Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

RAJA-YOGA - Den tidløse psykologi
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRÅDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BØGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJØ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

Ikon-Raja-Yoga-Den-tidløse-psykologi-af-Guni-Martin

RAJA-YOGA - Den tidløse psykologi (8 af 18)


RAJA-YOGA er et system, der fører mennesket fra det almindelige gode menneske via aspirantens, den indviedes og mesterens stadier til det ophøjede punkt i evolutionen.

RAJA-YOGA - Den tidløse psykologi (8 af 18)

IV

KAIVALYA PADA

 

Frihedens Vej


 

 Raja-Yoga-09-Den-tidløse-psykologi-af-Guni-Martin

At blive en engel: Kærlighed, kraften
som bevæger sfærerne,
befrier sjælen fra verdenspsykens netværk,
der hindrer den i at erkende sin sande natur.

Relief af Eranesco Queirolo

 

1. Evner (siddhi) er et resultat af fødsel, planter, kraftord (mantra), strenghed (tapas) eller overbevidsthed (samadhi).

Fjerde og sidste del af yoga-sutra omhandler de generelle spørgsmål i yoga-filosofien. Patanjali gør det klart, at yoga ikke er et tilfældigt forsøg på at springe ud i det ukendte i håb om at nå nogle måske vage eller uklare idealer. Yoga er en systematisk videnskab, der hviler på et fast fundament og er rettet mod et ganske vist ukendt, men dog klart defineret mål.

Patanjali fortæller, at vi, udover samadhi, kan opnå okkulte evner. Et menneske kan være født med disse evner. Loven om reinkarnation er et uomgængeligt faktum i yoga. Et menneske kan ikke arve eller tilfældigt opnå okkulte evner, er man i besiddelse af disse evner er de tilegnet i tidligere inkarnationer.

Det er ikke ukendt, at planter og euforiserende stoffer kan give visse evner. I lyset af de muligheder, som er omtalt i III del, må det dog siges, at almindelig er det begrænsede evner, der bliver tilgængelige. Ved misbrug udsætter disse stoffer kroppens nervesystem for chok, hvilket er til skade for den videre træning. Kroppen bliver som medium ikke styrket, og den nødvendige ”kemi” og energitransformation ødelægges gradvis ved misbrug af planternes kraft.

Mantra er ord, der har en særlig kraft på grund af deres opbygning og lyd. Mantra indtager en vigtig plads ikke alene i yoga, men i mange andre skoler. Et mantra symboliserer kræfter i Universet, som udøveren kan kalde til at hjælpe ved gentagelse (japa) af et mantra, der når det gentages, også har indvirkning på viljekraften, hvilket gavner og styrker udøveren i hans træning.

Patanjali omtaler kun ét mantra: OM − men alt efter hvilken træning og hvilken lære eleven følger, kan han benytte mange andre mantra. Men med undtagelse af OM og So-Ham, der symboliserer universets åndedrag, kan en udøver kun virkelig drage nytte af et mantra, hvis han modtager det af sin guru under indvielse.

Dernæst omtales strenghed, selvdisciplin (tapas), som er beskrevet i II. 32. Tapas er en vigtig del af enhver træning i yoga. Efterhånden som egoet får mindre magt, opnår en udøver den renhed, som er nødvendig for disse evner. Visse former for tapas har det ”farlige” islæt i sig, al de for hurtigt kan give en udøver adgang til disse evner, hvilket kan føre til misbrug af evnerne (sort magi).

Til sidst nævnes samadhi, og ifølge de gamle skrifter er Raja yoga, den mest sikre vej at følge for opnåelse af Friheden, så de opnåede evner, ikke benyttes for ens ege vindings skyld.

2. Forandring fra en art til en anden sker ved indstrømning at den iboende natur.

Det kan være vanskeligt at forstå den dybere betydning af denne sutra. Det er heller ikke umiddelbart forståeligt, at en art skifter til en anden, og hvordan alle kroppens organer tager form. Forklaringen her er, at en fundamental forandring af en substans altid er i overensstemmelse med naturens (prakritis) love. Tager vi f.eks. noget tørt træ og sætter en tændstik til, vil træet blusse op i flammer og forvandles til aske, mens der intet sker, når vi gør det samme med en bunke mursten.

