Sjælene danner grupper, som danner familier, som danner nationer, stater og racer – og disse grupperinger tilfører et nyt element, der gør de karmiske processer endnu mere indviklede, for her bliver der plads til både de såkaldte ”tilfældigheder” og til den løbende tilpasning af menneskehedens overordnede karma, der styres af Karmas Herrer. Ifølge de karmiske love kan intet ske for et menneske, som ikke er ”i menneskets karma” som individualitet. Men hvis et menneske impliceres i en situation med afvikling af kollektiv karma – for eksempel en national katastrofe, vulkanudbrud, jordskælv, oversvømmelser o.l. – medregnes denne hændelse i menneskets individuelle karma. Hændelsen vil fungere som et ”afdrag” på noget af den dårlige karma, som ellers ikke skulle afvikles i det aktuelle liv. Hvis en pludselig og voldsom død ikke indgår i et menneskes resterende karma, kan dette menneske ikke blive udsat for at dø i en kollektiv katastrofe, heller ikke hvis det befinder sig midt i den dødbringende hændelse. Dette menneske vil blive reddet på ”mirakuløs” vis − som man plejer at sige. Det vil være uskadt, selvom alle andre dør. Men hvis dette menneske i forvejen skyldte et liv fra et tidligere liv, og enten gennem sin familiekarma eller ved sin nationale karma blev involveret i en eller anden katastrofe, griber Karmas Herrer ikke aktivt ind for at bevare det fysiske legeme – heller ikke selvom en pludselig og dramatisk død ikke var indvævet i æterlegemet. Fravær af denne æteriske programmering betyder nemlig, at det ikke var forudbestemt, at den karmiske gæld skulle betales i det aktuelle fysiske liv. Efter det fysiske legemes pludselige død tages der særligt hensyn til dette menneske på de indre planer, sådan at det ikke udsættes for uforskyldt lidelse på grund af det pludseligt afbrudte fysiske liv. Men samtidig er der på denne måde givet tilladelse til, at den alvorlige gæld fra fortiden betales, og dermed drages der fordel af den mulighed, der opstod i forbindelse med katastrofen. På denne måde kan et menneske have fordel gennem karmalovens indirekte virkning. Det samme gælder eksempelvis et menneske, der tilhører en nation, der er begunstiget af frugterne af god national karma. Den positive karmiske gæld, som naturen skylder dette menneske, bliver nu betalt, selvom den ikke skulle tilbagebetales, hvis han udelukkende havde været begrænset til sin egen individuelle karma i det aktuelle fysiske liv.

Et menneskes fødsel i en bestemt nation er påvirket af både visse almindelige principper for evolution og af dets specifikke personlige særpræg. Sjælen skal i sin langsomme evolution ikke alene gennemgå menneskehedens syv rodracer, (der er her tale om menneskehedens normale evolution), men også alle underracerne. Denne nødvendighed resulterer i bestemte betingelser, som den individuelle karma må indordne sig under. Og en nation, der tilhører den underrace, som sjælen skal gennemgå, repræsenterer det område, hvor disse specielle betingelser nødvendigvis skal findes.

Når åndsvidenskabens forskere har undersøgt rækker af sammenhængende inkarnationer, har det vist sig, at nogle mennesker bevæger sig regelmæssigt fremad fra underrace til underrace, mens andre er mere ustabile, og måske gentagne gange inkarnerer i samme underrace. Inden for en underraces grænser vil et menneskes individuelle særpræg medføre, at det tiltrækkes af den ene eller den anden nation, og det kan ses, at specielle nationale særpræg igen dukker frem i historien på én gang efter det gennemsnitlige interval på ca. 1.500 år. Eksempelvis afslørede forskningen, at skarer af romere i nutiden reinkarnerer som englændere, og at den romerske handlekraft, tendens til at erobre og kolonisere samt forkærlighed for herskerstatus, igen viser sig på verdensscenen som nationale tilbøjeligheder. Et menneske, der har disse udprægede nationale særpræg, og som er på vej til at blive genfødt, ville blive ført til England på grund af sin individuelle karma, og dette menneske bliver en del af den nationale skæbne på godt og ondt i det omfang, som den nationale skæbne påvirker det enkelte individ.

Familiebånd har ganske naturligt en mere personlig karakter end de nationale, og mennesker, der i kraft af hengivenhed skaber meget stærke bånd i én inkarnation, drages ofte igen sammen som medlemmer at den samme familie. Somme tider, når den gensidige sympati er meget stærk, viser det sig, at to sjæles skæbne er blevet meget tæt sammenvævet i en række af inkarnationer. Nogle gange ser man også, at medlemmer af en familie bliver adskilt og ikke mødes igen før efter flere inkarnationer. Årsagen kan være den mentale periodes forskellige varighed, som igen afhænger af den forskellige intellektuelle og åndelige aktivitet, som sjælene har udfoldet i det fysisk liv, de har tilbragt sammen. I almindelighed kan det siges, at jo tættere sjæle er knyttede til hinanden i livets højere regioner, desto større er sandsynligheden for, at de vil blive født inden for samme familie. I familien bliver den individuelle karma igen påvirket af familiens karma, og den enkelte vil komme til at nyde eller lide gennem sin familie på en måde, som muligvis ikke var en del af den indeværende inkarnations karma, og på denne måde vil man modtage eller betale karmisk gæld som endnu ikke var ”forfaldet til betaling”. For personlighedens vedkommende synes disse tilsyneladende uretfærdigheder at blive godtgjort ved, at personligheden holdes skadesløs på astralplanet og på mentalplanet, og på denne måde opnås der fuld retfærdighed.

