Det mystiske syvtal er ikke mindre betydningsfuldt i intellektets og filosofiens verden. Grækenland havde syv vismænd, og i den kristne middelalder havde man syv frie kunstarter − grammatik, retorik, dialektik, aritmetik, geometri, musik og astronomi. Til alle betydningsfulde møder indkaldte den muslimske Sheik-ul-Islam syv ”ulemer”. I middelalderen skulle en ed aflægges i overværelse af syv vidner, og den, der blev taget i ed, blev syv gange overstænket med blod.

Processionerne gik syv gange omkring templerne, og de gudfrygtige skulle knæle syv gange, inden de aflagde et løfte. De muslimske pilgrimme gik syv gange omkring Kabaen ved deres ankomst. De hellige kar var lavet af guld og sølv, der var renset syv gange. De gamle germanske domstoles lokaliteter var angivet ved syv træer, hvorunder der sad syv ”Schoffere” (dommere), og der var krav om syv vidner. Forbryderen blev truet med en syvfoldig afstraffelse, og når de pålidelige fik løfte om en syvfoldig belønning, krævede man en syvfoldig renselse af dem.

I Vesten tillagde man den syvende søns syvende søn stor betydning. Legendernes personligheder har som regel syv sønner. I Tyskland kunne kongen (eller kejseren) ikke sige nej til at være gudfader til en syvende søn − om han så var tigger. Når man i Østen afslutter en sag eller underskriver en fredstraktat, udveksler herskerne enten syv eller niogfyrre – 7 x 7 − gaver.