Det er træets iboende natur, at det ved tilstrækkelig høje temperaturer forbinder sig med luftens ilt. Reaktionen er selvforstærkende og involverer en kædereaktion, og blot en lille gnist vil være nok til at reducere selv en stor mængde træ til aske. Murstenene har ikke samme tendens.

Hvis betingelserne imidlertid forandrer sig, vil tendenserne også gøre det, og fuldstændig nye forandringer (tilpasninger) bliver mulige. Det er en naturlov, at krop og psyke forandrer sig og tilpasser sig nye livsvilkår.

3. Tilfældige årsager forandrer ikke den iboende natur (love), de fjerner blot hindringerne, som en bonde (der overrisler sine marker).

Forandringer, der sker for vore øjne, eller som vi selv synes at forårsage, skyldes ikke, at den iboende natur brydes. Bonden flytter lidt jord og vandet begynder at strømme. Han lægger derefter en hindring, der omdirigerer vandet osv. Uanset hvad bonden gør, kan han ikke skabe vandstrømmen. Han kan fjerne hindringer på vandets vej og bestemme dets retning, og derved bliver det.

Et menneskes livsforløb kan sammenlignes med en sådan strøm, og denne lov har stor betydning for det individuelle menneskes rejse mod frihed. Ønsker vi at forandre vor livsbane, er det ikke nok at fortrænge eller skjule vor (iboende) natur. Vi må rive vore uønskede tendenser og uvidenhed op med rode, for at de ikke, når betingelserne igen er der, skal dukke op med fornyet styrke.

Swami Vivekananda siger om dette:

Vandet til overrisling af markerne er allerede i kanalen, det holdes blot tilbage af sluser. Bonden åbner disse sluser, og vandet strømmer (som følge af tyngdeloven) ind af sig selv. Ethvert fremskridt og enhver evne er allerede til stede i mennesket.

Fuldkommenhed er menneskets natur. Den naturlige og ubrudt strømmen er blot tilbageholdt og hindret i sin rigtige kurs. Hvis vi fjerner barriererne, strømmer naturen ind, og mennesket får adgang til de evner, som det faktisk er i besiddelse af. Såkaldt onde mennesker bliver helgener i det øjeblik, barriererne er brudt, og naturen frit kan strømme ind. Naturen er i sig selv fuldkommen, gennem den når vi alle målet.

Enhver disciplin og religiøs indsats er kun besværligt arbejde, som skal fjerne barrierer og åbne døre til den fuldkommenhed, som er vor fødselsret, vor natur.

Denne evolutionsteori er mere forståelig for moderne mennesker i lyset af den nyeste naturvidenskabelige forskning. I moderne tid har forskningen fremsat to årsager til evolutionen: den seksuelle udvælgelse og de bedst egnedes overlevelsesmuligheder. Begge er imidlertid utilstrækkelige.

Patanjali erklærer derimod, at den sande hemmelighed ved evolutionen er, at den iboende fuldkommenhed (som allerede er til stede i ethvert væsen), udfolder sig. Det fuldkomne er blot barrikaderet, og den uendelige bagvedliggende strøm kæmper for at komme til udtryk. Alle bestræbelser og al konkurrence er blot et resultat af vor uvidenhed. Vi er uvidende om den rigtige måde, hvorpå vi åbner sluserne og lader vandet strømme ind.

Årsagen til ethvert fænomen er, at den bagvedliggende uendelige strøm skal komme til udtryk. Den indbyrdes konkurrence for at overleve, eller jagten på seksuel tilfredsstillelse er blot et øjebliks uvæsentlige resultat af vor uvidenhed. Den fuldkomne natur, der ligger bag alt, vil, selv når al konkurrence er ophørt, få os til at gå fremad, indtil vi er fri. Der er derfor ingen grund til at tro, at konkurrence er nødvendig for fremskridt.

