"Herrerne af det mørke ansigt"

Det er baggrunden for den enorme ødelæggelse, der fejede hen over Atlantis og resulterede i nedbrydningen af alle disse højtudviklede former og den sorte magi, som de legemliggjorde. Og selvom katastrofen ikke ødelagde selve den sorte magi, fik den et tilbageslag, der var så voldsomt, at den aldrig siden den første store katastrofe har nået så højt et niveau. Den lærte "herrerne af det mørke ansigt" den lektie, at når det kom til en virkelig styrkeprøve, var de blandt de første, der ville bukke under, og at de kræfter, der arbejder for enhed, er stærkere end de, der arbejder for adskillelse.

Det var årsagen til, at de allerhøjeste af mørkets agenter accepterede enhedens princip, og de blev derfor det mørke ansigts nuværende herrer, der påtog sig den karma, de selv havde udviklet i verden. De blev på denne måde virkelige medarbejdere i evolutionen, selvom de tilsyneladende modarbejder den. Andre, ikke helt så udviklede, lærte også en lektie og blev overført til andre legemer, hvor de gennemgik en hurtig udvikling og kunne inkarnere i sidste del af fjerde rodrace og i femte rodrace, hvor de medbragte det intellekt, de havde vundet. Men nu blev de styret af et andet motiv og brugt i tjenestearbejdet for de, der arbejdede i overensstemmelse med den guddommelige vilje.

Og dette punkt i udviklingen er meget vigtigt. Udviklingen af tankens og viljens store evner sker ofte under betingelser, der kommer til udtryk som meget oprørske tendenser. Men selvom det er tilfældet, behøver det ikke medføre, at mennesker, der udvikler disse evner, ikke lærer lektier af stor værdi − lektier som, når de pågældendes øjne først er åbnet, bringer dem langt hurtigere frem end de, der er mindre udviklet. Her er et eksempel.

Man kan forestille sig et menneske, der er ved at udvikle sin viljestyrke. Det er den mennesketype, der nogle gange tjener store formuer på en enkelt dag og er ligeglad med andre menneskers behov – kort sagt en stor egoist. Det er svært at finde nogen, som set fra et moralsk synspunkt er mere frastødende, og alligevel kan man, hvis man et øjeblik ser bort fra det moralske aspekt og i stedet ser det i et større perspektiv, erkende, at mennesket udvikler værdifulde egenskaber i evolutionen. Dette menneske udvikler en usædvanlig grad af viljestyrke. Det spiller umiddelbart ingen rolle, at det ikke bruger viljestyrken på en moralsk måde, for det udvikler viljestyrke og dermed også hjernekapacitet – dvs. evnen til at se muligheder og gribe dem.

Når man erkender, at evolutionen ledes af den guddommelige vilje, og forstår at det nuværende udviklingstrin er præget af voldsom konkurrence og indbyrdes kampe, skal man forsøge at forstå, hvilken hensigt den guddommelige vilje har med kampen og uroen. Det vil åbne øjnene for de egenskaber, der er ved at tone frem. De er selvsagt særdeles utiltalende i deres nuværende manifestation, men det er fordi, de bruges til meget uværdige og egoistiske formål. Alt hvad der skal til for at gøre dette menneske til et moralsk menneske, er en ændring af hensigt og motiv, sådan at det i stedet for at kæmpe for sin egen rigdom indser vigtigheden af tjenestearbejde og tager fat på det. I stedet for at bruge sin vilje til at udnytte andre, bruges den til at hjælpe de svage – altså en forandring af målsætningen og af den natur, der var så destruktiv, og som på denne måde kan blive det mest konstruktive, man kan tænke sig.

Verden kan få større gavn af et menneske, der har udviklet stærke evner, end af det gennemsnitlige karaktersvage menneske, som måske overfladisk betragtet ser ud til at være et bedre menneske set fra et moralsk synspunkt. En ung sjæl i en modløs personlighed har kun lidt at tilbyde med hensyn til både laster og dyder, men de såkaldt umoralske mennesker har potentielt en mulighed for at blive højt udviklede. Når deres øjne åbnes, vil de være parate til at gå foran i evolutionen. Det er en vigtig lektie at lære. For hvis ikke den guddommelige plan styrede evolutionen, ville menneskeheden befinde sig i den mest håbløse situation, man kan forestille sig. Men hvis det guddommelige er med processen − for det guddommelige er overalt − må processen tjene et godt formål. Uanset hvor mange situationer, der viser sig på vejen, vil det endelige resultat være udvikling.