Militærvold og civil vold
En lignende dialektik passer til hærenes kollektive vold. Jo mere fuldkommen den er, jo mere styrkes deres antiteser. Napoleons hære var formidable, men de blev slået ikke alene af andre hære − som ved Waterloo − i en klassisk krig, men af civil modstand i Egypten (1805) og af spanske civile guerillaer kort efter, men sejrede igen i 1808. Det, militæret ikke kan udføre, det kan andre udenfor militæret udføre. Og de udvikler deres egne våben. Selvmordsbæltet er kun en lille plet på historiens radarskærm. Der vil komme mange flere, der vil blive hjulpet godt på vej af supermagter som USA’s og deres allierede − Israel.
Hiroshima
Enorme tab
Der er en anden dialektik, der sætter stærke militærkræfter op imod civile, ikke kun ved rekognoscering om, hvor fjenden befinder sig, men ved analyse af, hvordan man opnår de mindste tab. Tabene bliver små i egne rækker (når man bomber fra 40.000 fods højde efter koordinater ), men skaderne bliver enorme. Den, der dræber flest civile vinder, som det skete i Hiroshima. På kort sigt er en ny dialektik ved at blive indført. Der er således svaghed i styrke, og styrke i svaghed.
|