I dyret var mennesket undertrykt. Da porten blev åbnet, fremstod mennesket. I mennesket findes det potentielt guddommelige, holdt tilbage af uvidenhedens låse og barrikader. Når Sand viden bryder disse barrikader, åbenbares Gud.

4. (De) skabte Sind (er konstrueret) udelukkende ud fra jeg-følelsen (asmita).

På tærsklen til kaivalya, er det muligt for en yogi at skabe kunstige Sind, og de foregående sutra kan bane vejen for en forståelse af denne mærkværdige evne.

Sindet (chitta) betegner ikke blot menneskets Sind men også det universelle princip. Sindet tjener som medie for alle mentale opfattelser. En yogi vil ud fra sin jeg-følelse være i stand til at skabe Sind, når han har nået det høje niveau af væren, der blev beskrevet i slutningen af del III. Men hvorfor skulle han? Det siges, at det benyttes som et medie til at modtage hjælpe. Der kan ikke være nogen anden forklaring.

5. Dette ene (naturlige) Sind leder de mange (kunstige) Sind i deres forskellige aktiviteter.

Der er ingen af disse kunstige Sind, der kan fungere, medmindre det naturlige Sind står bag. Vore lemmer koordineres under bevægelse af hjernen − på samme måde kan en frigjort yogi koordinere og dirigere disse skabte Sind, og de eksisterer kun, så længe det naturlige Sind står bag.

6. Af disse er Sindet, der er født af meditation, fri af begær.

Patanjali går nu videre i sin beskrivelse af dette forunderlige medie kaldet Sindet (chitta). Han pointerer, at kun Sindet hos den yogi, som gennem meditation har opnået samadhi, er fri af begær, fødsel og død.

Har et menneske opnået samadhi gennem en eller flere af de andre nævnte årsager: fødsel, planter, mantra, og selvdisciplin, vil et sådant menneske stadig være båret af latente og tilbageholdte indtryk. Dette menneske er ikke frit.

7. En yogis handling er hverken hvid eller sort − for andre er den trefoldig.

Vi er underkastet loven om årsag og virkning. Denne trældom, karma, eksisterer ikke mere for en yogi, der har nået sit mål. Men for os, der stadig lever under loven om karma, er denne lov trefoldig: hvid (god), sort (dårlig) og blandet.

I III. del skrev Patanjali, at uvidenhed er roden, den egentlige årsag, og at de fem hindringer ligger til grund for karma. Karma nævnes igen i forbindelse med alle de latente, indtryk (samskara), vi har taget til os, og som binder os. Karma afvikles inden for det nuværende eller kommende liv, mens samskara kan følge os gennem mange inkarnationer. Vi må derfor tage højde for disse samskara. De er sværere at afvikle end de handlinger, vi er bundet til.

8. Fra disse (tre) manifesterer kun de iboende indtryk (ubevidste indtryk) sig, som har gunstige omstændigheder.

Denne sutra forklarer, hvorfor disse indtryk (samskara) i kommentarerne til en tidligere sutra blev betegnet som en yogis skræk.

Samskara er uberegnelige, de viser sig kun under særlige forhold.

I Bhagavad Gita står der, at vi kan tilintetgøre al karma i Kundskabens ild, at vi kan spore skjulte og undertrykte samskara gennem den, og handle, arbejde os fri af samskara ved ikke-binding.

9. På grund af ligheden mellem erindring og de tilsvarende latente indtryk er der forbindelse mellem årsag og virkning, selv om de er adskilt ved art, sted og tid.

Vi har alle et ønske om at leve evigt, men hvor kommer dette ønske fra? Hvorfor frygter vi døden? Erindrer vi tidligere fødsler og død?

Sindet er fyldt med indtryk, der strækker sig langt tilbage. Vi ved at flygt er forårsaget af tidligere oplevelser. I dette liv tilskriver vi ofte flygt og angst vore oplevelser i barndommen Men i yoga går man videre end det. Vi gennemlever forskellige hændelser og spørger: ”Hvorfor sker dette for mig?”

