Den Europæiske Union har man med rette kunnet betragte som et fredeligt samfund, hvor krige mellem staterne er højst usandsynligt. Desuden har Unionen været i stand til at være imødekommende overfor Tyskland på trods af nazismens grusomheder. Problemet er nu, om den fredsskabende evne udvides til at omfatte resten af verden, der er plaget af kapitalisme kontra barmhjertighed, af statsterrorisme kontra ikke-statsterro­risme, af statsmagt kontra nationalfølelse, af kristendom kontra islam og af USA kontra Vesten kontra resten af verden. EU handler sandsynligvis efter det første alternativ, der opfordrer til en positiv åbning mellem kristendom og islam. Det blev præciseret i EU-OIC-aftalerne februar 2002 et halvt år efter 11. september. EU har en omfattende liste over “terror-organisationer”, og det står i vejen for neutralitet. Desuden er 11 af EU-medlemslandene tidligere kolonimagter, og deres interesseområder dækker en stor del af den ikke-europæiske verden. Når et land har et underordnet forhold til USA, skal det uden videre acceptere USA’s måde at anskue verden på. Det er kun enkelte mindre medlemslande, der ikke er i Nato.