I 50'erne var kodeordet produktion. Det handlede om at skabe normale tilstande efter Anden Verdenskrigs magre år. Forbrugslysten var stor. En række teknologier, der var udsprunget af krigsforskningen, åbnede nye muligheder inden for materialer og produktudvikling såvel som produktionsmetoder. Produktionsapparatet var nedslidt og underdimensioneret. Og beskæftigelsessituationen var ikke den bedste. Man var taknemmelig for et fast job og gjorde ikke vrøvl. Medarbejdere var en af de råvarer, der var nemmest at fremskaffe i efterkrigstiden, og medarbejderne blev så at sige behandlet derefter. Sådan var etikken og moralen i 50'erne. Konkurrenceparameter: Evnen til at producere.

I 60'erne var produktionsapparatet kommet på skinner. De nye teknologier, der var et positivt resultat af krigen, betød, at markedet så en række nye spændende produkter – som samtidig var til at betale på grund af det nye effektive produktionsapparat. Nu gjaldt det om at få solgt de nye varer, der dagligt sprøjtede ud fra samlebåndene. Sælgeren med mappen under armen og foden i døren prægede landskabet.

Samtidig voksede befolkningens ønske om at få større del i alle de herlige materielle goder, der nu var tilgængelige. Og med dette ønske fulgte også kravet om at få større del i profitten. Medarbejdernes taknemmelighed over i det hele taget at have et job, udviklede sig efterhånden til en voksende mistro over for profitmagerne, der iført nålestribet vest, dobbelthage og mavebæltecigar sad på den store pose med penge. 60'erne var fagforeningernes blomstringsperiode. Købekraften voksede. Salgsmulighederne voksede. Alle salgskurver pegede opad. Konkurrenceparameter: Evnen til at sælge.

I begyndelsen af 70'erne ramlede det hele. Oliekrisen satte fart i en udvikling, der allerede var godt i gang. Pludselig havde man inflation og lavkonjunktur. Udlandsgælden var astronomisk på grund af umådeholdent krav om velfærdsstigning. En demotiverende skattebyrde til finansiering af en uproduktiv offentlig sektor hvilede tungt på medarbejderne. I 60'erne havde man koncentreret sig om salgssiden og købt sig ro ved at honorere stadig større lønkrav fra medarbejderne. Pludselig forsvandt salget. Bundlinjen gik i rødt. I direktionskontorerne rettede man pludselig opmærksomheden mod økonomisk overlevelse. Det betød budgetlægning og økonomistyringssystemer over hele linjen. Og computerteknologien gjorde det muligt.

Men medarbejderne havde vænnet sig til hvert år at bære en stadig tungere lønpose med sig hjem. Derfor var der ikke den store forståelse for sammenhængen mellem virksomhedens succes og medarbejdernes løn. Fagbevægelsen kæmpede krampagtigt for at retfærdiggøre sin eksistens ved stadig at tilkæmpe højere lønninger. Konkurrenceparameter: Evnen til at overleve økonomisk.

Forskrækkelsen fra 70'erne fik erhvervslivet til at forberede sig bedre på fremtiden. "Vi skal planlægge langsigtet", sagde alle i kor. Man forsøgte at forudse fremtiden. Og man forsøgte at påvirke fremtiden. Man stod jo med et stort produktionsapparat. Medarbejderne var blevet en særdeles tung omkostningsfaktor. Forsknings- og udviklingsomkostningerne forud for introduktion af nye produkter blev større i takt med produkternes voksende teknologiindhold. Man var simpelthen nødt til at tænke langsigtet for at kunne overleve på sigt.

Men salget udeblev. Medarbejderne begyndte at stille mere nuancerede krav til deres arbejdsplads. Penge var ikke længere det eneste lyksaliggørende. Sikkerhed i jobbet. Meningsfyldt arbejde. Indflydelse. Arbejdsmiljø. Kortere arbejdstid. Ansvar. Blot for at nævne nogle eksempler. Som en konsekvens af de strenge tider, blev virksomhederne dygtigere til at drive forretning. Og kunderne blev dygtigere til at købe ind. Konkurrenceparameter: Evnen til at planlægge.

Etik og moral – værdier og holdninger begyndte for alvor at komme i centrum i hele den vestlige verden. Både som styringsredskab og som en søgen efter en fælles værdihorisont. Det viste sig ikke alene i politik, men også i virksomhederne. Der er derfor god grund til at se nærmere på denne tendens, og se om der et muligt at afsløre nogle årsager til virkningerne.

Konklusionen på dette korte tilbageblik er, at de faste, og såkaldte uforanderlige værdier siden 60'erne har været i opbrud, og i 90'erne blev der behov for faste holdepunkter igen − men nye holdepunkter. Konkurrenceparameter: Evnen til at skabe værdier og holdninger.

Den bølge af etik og moral, der skyllede hen over planeten i 90'erne, mistede ikke sin styrke ved årtusindskiftet. I de kommende årtier vil den stadig hvirvle umoral og manglende etik op til overfladen. Etikkens bølge vil efterhånden blande sig med den nye bølge, der begynder at rejse sig i det nye årti. Ja – etikkens årtier er en forudsætning for den nye bølge − for Den Nye Tidsalder bliver bevidsthedsudviklingens årti.

Det centrale i den nye bølge er en spirende erkendelse af menneskehedens enhed. Ud af denne proces vil en erkendelse af enhed med kosmos – eller enhed med skabelsen – vokse frem, og det fører uundgåeligt ind på religionens område. Verdens fremtrædende religionsfilosoffer er nemlig for længst kommet til den konklusion, at det centrale i alle religioner er oplevelsen af enhed med skabelsen. Med andre ord synes de alle at være baseret på en evig filosofi.

De enkelte religioner er vokset frem af forskellige profeters lære. Jesus talte om "Himmerigets Rige". Buddha talte om "Nirvana" (befrielse). Shankara talte om "Moksha" (frigørelse) – etc. Alle synes at beskrive aspekter af oplysning, og de gav råd om, hvordan almindelige mennesker kan nærme sig denne tilstand. Men når læreren var borte, begyndte hans lære at forvanskes. Det er en naturlig konsekvens af, at et budskab går videre fra person til person. Noget udelades og noget nyt tilføjes. Det svarer til at tage en fotokopi af en fotokopi af en fotokopi. Billedet bliver gradvis sløret.

På samme måde er åndelig lære blevet sløret og forvansket. De forudsætninger, der skulle opfyldes for at opnå en tilstand af enhedsbevidsthed, er gået tabt. Dogmer og doktriner indføres i overflod, og de diskuteres i det uendelige, men man kan ikke hverken tænke sig til eller diskuteres sig til en oplevelse af højere bevidsthedstilstande.

Hvad mennesket i det kommende årti har behov for, er metoder til at fremkalde omfattende bevidsthedsskift. Det vil ikke ske ved at en bestemt religion genoplives, men ved genoplivelse af bestemte esoteriske metoder, der engang gav de oprindelige religioner både liv og effektivitet. En sådan genoplivelse er godt i gang. Konkurrenceparameter: Evnen til transformation.