En virkning viser sig ofte så sent, at vi ikke kan huske årsagen. Hvis vi vil forstå det, der for os synes meningsløst, må vi gå til yoga-filosofiens grundide, ideen om reinkarnation, for at få svar.

10. Da begær (vasana) efter at leve er evigt, er der ingen begyndelse på dem (samskara).

Vi oplever og vi handler, og derved giver vi ny næring til loven om årsag-virkning, den aktion reaktion, som vi allerede er bundet af. Det er naturligt at spørge: ”Jamen, hvornår begyndte det, hvad satte det hele i gang?”

Ifølge Raja yoga har disse indtryk ingen begyndelse. Uvidenheden fødtes i det øjeblik bevidstheden forbandt sig med stoffet (materien), og de subtile hindringer begyndte at virke. Begæret begyndte ikke i dette liv, det skete i det øjeblik Ånd og materie mødtes. Begær kan også oversættes med længsel. Disse begær (vasana) skal altså ikke forstås som begær i almindelig betydning, men som alt det, der på godt og ondt driver os til handling, og alt det, der er bundet af tiltrækning og frastødning.

11. Da de (vasana) holdes sammen af årsag − virkning, (essens − objekt), forsvinder de når deres årsag (uvidenhed) forsvinder.

Endnu en gang får vi at vide, at vor eneste mulighed for at leve som et frit, oplyst menneske er at nå ned til træets rod (uvidenheden) og fjerne den. Målet for menneskets rejse i livet er at opnå viden (vidya), først da kan målet nås, kaivalya.

Vi tror ofte, at gode handlinger gør os fri, og onde handlinger binder os. Vi er bundet af tiltrækning og frastødning, det får os til at gøre både gode og onde handlinger. Det om en handling er god eller ond, er ikke så enkelt endda.

Binding, tiltrækning rejser sig fra og retter sig mod objekter, som giver behag. Når vi frastødes, retter vi denne frastødning mod objekter, der hindrer behag. Smerte forårsager had mod de objekter, der er årsag til smerten − og tiltrækning til de objekter, som står i modsætning til smerte. Forblændelse i form af uvidenhed er roden til alt ondt. Det er dynamikken i livets og dødens hjul.

12. Fortid og fremtid er i virkeligheden til stede i deres (sande) former − forskellen ligger i karaktererne (dharma) af de former, de antager på forskellige tidspunkter.

Det, som senere vil ske, siges at høre fremtiden til, og det som er sket, siges at høre fortiden til. Nutiden er den tid, som er i gang.

Her møder vi igen et trefoldigt aspekt. Hvis fortid og fremtid ikke eksisterede i subtil form, ville der ikke være noget NU − for intet kan opstå af intet. Når vi f.eks. ser på himlen en stjerneklar nat, vil strålerne fra alle stjerner og planeter nå vore øjne, men på grund af vor begrænsede synsevne ser vi kun dem, der lyser stærkt.

For en yogi, som har fjernet ”grovhederne” fra sit intellekt, og hvis sattva-form (buddhi-sattva) er renset for urenheder og derved har nået sin højeste form, vil ethvert objekt i fortid, nutid og fremtid vise sig for Sindets øje samtidig. Alt vil være til stede i et nu.

13. Hvad enten de (dharma) har udfoldet sig eller er subtile, er de kombinationer af de tre guna.

I den forrige sutra blev det sagt, at alle fænomener, som kan opfattes af Sindet, er forskellige kombinationer af karaktererne (dharma), som er iboende i naturen (prakriti). Nu går Patanjali et skridt videre og siger, at disse egenskaber dybest set er forskellige kombinationer af de tre guna. De har således indflydelse på alt, hvad der sker, uanset tid og sted.

De tre gunas essentielle natur er aldrig synlig, derfor siges det, at de forandringer, som er synligt til stede, er illusion (maya).

14. Objektet ses som en enhed, fordi de tre gunas forandring er koordineret.

De tre guna er til stede i alting. Vi opfatter dem blot ikke som adskilte, fordi de handler (fungerer) i forening. Således opfatter vi ikke umiddelbart, at forandringer i universet sker i og med et samspil af tre kræfter, der lovmæssigt fungerer i naturens skaberværk.

