På trods af naturvidenskabens egne erkendelser, betragter man stadig Universet som en stor maskine. Og det samme gælder alt, hvad der er inden i denne kosmiske maskine. Alle levende væsener er små maskiner. Den menneskelige bevidsthed er også en lille maskine, der fungerer efter mekanikkens love.

Det vil sige, at materialismen som filosofi påstår, at menneskets tanker og forestillinger, følelser og begær, erindringer og fornemmelser, evne til at træffe valg og beslutninger – kort sagt alle de mange ting, der foregår i bevidstheden … eller rettere i hjernen … er et resultat af biokemiske og elektriske processer i centralnervesystemet.

Med andre ord – materialisme i denne udgave – benægter den oplevelse, som alle har af, at man i virkeligheden er et centralt ”jeg”, som befinder sig inde bagved … et “jeg”, der tænker … et “jeg”, der føler … en person, der foretager valg og handler … – og at det er dette “jeg” eller dette “Selv” (som man siger i Østen), der er det centrale i menneskets natur.

Man udtrykker det i virkeligheden klart i sin almindelige daglige talemåde. Ingen siger “jeg tanke”, eller “jeg følelse”. Man siger “jeg tænker” eller “jeg føler”. Man giver derfor udtryk for, at man ved, at man er dette “jeg”, der tænker og føler – at man ikke er hverken tanken, følelsen eller den krop, der foretager handlingen.

Men igen konfronteres man med materialismens holdning, som bygger på, at hvis der findes et “jeg”, hvor skulle det så være henne? Hvad skulle dette “jeg” så være for noget? “Enhver ved jo, at dette ’jeg’ ikke eksisterer, for det er ikke videnskabeligt bevist”. Og dermed mener man, at det ikke er iagttaget med de fysiske sanser. Og når man ikke umiddelbart kan se, hvad det er, og hvor det befinder sig, afviser man det og siger, at dette “jeg” ikke eksisterer.

En kirurg sagde engang: “Jeg har opereret utallige mennesker, og jeg har endnu aldrig set nogen sjæl inde i mennesket, så min sunde fornuft siger mig, at den ikke findes”. En af de tilstedeværende spurgte derefter kirurgen: “Hvor fandt du den sunde fornuft?” Kirurgen blev svar skyldig.

Naturvidenskaben mener, at “jeg’et” er en illusion, der er baseret på, at man har et navn, et personnummer og en adresse etc. Det gentager man tilstrækkelig mange gange, og opbygger derved denne fornemmelse af identitet … for “hvad skulle identitet ellers være?” Denne holdning er utvivlsomt historisk betinget. Man bruger ganske enkelt sine sanser, på samme måde som man for nogle få hundrede år siden brugte sanserne og ved selvsyn konstaterede, at Jorden er flad. Det så den i hvert fald ud til ved første øjekast.