Kunstige love og naturlove

Love er i deres sekundære, sociale betydning befalinger, der er udstedt af en autoritet, og de betragtes som retmæssige. Det kan være en diktators befalinger eller en lovgivende forsamlings lovbestemmelser, og i begge tilfælde er lovenes magt afhængig af, om den lovgivende autoritet respekteres. Hos hinduerne arbejder man ud fra både menneskeskabte love og naturlove. Kongen − i betydningen Manuen − er enevældig hersker, som borgerne må adlyde. Men over kongen findes der en lov, som kongen selv må adlyde − en lov, der virker automatisk, og som er en del at naturens væsen. På trods at sin enevældighed er han således bundet at den højeste lov, som vil knuse ham, hvis han ikke respekterer den.

Undertrykkelse af samfundets svageste siges at være kongers værste fjende. De svages lidelser får tronens fundament til at smuldre, og nationens lidelser tilintetgør herskeren. Den fysiske og den overfysiske verden gennemtrænger hinanden. Årsager i den ene fremkalder virkninger i den anden. I det gamle Indien vedtog kongen og hans råd landets love, men lovene blev betragtet som kunstige og ikke naturlige. De gjaldt for befolkningen og blev håndhævet ved hjælp at et straffesystem, men denne form for love er noget helt andet end naturlove. Det er uheldigt, at et enkelt ord bruges om to ting, der er så forskellige som naturlige og kunstige love og samtidig så lette at skelne fra hinanden på grund at deres helt forskellige karakteristiske egenskaber.

Kunstige love er foranderlige. De, der vedtager dem, kan ændre eller tilbagekalde dem. Naturlove er uforanderlige. De kan hverken ændres eller tilbagekaldes, for de er selve naturens væsen. Kunstige love er lokale, mens naturlove er universelle. Straffen for røveri kan variere fra land til land. Nogle steder hugger man hånden af tyven, andre steder sættes tyven i fængsel – og atter andre steder henrettes lovbryderen. Desuden afhænger straffens effektuering af, om forbrydelsen opdages eller ikke.

En straf, der er variabel og kunstig, og som kan undgås, har naturligvis ikke samme forhold til forbrydelsen, som en naturlig virkning har til sin årsag. Et brud på en naturlov straffes ikke, men det har en uundgåelig konsekvens. Hvis et menneske stjæler, får det en mere tyvagtig karakter − tendensen til uærlighed øges, og vanskeligheden ved at være ærlig bliver større. Disse konsekvenser gælder i alle tilfælde og i alle lande, og om tyveriet opdages eller ikke er uden betydning for konsekvenserne. En straf, som er lokal, variabel og kan undgås, er tegn på, at loven er kunstig og ikke naturlig.