Når vi mentalt opfatter noget, ved vi kun noget om tingens eksistens og natur gennem de egenskaber, den i et givet øjeblik har. De tre guna spiller en rolle i vor opfattelse af et objekt:

F.eks. kan den potentielle tilstand (inaktivitet, tamas) forandres til aktivitet (bevægelse, rajas), der igen bliver til en opfattelse (sansning, sattva). Den statiske, den bevægelige og den sansende egenskab er principielt til stede i hver af disse tre tilstande.

15. Skønt objektet er det samme, vil opfattelsen af det være forskellig − det skyldes deres (Sindenes) forskellige veje.

Hvis ethvert objekt er sammensat af de tre guna og har en bestemt identitet, som er dets egen, hvordan kan det da synes (fremtræde) forskelligt for forskellige Sind? Vi ved, at en ting, der hos ét menneske vil vække glæde, hos et andet kan vække afsky. Sindene, som opfatter tingene, er i forskellige tilstande og får derfor naturligt nok forskellige indtryk af den samme ting.

16. Et objekt er heller ikke afhængigt af ét Sind. Hvad ville der så blive af det, når det ikke blev opfattet af det Sind?

Patanjali siger her, at den ydre verden har en selvstændig eksistens adskilt fra Sindet, som opfatter det, og han spørger: ”Hvis det forholdt sig sådan, at den ydre verden ikke havde en selvstændig eksistens, hvad ville der da ske med objektet, når Sindet holdt op med at opfatte det?” Det er også grunden til, at han ikke taler om, at verden er en illusion (maya), hvilket er grundideen i en anden indisk filosofi, Vedanta. Ethvert fænomen i den ydre verden er sammensat af de tre guna og har en sand eksistens uden for Sindet.

17. Et objekt er kendt eller ukendt for Sindet, alt efter om det farver Sindet.

En første afgørende forudsætning for, at det individuelle Sind får kendskab til et objekt er, at objektet til en vis grad påvirker Sindet eller skaber bevægelse i det. Patanjali har hidtil brugt ordet vritti (forandring/bevægelse), når han talte om forandringer i Sindet. Der er en særlig grund til, at han her bruger ordet ”farve”, omend der også her er tale om forandringer.

Ordet forandring (vritti) angiver ikke intensiteten i denne forandring. Ved at bruge ordet farve kan vi beskrive, om forandringen er overfladisk eller intens. Assimilationen er større, og det vil i højere grad farve Sindet, hvis objektet er kendt, end hvis det er ukendt eller kun lidt kendt. Det er også med brugen af ordet ”farve”, at vi virkelig kan forstå den fuldstændige sammensmeltning af objekt og Sind (I. 41).

18. Purusha, Sindets Herre, er uforanderlig. Derfor kendes Sindets forandringer.

Ordet Herre, indgår i teksten som Prabhoh. Da Purusha er uforgængelig, ved Han altid hvad det er, Han præsenteres for. Hvis Purusha derimod var foranderlig, ligesom Sindet, ville forandringerne i Sindet, som Han præsenteres for, enten være kendte eller ikke-kendte, ligesom objekter og lyde er det for Sindet.

Tidligere blev der sagt, at Purusha var Læreren over alle lærere, og at Han vidste alt. Men udover det er Han uforanderlighed, og det foranderlige Sind, vil altid være synligt for Ham, Herren.

Sutra 20, del II ville være uden mening, hvis Seeren ikke var ren bevidsthed og derfor uforanderlig. Uanset hvilket niveau af bevidsthed vi taler om, vil intet i Sindet være ukendt for Purusha.

19. Sindet er ikke selv-illuminerende, da det er opfatteligt (et objekt).

Sindet tilhører naturen (prakriti). Solen stråler i kraft af sit eget lys, og Sindet er som månen, der lyser på grund af et andet himmellegeme. Erfaringen fortæller os, at vi kan iagttage, hvad der sker i vore Sind. Vi kan lære Sindets indhold at kende, det oplyser således ikke sig selv. Kilden til den illuminerende kraft i bevidstheden findes ikke i Sindet, men et andet sted, i Purusha.

