Engang var den kristne kirkes verdenssyn det totalt herskende paradigme. Præsteskabet var reelt både datidens politikere og videnskabsmænd. Religion, politik og videnskab udgjorde en helhed. Der blev måske ikke åbenlyst undervist i det herskende verdenssyn, men det var det ubestridte fundament, og det gennemsyrede og styrede hele samfundslivet.

Naturvidenskaben er opstået i kølvandet af et kulturelt skift i det 17. århundrede. Dengang opstod der en voldsom spænding mellem Kirken og naturvidenskaben, som resulterede i en deling af territoriet. Stof og fysisk kraft gik til naturvidenskaben. Sind og ånd gik til Kirken.

Naturvidenskaben har sandsynligvis været irriteret over Kirkens krav om ubetinget tro uden tænkning, skepticisme og kritiske spørgsmål, og det er muligvis årsagen til, at naturvidenskaben fra starten har valgt en grundlæggende arbejdshypotese, der er baseret på adskilthed. Naturvidenskaben skilles fra religionen. Ånden skilles fra stoffet. Organismen skilles fra miljøet … etc.

Da naturvidenskaben gjorde sit indtog på verdensscenen bevægede men­neskeheden sig derfor væk fra en periode i historien, hvor det gæl­dende værdisystem var et indre anliggende. Det var et indre anliggende, fordi det var baseret på den enkeltes forhold til Gud. Naturligvis var det hele styret af de gældende religiøse dogmer, men grundlaget var ikke desto mindre det enkelte menneskes tro på en subjektiv virkelighed. Sandhedsbegrebet var noget subjektivt. Sandheden var en indre erken­del­se.

Naturvidenskabens interesse for intuitiv erkendelse forsvandt efterhån­den, og navnlig i Vesten holdt mennesket op med at stole på sin indre stemme. I stedet fik det stigende tillid til ydre måleresultater og logisk analyse. Den konkrete tænkning blev voldsomt stimuleret, mens intuitionen stille og ubemærket tørrede ud.

Hvis man forsøger at være helt objektiv,

mister man sin indfølingsevne.

Men ingen satte spørgsmålstegn ved naturvidenskabens nye verdensbillede. Naturvidenskabens resultater var simpelthen for imponerende til, at nogen vovede at tænke kritisk, for ud af det nye paradigme voksede industrisamfundet med alle dets teknologiske goder og bekvemmeligheder. Industrisamfundet er ubetinget et resultat af naturvidenska­bens erkendelser. Og dette samfund bygger på distance, fordi værdi­erne bygger på andres tekniske formåen.

Det medførte, at sandhedsbegrebet blev noget absolut. Man mente, at sandheden om livet kunne afdækkes af enhver gennem eksperiment. Sandheden var ikke længere noget, der blev erkendt inde i det enkelte menneske, men kun kunne erkendes udenfor mennesket. Sandheden blev objektiv. Naturvidenskaben skabte en sandhed, der er ens for alle.

I stedet for at tro på egen indre autoritet, tror mennesket nu på ydre autoriteter i skikkelse af eksperter og forskere. Og her står menneskeheden i dag. I dag tror flertallet på naturvidenskaben. Naturvidenskabens forskere er nutidens præsteskab. Materialismen er blevet nutidens religion.

Det er ikke almindeligt at kalde naturvidenskaben for en tro, og man kan med rette spørge: “Hvis den er en religion og derfor bare noget, man tror, betyder det så, at den ikke fortæller sandheden?” Spørgsmålet kan ikke besvares med et ja eller et nej. Alle “tankeskoler” – som f.eks. etiske, sociologiske, religiøse, naturvidenskabelige etc. – præsenterer hver især en del af sandheden. Aldrig hele sandheden. Problemet er imidlertid, at repræsentanterne som regel betragter deres del som hele sandheden. Selvfølgelig opstår der strid, når flere tankeretninger anser sit eget brudstykke af sandheden for den fulde sandhed og afviser andres opfattelse af sandheden.