Efterhånden som de kristne mistede forbindelsen til de åndelige sandheder, farvede de læren med deres egen intolerance og trang til at dømme.

I stedet for at frelse mennesket fra det onde,

frelste Kristus nu menneskeheden fra Guds vrede.

Man tilføjede nu sanktioner, som yderligere materialiserede den impuls, som oprindeligt var guddommelig. Både den romersk katolske kirke og protestanterne troede på reformationens tid på Kristi forsonings stedfortrædende karakter. På dette punkt er der ingen strid mellem de to trosretninger. Det ser man i Luthers opfattelse af den vrede Gud:

“Kristus på hele menneskehedens vegne,

i sandhed og virkeligt, følte Guds vrede,

forbandelse og død”.

“… til vreden, til en uendelig Guds vrede

uden forbehold, til selve helvedets pinsler,

udleveredes Kristus, og det med hans egen Faders hånd.”

Luther

Og den anglikanske kirke er enig:

“Synden drog Gud ud af Himlen

for at lade ham føle dødens rædsler og pinsler

– og mennesket, der var en helvedes brand

og djævlens træl, blev løskøbt

ved Hans enbårne og højtelskede søns død.

Hans vredes hede, Hans brændende vrede,

kunne kun formildes ved Jesus.

Så velbehageligt var offeret og gaven,

der bragtes Ham ved hans død.”

Hvordan kan man i ramme alvor påstå, at en alkærlig Gud og Fader kan udvise en grusomhed, der langt overgår, hvad selv de mest primitive og afstumpede individer har samvittighed til at udføre? Hvem kender nogen, der kunne drømme om at udsætte deres eget uskyldige barn for så barbarisk en handling – ja ikke engang deres værste fjender.

I Bjergprædiken siges det om Gud, at han …

“– lader sin Sol stå op over onde og gode

og lader det regne over retfærdige og uretfærdige.”

Matt. 5,45

Gud er altså ikke hverken vred, emotionel eller hævngerrig!

Der var andre problemer med forsoningslæren. I en anden udlægning tog man højde for, at der lå en grov uretfærdighed i, at synden blev straffet to gange. Først ved Jesu død som hele menneskehedens stedfortræder – altså både de frelste og de fortabte – og derefter de fortabte sjæle, som skal pines i evighed i helvede, på trods af at de er en del af den frelste menneskehed. Derfor valgte eksempelvis de fleste calvinister at indskrænke forsoningen til de udvalgte. Med andre ord – Kristus bar ikke verdens synder, men kun en del af verdens synder – de udvalgtes synder:

“Han lider ikke for verden,

men for dem, som du har givet mig.”

Det grundlæggende dogme siger imidlertid, at Kristus døde for alle – at han led under sin emotionelle Faders forfærdelige vrede over menneskets synder – at Guds egen enbårne søn – på trods af at han var uskyldsren – led helvedets straffe for synder, han ikke selv havde begået.

Det kan naturligvis ikke nægtes, at kristendommens autoriserede lære har skabt udvikling hos tilhængerne af den. Kristne mænd og kvinder har uden tvivl fundet styrke, trøst og inspiration i dette dogme. Men det må alligevel undre, når man går tættere på denne lære, for den må virke frastødende – uanset om man bruger forstanden eller samvittigheden.