Ethvert grundlæggende livssyn er udsprunget af en sandhed. Ofte præsenteres den i en ufuldstændig eller fordrejet eller måske endda misforstået form. Men det ændrer ikke den kendsgerning, at den dybest set er opstået af en sandhed. Det betyder ikke, at en sandhed, der er fordrejet til ukendelighed, stadig er sand. Mennesket skal stadig udvikle og bruge sin skelneevne ved at skelne mellem sandt og usandt. Og man løser intet ved blot at afvise nye tanker, og holde sig til det gamle og anerkendte, for man kan lade sig narre af både det man tror, og det man afviser. Søren Kirkegaard sagde det sådan:

“Man kan blive narret på to måder:

Den ene ved at tro på noget, der ikke er sandt.

Den anden ved at nægte at tro på noget, der er sandt.”

Naturvidenskaben har ikke givet plads til andre sandheder end de, der falder indenfor de naturvidenskabelige rammer, og derved narrer de sig selv ved at afvise mange ægte sandheder.

Naturvidenskabens konservatisme er ikke ny. Alle ved for eksempel, at mennesket i årtusinder troede, at Jorden var Universets centrum, og at Solen kredsede omkring Jorden. Denne antagelse var baseret på den naturvidenskabelige erkendelsesmetode, for man troede ganske enkelt på det, man kunne iagttage ved hjælp af det fysiske syn. Denne tro var så klippefast, at alle betragtede den som en indiskutabel “sandhed” – en ”sandhed”, der desuden blev bakket op af Kirken. Men i det 16. århundrede kom Kopernikus med en revolutionerende ide. Kopernikus var ganske vist inspireret af de gamle egyptere, hvad han selv senere bekræftede, men hans ide krævede, at man skulle tænke abstrakt i stedet for konkret. Han påstod nemlig, at det er Jorden, der kredser omkring Solen og ikke omvendt. Virkeligheden var altså en anden end den, der kunne iagttages med de fysiske sanser.

I dag tror mange sandsynligvis, at datidens tænkere blev vildt begejstrede, og jublende accepterede Kopernikus’ nye, revolutionerende ide. Det gjorde de overhovedet ikke. Det tog 100 år, hvor de kloge hoveder skændtes og diskuterede for og imod. Endelig langt om længe blev den gamle “virkelighed” forkastet, og den nye “virkelighed” blev accepteret. Og i mellemtiden havde virkeligheden været den samme hele tiden.

Det mest bemærkelsesværdige var måske, at det ikke var nye opdagelser, der overbeviste datidens videnskab, for planeternes bevægelse hav­de jo ikke ændret sig. Det eneste, der ændrede sig var forskernes begrebsverden. En grundlæggende forandring i forskernes forståelse kaldes for skabelse af et nyt paradigme.