20. Ydermere er det umuligt at opfatte begge (Sindet og objektet) samtidigt.

Sindet oplyser objektet, men det er forkert at betragte det som selv-illuminerende. Da ville Sindet samtidig være både subjekt og objekt for viden. Så længe vi bevæger os inden for Sindets område, ved vi ikke, hvad bevidsthed er. Så længe Sindet fungerer som medium for bevidstheden, og bevidstheden opfatter igennem Sindet, bliver den rettet udad. Bevidstheden opfatter først sig selv, når den er rettet indad mod sig selv og ikke længere er bundet af Sindet.

Patanjali giver her den studerende mulighed for, med sin fornuft, at se, at der er en forskel på Seeren, det sete og processen at se. Kun Purusha (Seeren) opfatter alt. Alt andet end Purusha er naturens skaberværk og er begrænset af hende.

21. Hvis vi formodede, at et Sind kunne opfatte et andet Sind, ville der ingen ende være på opfattelse efter opfattelse, og det ville give en erindringsforvirring.

Sindet er ikke selv-illuminerende og opfatter ikke andre Sind, selvom det er meget subtilt, og rummer mange kræfter. Hvis Sind kunne opfatte Sind, ville erindringer være blandede, og der ville være et erindrings-kaos i Sindet.

Vi ved, at der i Sindet er en fuldkommen koordineren og harmoniseren i forbindelse med komplicerede og mangfoldige mentale fænomener og oplevelser. Og vi ved, at der hersker en lovmæssig orden, der er styret af den intellektuelle kraft (buddhi).

22. (Selv om) den Højeste Bevidsthed er uforanderlig, vil den (Bevidstheden), når den tager form af intellektet, blive årsag til bevidstheden om intellektet.

Vi får nu at vide, hvorfor bevidstheden, når den udtrykker sig gennem Sindet, synes foranderlig og begrænset, skønt den i virkeligheden er uforanderlig og ubegrænset. Den universelle Bevidsthed vil, når den udtrykker sig gennem intellektet, tage form af dette intellekt, og synes at være af samme natur som dette:

”Hulen, hvori den evige Brahman (det Absolutte, Gud) har bolig, findes hverken i den nedre verden eller i en bjergkløft, ej heller i mørket eller i havets dyb. De vise kender den (hulen) som værende intellektet, der ikke er til at opfatte adskilt fra den Højeste Bevidsthed.”

I yoga har ordene bevidsthed og intellekt en mere vidtrækkende betydning. I almindelig tale vil en yogi ikke sige: ”Jeg er bevidst,” men: ”Jeg er opmærksom.” Bevidsthed er for en yogi forbundet med at søge kontakt med, og udvide bevidsthedens område via Sindet. Når en yogi taler om intellektet, mener han intellektet (buddhi) som i sin reneste form opgår i buddhi-sattva, samt intellektet som medium for bevidstheden.

23. Når Sindet farves af Seeren og det sete, er det alt-opfattende.

Sindet farves af det, det ser, alt efter hvor meget Sindet genkender det. Når Sindet ser begge veje, når det både ser objektet og Seeren, bliver det alt-opfattende og vil tage farve af det objekt, som det skal genkende. Samtidig oplyses Sindet af Seerens bevidsthed.

24. Selv om det (Sindet) skifter mellem utallige (ubevidste) begær (vasana), eksisterer det for en anden (Purusha), fordi det handler som en enhed.

Sindet nyder ikke sin lykke, og det finder ikke på anden måde tilfredsstillelse ved opfyldelsen af de begær, der fylder det. Mennesket oplever og erfarer, derved afsløres hans begær for Seeren (Purusha). Med tiden vil disse begær kunne afvikles, derved bliver det muligt for Seeren at spejle sig i et renset Sind og se sig selv, som Han er, ikke bundet af noget, altid fri, evig og alvidende.

