Gruppebe­vidst­hed

Gruppebe­vidst­hed udvikles altså ved at udvi­de bevidstheden fra det per­sonlige niveau til gruppens eller enhe­dens. Den nu­tidige rationelle, kon­krete, adskillende og analytiske tænkning må vige for en mere visuel, holi­stisk, hel­hedsskabende tænkning. Studiet af sym­boler og deltagelse (og gentagelse) af ritualerne vil medvirke til vir­ke­liggørelsen af dette. Symbo­lerne vil være en hjælp til at trænge ind bag formen til den subjektive virkelighed. Den vil bi­drage til en in­tegration mellem sjæl, sind og hjerne. Den kan kun udvikles i fællesskab mellem mennesker og deres bevidsthe­der.

Indvielse handler reelt om udvidelse af bevidstheden, sådan at det enkelte individ opfatter sig selv som en del af en stadig større enhed. Og gentagel­serne af livets prøver vil gradvis resultere i denne erkendelse. Egentlig er det indlysende, for man præsenteres for dette princip overalt i naturen. Naturvidenskaben ved ganske vist ikke, hvordan livet opstod, for forskerne er ikke i stand til at genskabe de betingelser, som er for­udsætningen for det fysiske livs opståen, men deres forskning antyder, at en bestemt type uorganiske molekyler omdannes til organiske molekyler. De indgik for­bindelser og skabte makromolekyler – som indgik forbindelser og dannede celler – og fra cellerne opstod cellevæv – cellevævet dannede organer – som dannede systemer af organer … etc.

For hvert niveau er hver enhed på én gang en enhed i forhold til de un­derenheder, den omfatter, og samtidig er den selv en del af en endnu mere kompleks makroenhed ovenover. På denne måde er atomet på sit eget niveau en selvstændig enhed. Den er makroenhed for elektronerne, neu­tronerne og protonerne, som er dens mikroenheder. Og den er selv en mikroenhed i forhold til molekylerne, som den blot er en del af … og sådan fortsætter det gennem skabelsens hierarki, som inkluderer celler, organer, organismer, familier, grupper, befolkninger etc. Et menneske er med andre ord ikke adskilt fra alt dette, som har skabt det. Det er en del af en højere orden, som det hjælper med at skabe.

Et vigtigt symbol på altings helhed er cirklen (passeren), for cirklen lægger op til gentagelsen. Den er ikke alene et symbol på den trefoldige skaber­kraft, men også en forståelsesramme, som symbolsk beskriver og skaber forståelse for gentagelsens mysterium. ”Evighedens slange” (slangen, der bider sig selv i halen og former en cirkel) er et symbol på Universet. Hvis man forestiller sig, at denne slange, der dan­ner en cirkel, gradvis sluger sig selv, ville cirk­len blive mindre og mindre – og til slut vil den smelte sam­men i ét punkt og helt for­svinde. Hvis filmen køres den modsatte vej, vil man først se et hvidt lærred. Der er in­genting – lige som før Universets skabelse. Langsomt toner et punkt frem. Det er den første virkning eller den første begyndelse. Efterhånden vokser slangen ud af munden på slangehovedet, og cirklen skabes – Universets af­grænsning er markeret. Universet er skabt. En anden fortolkning siger, at slangen ikke bider sig selv i halen, men at halen skjules bag slangens hoved. Den danner derfor en spiral og rummer således både symbolikken om Universets grænse og om Universets cykliske udvikling gennem gentagelse.