsøvelse:

Tag dit armbåndsur og læg det foran dig, sådan at du tydeligt kan iagttage viserne. Luk nu øjnene og slap af i hele kroppen. Slap af i dine fødder − underben − lår − hænder − underarme − overarme − dit underliv − maven − brystet − ryggen − skuldrene − halsen − hovedet. Du er nu helt rolig og afslappet.

Luk nu øjnene op og se på dit ur. Ret din fulde koncentration mod viserne på dit ur. Gør det uden anspændelse. Du skal gøre det afslappet − ellers lykkes det ikke. Se hvor længe du kan fastholde din koncentration på viserne. Uden afbrydelse. Uden at tanken lokkes på afveje. Hvor længe kan du fastlåse din koncentrerede tanke på viserne?