25. Hos ham, som har erkendt Atma-planet (Purusha), ophører en søgen efter sig selv.

Her mod slutningen af Patanjalis sutra ser vi, hvorfor de lignes ved en snor med ”perler” af ideer, der tilsammen danner en helhed. I begyndelsen blev Atma-planet beskrevet som det niveau, hvor samprajnata-sasmita samadhi (I. 17) er blevet en realitet. Når et menneske har nået dette niveau, træder Purusha klart frem, og yogien indgår i nirbija samadhi (den sædløse samadhi). Hans søgen er forbi, og ethvert begær (vasana) hos dette menneske falder bort. Det stiller ikke længere spørgsmål som: ”Hvem er jeg?” ”Hvorfor er jeg i denne krop?” ”Hvad skal jeg her?” Når disse tanker falder bort, forsvinder også begæret (vasana) efter et svar på disse spørgsmål. Sri Ramakrishna sagde tit: ”Når du elsker din far, mor, ægtefælle og børn, er det i virkeligheden Gud du søger og elsker.”

26. Da er Sindet i sandhed i stand til skelnende viden (viveka) og søger mod frigørelse (kaivalya).

Udøveren har hidtil søgt viden gennem sanseobjekter, og han har handlet under indflydelse af uvidenhed. Når de sidste hindringer (slør) er borte, og Sindet skelner det Virkelige fra det uvirkelige, er der en naturlig søgen mod frihed.

27. I intervallerne rejser der sig tanker fra den kraft, (der er) i de latente indtryk (samskara).

Men selv i denne tilstand vil indtryk som ”jeg er” og ”det er mit” bryde den skelnende viden. Det er de sidste dønninger: ”At vide og ikke vide”, herefter bliver oceanet stille.

28. De (indtrykkene) fjernes på samme måde som de fem hindringer (klesha), hvilket er beskrevet.

I del II. 10, 11 og 26 siges det, hvordan de fem hindringer elimineres. Samskara og klesha er nært forbundne, og de sidste indtryk forsvinder, når vi holder vi fast ved den skelnende viden. På samme måde vil uvidenheden forsvinde, når vi fastholder den tilegnede viden.

29. Han, som er i stand til at bevare en konstant tilstand af ikke-binding selv i den højeste oplyste tilstand, og som udøver den højeste form for skelnende viden, opnår Dydens sky (dharma megha samadhi).

Ikke-binding (vairagya) er en af de vigtigste grundideer i yoga-filosofien, og Patanjali minder om, at vor evne (til at gøre os fri af binding) er nødvendig, og at det allersidste skridt ind i friheden kun er muligt, hvis vi, om hele verden så ligger for vore fødder, kan sige: ”Nej, intet kan binde mig mere.”

30. Da følger frihed fra hindringerne (klesha) og handlinger (karma).

Når et menneske er fri af hindringer og handlinger, er der intet, som kan binde ham. Karma og klesha er selve drivkraften i den proces, hvor mennesket igen og igen må lade sig føde og dø. Når de ikke eksisterer mere, er mennesket nået kaivalya, han er en jivamukti, et frigjort, oplyst menneske. Det er det højeste vi kan nå, og ethvert menneske kan nå det.

31. Som følge af, at alle hindringer og urenheder er fjernet, vil det, som kan kendes (gennem Sindet), være ganske lidt i forhold til den uendelige kundskab (opnået gennem oplysning).

Det er ikke muligt at beskrive den viden, vi kan tilegne os. På nuværende tidspunkt vil vi ikke være i stand til at fatte den. Selv om vi forestillede os al den viden, vi med vort Sinds kapacitet i dag kunne opnå om universet, ville det dog være en ubetydelig viden i forhold til, hvad vi kan få adgang til. Med denne ufattelige udvidelse af vor bevidsthed opnår vi uendelig viden. Det er livets mysterium. Når et menneske har formået at rive sit karma-træ op med rode, vil der ikke mere være noget der begrænser dette menneske. Livet vil være som en drøm, hvorfra det vågner til et Virkeligt liv i frihed.

