Det er den væsentligste årsag til, at naturvidenskaben afviser alt, hvad der ikke kan bevises ad hidtil anerkendt vej – det vil sige alt, hvad der ikke passer til forskernes selvskabte forudsætninger. Paradoksalt nok for væsentlige naturvidenskabelige teorier bygger ikke altid på naturvidenskabelige beviser.

Et godt eksempel er “big bang-teorien”, hvor naturvidenskaben underligt nok accepterer, at ingenting kan eksplodere og blive til noget. Ikke alene bliver ingenting til noget. Det bliver til noget intelligent. Noget, der fungerer ordnet og systematisk. At påstå, at det skete uden en bagvedliggende intelligens, svarer til at påstå, at et trykkeri kan eksplodere og bliver til et konversationsleksikon. Men big bang-teorien og andre “uvidenskabelige” teorier har ikke fået naturvidenskaben til generelt at acceptere paradokser som et nødvendigt fundament for forskningen.

De fleste mennesker glemmer, at det naturvidenskabelige paradigme ikke er virkeligheden. Det er bare en menneskeskabt model af virkeligheden. Det er en teori. En arbejdshypotese. Det er en ramme, man kan arbejde indenfor. Men det betyder uundgåeligt, at der samtidig må ligge noget udenfor rammen. Det fysiske falder indenfor rammen – det metafysiske falder udenfor. Men både det fysiske og det metafysiske er dele af helheden og derfor lige virkelige.

Men forskere, politikere, erhvervslivets ledere og de fleste mennesker er så bjergtaget af det naturvidenskabelige paradigme – ja de er så overbeviste om virkelighedens natur – at de nægter at tro på noget, som er i modstrid med den etablerede måde at se tingene på. Derfor er der en tendens til at insistere på, at begivenheder, der er i modstrid med det “førende” paradigme, ikke kunne have forekommet – eller at noget må være gået galt.

Men naturvidenskabens kamp og metoder for at bevare positionen bliver afsløret. Nyere litteratur afslører, at naturvidenskaben bevidst har tilbageholdt eller endog destrueret bevismateriale for at få den naturvidenskabelige evolutionsteori til at passe.

For eksempel beviser forfatterne Michael A. Cremo og Richard L. Thompson (begge med en baggrund indenfor hinduismen), i det 900 sider store værk Forbudt Arkæologi (Forbidden Archaeology), at man for eksempel har fundet forarbejdede genstande − som guldtråde, metalkander m.m. som er flere millioner gamle − indlejret i klipper. Disse og andre fund er blevet skjult, fortiet og destrueret. Åbenhed omkring disse fund kunne eksempelvis have resulteret i en accept af den åndsvidenskabelige teori om Atlantis.