Emnet er stort og kompliceret

Man kan se, at denne tendens til subjektiv vejledning af en eller anden art udvikler sig mere og mere, efterhånden som menneskeheden bliver mere subjektivt orienteret, mere bevidst opmærksom på de indre verdener og mere interesseret i meningen med tilværelsen. Det er grunden til, at jeg vil foretage en relativ omhyggelig analyse af de mulige kilder til vejledning, sådan at man i det mindste kan forstå, at hele emnet er større og mere kompliceret, end man troede. Det vil også være klogt at forsikre sig om oprindelsen til den vejledning, der tilbydes, og på den måde med større sikkerhed vide i hvilken retning man føres. Glem ikke, at blind og tankeløs overgivelse til vejledning (som den praktiseres for øjeblikket) i sidste instans forvandler et menneske til en passiv, letpåvirkelig robot. Skulle denne praksis blive almindelig udbredt og de nuværende metoder blive faste vaner, vil menneskeheden miste sit mest guddommelige eje – den frie vilje. Der er imidlertid ingen umiddelbar fare for det, hvis verdens intelligente mænd og kvinder vil tænke dette problem igennem. Der vil også blive inkarneret så mange fremskredne sjæle, at denne fare ikke vil blive en virkelig trussel, og desuden er der i dag alt for mange disciple i verden, hvis stemmer højt og tydeligt taler for det frie valg og den intelligente forståelse af Guds plan.

Det vil måske være en fordel at omtale de forskellige tankeretninger, der tilbyder ”vejledning”, eller hvis metoder og doktriner tager sigte på at udvikle det indre, lyttende øre, men som ikke er i stand til at oplyse kilderne til vejledningen eller til at skelne mellem de forskellige lyde, stemmer og såkaldte inspirerede anvisninger, som det lyttende øre kan udvikles til at registrere.

De følelsesbetonede mennesker i alle de forskellige kirker og trosretninger er altid tilbøjelige til at finde en flugtvej fra tilværelsens problemer og vanskeligheder ved hele tiden at leve med en fornemmelse af Guds vejledende tilstedeværelse samt med en blind accept af, hvad der generelt kaldes ”Guds vilje”. At øve sig i at fornemme Guds nærværelse er afgjort et vigtigt og nødvendigt skridt, men man bør forstå, hvad det betyder, og konstant ændre sin oplevelse af dualitet til en oplevelse af identifikation. Guds vilje kan give sig udtryk i, at visse livsbetingelser og -forhold er påtvunget, og at det ikke er muligt at undslippe. De accepteres, og man gør bogstavelig talt intet for virkelig at forandre eller forbedre (eller måske undgå) forholdene. Skæbnen og situationen fortolkes sådan, at man beslutter sig til at leve roligt og lydigt inden for de afstukne grænser, der ikke kan overskrides. En sindstilstand af underkastelse og følgagtighed udvikles uundgåeligt, og ved at betragte den situation, de befinder sig i, for et udtryk for Guds vilje, bliver de i stand til at udholde alt. I nogle af de mere sublimerede stadier af denne følgagtighed giver det sensitive menneske sin underdanighed stemme, men forstår ikke, at stemmen er dets egen. Det betragter stemmen som Guds stemme. For disse mennesker ville forståelse og erkendelse af den store lov om årsag og virkning (der virker fra liv til liv) og fortolkningen af problemerne som en lektie, der skal læres, betyde frigørelse fra passivitet og blind, uintelligent accept. Livet kræver ikke føjelighed og accept. Det kræver, at man skal skelne mellem gode og mindre gode egenskaber, og at man udvikler den kampånd, der skaber orden, forståelse og i sidste instans deltagelse i en nyttig, åndelig aktivitet.