Vi må forstå, at de mennesker, som vi kalder ”de døde”, ikke har forladt os. Vi er blevet opdraget i en tåbelig tro på, at ethvert dødsfald er et specielt og enestående mirakel. Vi har hørt, at når sjælen forlader legemet, forsvinder den på en eller anden mystisk måde ind i en Himmel på den anden side af stjernerne – uden at der gives den mindste forklaring på, hvilke transportmidler den benytter for at bevæge sig over rummets svimlende afstande. Naturens måder at fungere på er i høj grad overraskende og ofte uforståelige, men de går aldrig stik imod sund fornuft og logik. Når du tager din overfrakke af i entreen, forsvinder du ikke pludselig op på en fjern bjergtop. Du står præcis dér, hvor du stod, før du tog overfrakken af − selvom du sikkert ser lidt anderledes ud. På nøjagtig samme måde befinder et menneske sig på præcis samme sted, som det befandt sig for et øjeblik siden, når det aflægger sit fysiske legeme. Ganske vist kan man ikke længere se dette menneske med det fysiske syn, men årsagen er ikke, at det er forsvundet. Det legeme, den afdøde nu er iført, er bare ikke synligt for det fysiske syn.

Du ved måske, at menneskets øjne kun opfanger en meget begrænset del af de svingninger, der findes i naturen, og naturligvis kan vi ikke se andre genstande end dem, der udsender de svingninger, vi er i stand til at opfatte. Det ”åndelige legemes” synssans fungerer på samme måde. Den opfanger også svingninger, men de er helt anderledes, for de stammer fra en meget finere stoftype. Hvis du vil vide mere om dette emne, er det udførligt beskrevet i den åndsvidenskabelige litteratur.

Vi kan derfor konstatere, at man ved hjælp af det fysiske legeme kun kan sanse den fysiske verden, mens man ved hjælp af det ”åndelige legeme” kan sanse tingene i den åndelige verden. Og glem ikke, at den ”åndelige verden” på ingen måde er en anden verden. Den er bare en mere forfinet del af denne verden. Endnu en gang vil jeg gøre opmærksom på, at der naturligvis findes andre verdener, men de er ikke relevante for dette emne. Det menneske, som du forestiller dig er ”gået bort”, er i virkeligheden stadig hos dig. Når I står side om side − du i det fysiske legeme, og din ven i det åndelige legeme − registrerer du ikke denne tilstedeværelse, fordi du ikke kan se din ven. Men når du forlader dit fysiske legeme under søvnen, står du side om side med din ven, og du er helt bevidst om det. Jeres samvær er nøjagtig lige så virkeligt, som det var i den fysiske verden. Under søvnen er du på denne måde sammen med den, du holder af. Det er kun i de vågne timer, at du føler adskillelsen.

Problemet er, at de færreste har bevidsthedsmæssig forbindelse mellem den fysiske verden og den åndelige verden. Selvom vi i den åndelige verden uden problemer kan huske den fysiske verden, så er det umuligt for de fleste at overføre erindringen om, hvad vi foretager os i den åndelige verden, når vi under søvnen har forladt det fysiske legeme. Hvis denne erindring var fuldkommen, ville døden i virkeligheden ikke eksistere for os. Nogle mennesker har opnået denne kontinuerlige bevidsthed, og alle kan opbygge den lidt efter lidt, for den hører med til den naturlige udfoldelse af menneskets evner. Hos mange er denne proces allerede begyndt, sådan at brudstykker af erindring slipper igennem, men der er en tilbøjelighed til bare at betragte dem som drømme og derfor mene, at de er ligegyldige − en tendens, man navnlig ser hos mennesker, der ikke har studeret drømme, og derfor ikke forstår, hvad de i virkeligheden er. Men mens der endnu kun er få, der er i besiddelse af et fuldkomment syn og en fuldkommen hukommelse, er der mange, der har været i stand til at føle deres kæres nærværelse – selvom de ikke kan se dem. Og der er andre, som − på trods af at de ikke har nogen klar erindring − vågner op af søvnen med en følelse af fred og lykke, der er resultatet af oplevelserne i en højere verden.

Husk altid at denne verden er den lavere, og den anden er den højere − og at den større i dette tilfælde omfatter den mindre. Derfor kan bevidstheden i den større verden nemt omfatte eller rumme erindringen om, hvad der er foregået i den mindre verden. Årsagen er, at man, når man falder i søvn og forlader den mindre verden, befrier sig for en begrænsning − nemlig det lavere legeme. Men når man vender tilbage til dette lavere liv, ifører man sig igen denne begrænsning, og i samme øjeblik, indhyller man de højere evner i en tåge, og synker derfor tilbage i glemselen. Konklusionen er, at hvis man ønsker at fortælle en afdød noget, behøver man bare at formulere det klart i tanken, lige før man falder i søvn. Man beslutter, at man vil fortælle den afdøde noget, og så er man sikker på at det vil ske, så snart man får kontakt. Måske ønsker man at få et råd fra den afdøde, og normalt vil blokeringen mellem de to bevidsthedsformer forhindre, at der overføres et klart svar. Men selvom man ikke kan overføre en bestemt erindring til den fysiske hjerne, vil man ofte vågne med et tydeligt indtryk om den afdødes holdning eller svar. Og som regel kan man føle sig sikker på, at dette indtryk er korrekt. På den anden side bør man spørge den afdøde om så lidt som muligt, for som vi senere skal se, er det bestemt ikke godt, at de døde i deres højere verden forstyrres af ting fra dette niveau, som de nu har frigjort sig fra.