32. De tre guna har fuldført deres formål, og deres indbyrdes vekselvirkning ophører.

Det er vigtigt at få placeret de tre egenskaber (guna), for at forstå denne sutra. De tre guna er ikke skabt af naturen (prakriti), men hun benytter dem, for at de skabende, opretholdende og opløsende (transformerende) aspekter kan følge hinanden i mikrokosmos (mennesket) såvel som i makrokosmos (universet). Når naturen har fuldført sin opgave At føre mennesket tilbage til sit udspring − da ophører de tre guna med deres vekselvirkning under naturens ledelse. Det frigjorte menneske vil, når han ønsker det, benytte sig af de tre guna og skabe sig et legeme at virke igennem uden at være bundet af klesha og karma.

En yogi ved navn Babaji har vist sig i over hundrede år for sine disciple i en skikkelse, der gennem årene har været uforanderlig i udseende. Babaji er afbildet og omtalt i bogen ”En yogis selvbiografi” af Paramahansa Yogananda.

33. Det, som hører til øjeblikkene, og som betegner eller er angivet ved afslutningen af en særlig forandring, kaldes en sekvens.

Universets hele eksistens bygger på tid. På i en konstant rytme, hvor den ene sekvens følger den næste. Det, som i sin essens ikke kan tilintetgøres, kaldes evigt, selv om det er foranderligt jvf. III. 53. Selv i det evige − den ubevægelige og den bevægelige evighed − findes sekvens. Purusha tilhører den ubevægelige evighed, de tre guna tilhører den bevægelige evighed.

34. Kaivalya er den (Oplyste) tilstand, som er en følge af, at de tre guna vender tilbage til deres ubevægelige tilstand, formålet med deres eksistens (at give frihed til Purusha) er opfyldt i denne tilstand er Purusha etableret i sin sande natur, som er ren Bevidsthed.

Når de tre guna ikke længere kan bringe oplevelser frem for Purusha, trækker de sig tilbage. Den højere bevidsthed er en realitet, kaivalya er nået, væren, viden og lyksalighed er omsider den individuelle ånds Væsen. Vivekananda siger i sine kommentarer til disse sutras (om rollen naturen spiller i menneskets frigørelsesproces): ”Naturens opgave er fuldført, en uselvisk gerning, som vor hjælper, naturen, har pålagt sig selv. Hun hjalp den individuelle ånd til at finde tilbage til sit udspring ved at vise den universets liv. Højere og højere førte hun ånden, til han huskede sin Sande natur i al dens herlighed. På denne måde viser den guddommelige Moder utrætteligt vej gennem livets ørken og fører en strøm af åndsvæsner ind i Fuldkommenhedens ocean. Ære være de, der har erkendt deres sande natur, må deres velsignelse være med os alle.”

Sri Ramakrishna yndede at fortælle denne historie til sine disciple, når de spurgte ham, hvornår de ville nå mål:

En discipel spurgte sin lærer: ”Mester, jeg beder dig fortælle mig, hvordan jeg kan se Gud.”

”Kom med mig,” sagde læreren, ”og jeg vil vise dig det.” Sammen gik de ned til en sø og ud i vandet. Pludselig pressede læreren disciplens hoved ned under vandet … efter lidt tid slap han igen disciplen, som rejste sig og gispede efter vejret. Læreren spurgte da: ”Hvordan følte du det?”

Disciplen svarede: ”Åh, jeg troede, jeg skulle dø!”

”Når du føler en lige så stærk længsel efter Gud, som efter at få vejret, varer det ikke længe, før du ser Ham,” svarede mesteren roligt.

Hermed slutter vismanden Patanjali sine anvisninger på, hvordan et menneske kan søge efter og finde sig selv, erkende hvad han virkelig er, udfolde sin sande natur og opnå uendelig Frihed (kaivalya). 

Artikel-RAJA-YOGA-Den-tidløse-psykologi-Guni-Martin
Download-fil: RAJA YOGA - DEN TIDLØSE PSYKOLOGI - Guni Martin


Artikel-RAJA-YOGA-Den-tidløse-psykologi-Guni-Martin
Læsefil med vendbare sider: RAJA YOGA - DEN TIDLØSE PSYKOLOGI