Karma bringer igen og igen mennesket tilbage til genfødsel. Det binder sig selv til fødslens og dødens hjul. God karma fører os ligeså sikkert tilbage til fysisk liv som dårlig. De lænker, der er smedet af dyder, er ligeså stærke som lænker, der er smedet af laster. Hvordan i alverden vil det så blive muligt at få en ende på dette fangenskab, eftersom et menneske er nødt til at tænke og føle så længe det lever − og tanker og følelser skaber som sagt karma? Svaret findes i Bhagavad Gita − denne store lære, der blev givet til krigeren, der kæmpede for sejren, og til fyrsten, der var optaget af sine pligter og sin omsorg for landet og folket.

Svaret findes ikke i handlingen, men i begæret. Ikke i handlingen, men i udbyttet af handlingen. I udbyttet ligger handlingens bindende kraft. En handling bliver udført med ønsket om at opnå et resultat. Sjælen slår ind på en vej i håb om at opnå et bestemt resultat. Sjælen venter … den har stillet et krav … og naturen må give den, hvad den har krav på. Enhver årsag er forbundet med en virkning − enhver handling er forbundet med dens udbytte. Og ønsket er det bånd, der holder dem sammen. Ønsket er den tråd, som forbinder handling og udbyttet af handlingen. Hvis ønskerne kan udryddes, vil forbindelsen forsvinde. Og når alle bånd er bristet, er sjælen fri, for så magter karma ikke længere at fastholde sjælen. Årsagernes og virkningernes hjul drejer stadig − men sjælen har frigjort sig.

”Uden tilknytning udfør den handling, som er pligt, for når mennesket udfører en handling uden at knytte sig til den, skal det i sandhed nå Den Højeste.”[1]

For at virkeliggøre denne karma-yoga − ”handlingens yoga”, som den kaldes − må sjælen udføre enhver handling udelukkende som en pligt, idet det altid udfører alt i harmoni med loven. Sjælen må forsøge at leve i overensstemmelse med loven på ethvert eksistensplan, hvor det er dens pligt at arbejde og bestræbe sig på at blive en kraft, der fungerer i overensstemmelse med den guddommelige vilje med det formål at fremme udviklingen – og den må arbejde med fuldkommen upersonlighed på alle områder. Derfor vil alle handlinger være en slags offer, som er en forudsætning for, at lovens hjul kan drejes − ikke for at opnå det resultat, som offeret måtte bringe − handlingen udføres som en pligt, dens udbytte gives med glæde for derved hjælper sjælen menneskeheden. Sjælen beskæftiger sig ikke med resultater. Resultaterne tilhører loven, og sjælen overlader det til loven at fordele dem.

I Bhagavad Gita kan man læse:

”Den, hvis handlingers væv er fuldstændig frigjort for ønskers præg − hvis handlinger er opbrændt af visdommens ild − kan kaldes en vís af Den Åndelig Víse. Den, der har givet afkald på al tilknytning til handlingens frugt, som altid er tilfreds og søger tilflugt i intet, og selvom der udføres handlinger, gøres der dog intet. Befriet fra begær, med tanken underlagt sjælens herredømme, er al tilknytning opgivet, og idet der alene med legemet udføres handling, begås der ingen fejl. Tilfreds med hvad som helst der hænder, befriet fra modsætningernes par, uden misundelse, med opretholdelse af sindsligevægt i held og uheld er dette menneske ikke bundet, selvom det har handlet − for når tilknytningen er død, når det er harmoniseret, tankerne fordybede i visdom, og handlingerne er offer da smelter al handling bort.”[2]

Legeme og tanke arbejder og bruger enhver evne til det yderste. Med legemet udføres al legemlig handling, med tanken al mental handling − men sjælen befinder sig i ophøjet ro − uforstyrret, uden at anvende noget af sin evige essens til at smede tidens forgængelige lænker. Den rette handling – pligten − bliver aldrig forsømt, men bliver samvittighedsfuldt udført til grænsen af de eksisterende kræfter. At give afkald på handlingens frugt medfører ingen pligtforsømmelse eller mangel på omhu når handlingen udføres:

”På samme måde den uvidende handler på grund af tilknytningen til handlingen, således bør den víse handle uden tilknytning i ønsket om at opretholde menneskeslægten. Lad ingen vismand forvirre uvidende mennesker, som er knyttede til handling − men lad ham − idet han handler i harmoni med Mig − gøre al handling tiltrækkende.”[3]

Det menneske, der har opnået denne tilstand, og som er ”uvirksom i virksomhed”, har lært den hemmelighed, der er forudsætningen for ophør af karma. Ved hjælp af indsigt og forståelse opløser dette menneske de handlinger, der blev skabt i fortiden. Det brænder nuets handling i hengivenhedens ild. Det har nået den tilstand, som Johannes omtaler i Åbenbaringen, hvor han taler om det menneske, der ikke længere forlader templet. For sjælen forlader igen og igen sjælsplanets tempel for at leve på livets lavere planer, men der kommer til sidst en tid, hvor sjælen bliver en søjle − ”en søjle i min Guds tempel” – og dette tempel er de frigjorte sjæles verden. Kun de mennesker, der ikke er knyttet til noget som helst med det formål at tilfredsstille personligheden, kan føle sig knyttet til alle.

De personlige begærs bånd − ja enhver form for binding til individuelle ønsker − må brydes. Når denne proces begynder, opstår der ofte en misforståelse, for mange studerende får skyldfølelser – og de gentages igen og igen. Men man bryder naturligvis ikke hjertets bånd ved at dræbe hjertet. Man bryder ikke ønskernes bånd ved at forsøge at gøre sig selv hård som granit eller blive som en følelsesløs statue. Tværtimod bliver disciplen mere og ikke mindre følsom, efterhånden på frigørelsens vej. Disciplen bliver mere dybtfølende og ikke mere afstumpet, for den fuldkomne discipel er ”som mesteren”, og mesteren registrerer selv den svageste vibration i sine omgivelser. Mesteren berøres af alt og responderer på alt − og føler med alt og alle. Et menneske på dette udviklingstrin kan ikke holdes tilbage af karma. Det smeder ingen lænker, der binder sjælen. Når disciplen gradvis bliver en kanal, som det guddommelige liv kan strømme igennem og ud i verden, ønsker og beder disciplen kun om ét: At blive et endnu bedre redskab − en endnu større kanal, som uden hindringer og med udvidet mulighed lader det guddommelige liv strømme ud i verden. Disciplen ønsker udelukkende at arbejde for at tjene uden personlig tilfredsstillelse. Det er discipelskabets liv, som opløser alle bånd.

_________________________________

[1] Bhagavad Gita, III samtale 19 vers.

[2] Bhagavad Gita, III samtale, 19-23 vers.

[3] Bhagavad Gita, III samtale, 25-26 vers.

_________________________________