Tilfældet Kemal Atasoys

Dr. Jürgen Keil, en østrigsk psykolog og medlem af forskerteamet på Virginia University, lyttede, da tyrkeren Kemal Atasoys seksårige søn tillidsfuldt fortalte om enkeltheder fra et tidligere liv, som han påstod at han kunne huske. De mødtes i drengens hjem − et luksuriøst hus i et højere middelklassekvarter. Sammen med dem var dr. Keils tolk og Kemals forældre − et veluddannet ægtepar, som nogle gange morede sig over den begejstring, som den lille dreng viste under beskrivelsen af sine oplevelser. Han sagde, at han havde boet i Istanbul 800 km borte. Han oplyste, at hans families navn havde været Karakas, og at han havde været en rig armensk kristen, som boede i et stort treetagers hus. Huset, sagde han, lå ved siden af et hus, der tilhørte en kvinde ved navn Aysegul − en velkendt personlighed i Tyrkiet, som havde forladt landet på grund af juridiske problemer. Kemal sagde, at hans hjem lå ved vandet, hvor både blev fortøjet, og at der lå en kirke bag ved det. Han sagde også, at hans kone og børn havde græske fornavne. Han sagde desuden, at han ofte gik med en stor lædertaske, og at han kun boede i huset en del af året.

Ingen vidste, om Kemals historie var sand, da han mødte dr. Keil i 1997. Hans forældre kendte ingen i Istanbul. Faktisk havde Kemal og hans mor aldrig været der, og hans far havde kun haft to forretningsmæssige besøg i byen. Desuden kendte familien ingen armeniere. Hans forældre var alevi-muslimer − en gruppe, der tror på reinkarnation − men de oplevede ikke, at Kemals udsagn, som han havde fortalt om lige fra han var en lille fyr på to år, var særligt vigtige.

Da dr. Keil og hans tolk tog til Istanbul, fandt de Ayseguls hus og den kvinde Kemal havde omtalt. Ved siden af huset lå der en tom treetagers bygning, som svarede præcist til Kemals beskrivelse – den lå ved vandkanten, hvor både blev fortøjet og bag huset lå den omtalte kirke. Dr. Keil havde derefter besvær med at finde bevis på, at den person, som Kemal havde beskrevet, nogen sinde havde boet der. Ingen armeniere boede i den del af Istanbul på det tidspunkt, og dr. Keil kunne ikke finde nogen, der huskede, at der nogen sinde havde boet armeniere der. Da han vendte tilbage til Istanbul senere på året, talte han med armenske kirkeembedsmænd, som fortalte ham, at de ikke var bekendt med, at en armenier nogen sinde havde boet der, men en brand havde tilintetgjort mange af optegnelserne.

Dr. Keil talte med en ældre mand i nabolaget, som sagde, at der bestemt havde boet en armenier i dette hus mange år tidligere, og at kirkeembedsmændene blot var for unge til at huske så langt tilbage.

Året efter tog han for tredje gang til området og udspurgte en lokalhistoriker. Han fortalte, at en rig armensk kristen faktisk havde boet i huset. Han var den eneste armenier i området, og hans familienavn var Karakas. Hans kone var græskortodoks, og ægteparret havde tre børn. Han sagde, at Karakas-klanen boede i en anden del af Istanbul, at de handlede med lædervarer, at den omtalte afdøde mand gik ofte med en stor lædertaske, og at han døde i 1940 eller 1941.

Hvordan kunne den lille dreng, som boede i en by 800 km borte, vide så mange ting om en mand, der var død 50 år før drengen var født? Hvilken mulig forklaring kunne der være? Kemal havde et meget enkelt svar: At han havde været denne mand i et tidligere liv.