En detaljeret beskrivelse af den kollektive karma vil falde langt uden for denne bogs grænser. Desuden vil opgaven overskride forfatterindens viden. Foreløbigt må den studerende tage til takke med disse mangelfulde informationer. For at få en mere præcis forståelse, vil det være nødvendigt systematisk at studere mange individuelle tilfælde og følge dem gennem flere tusinde år. Spekulationer nytter intet, når det gælder disse emner. Det vil kræve tålmodig og omhyggelig forskning.

Der er imidlertid en anden side af den kollektive karma, som bør omtales her: Forholdet mellem menneskers tanker og handlinger og den ydre naturs fænomener. H.P. Blavatsky skriver følgende om dette mystiske emne:

”Ifølge Platon forklarede Aristoteles, at udtrykket oτoλχεĩœ, (elementer) alene skal opfattes som de ledende intelligenser af de kosmiske processer, for elementerne er de legemliggjorte principper ved den kosmiske verdens fire store afdelinger. Hverken kristne eller afgudsdyrkere tilbeder ”elementerne” og de fire imaginære verdenshjørner, men derimod de ”guder” (kræfter), der styrer og leder dem. Kirken mener, at der findes to slags himmelske væsener − engle og djævle. For kabbalisten og esoterikeren eksisterer der kun én slags, og ifølge esoterikere og kabbalister er der ingen forskel på ”lederne af lyset” og "lederne af mørket − eller ”universets opbyggere”, som den romerske kirke betragter som ”lederne af lyset”. Det er ikke lederen eller maharajaen, der straffer eller belønner − med eller uden ”Guds” tilladelse eller ordre − men mennesket selv gennem egne handlinger eller den individuelle karma, som individuelt eller kollektivt (navnlig når talen er om hele nationer) tiltrækker al slags ondskab og ulykker. Mennesket skaber årsager, og de vækker de korresponderende kræfter i den himmelske verden, som igen magnetisk og uundgåeligt tiltrækkes og responderer, uanset om personerne reelt er forbrydere eller kun planlægger forbrydelser i tanken. For tanker er stof. Det samme fortæller nutidens naturvidenskab − og ”enhver partikel af eksisterende stof må være en fortegnelse over alt, hvad der er sket” − som Messrs. Jevons og Babbage fortæller i deres bog: Principles of Science. Nutidens naturvidenskab drages dag for dag mere og mere i åndsvidenskabens retning − ganske vist ubevidst, men alligevel meget tydeligt.

Når mennesker opbygger et stort antal ondskabsfulde tankeformer af destruktiv karakter, og når disse tankeformer ophobes i enorme masser på astralplanet, ser det ud som om deres energi kan blive − og bliver − kastet ned på det fysiske plan, og det fremkalder krige, revolutioner og sociale omvæltning af alle slags − og de strømmer igen tilbage til sin ophavsmand som en kollektiv karma, der spreder ødelæggelse vidt og bredt. På denne måde er mennesket ligeledes kollektivt herre over sin skæbne, og menneskehedens verden formes også af dens egen skabende kraft.

Epidemier af forbrydelser eller sygdomme og periodiske ulykkestilfælde har en lignende forklaring. Vrede tankeformer stimulerer tilbøjeligheden til mord, og tankeformernes elementaler stimuleres igen af selve forbrydelsen og dens følgevirkninger. De hadefulde og hævngerrige tanker, der opstår hos dem, der elskede ofret, kombineret med forbryderens voldsomme bitterhed og hans indignerede vrede, når dødsstraffen sender ham væk fra den fysiske verden ved hjælp af en voldsom død − alt dette forstærker yderligere elementalernes hærskarer med utallige djævelske former. Og fra astralplanet tilskynder elementalerne atter et svagt og ondskabsfuldt menneske til en ny forbrydelse. Et kredsløb af impulser er sat i gang, og der er således skabt en epidemi af voldshandlinger. Ulykker, sygdomme og sorg breder sig, og de ængstelige eller endog paniske tanker, som følger i deres spor, virker direkte forstærkende på de destruktive kræfter. Magnetiske forstyrrelser kaldes til live, de forplanter sig, og de virker tilbage på de menneskers magnetiske sfære, som befinder sig indenfor det angrebne område. På denne måde er menneskehedens tanker en kilde til elendighed, og mennesket, som skulle have været en opbyggende kraft − en guddommelig medarbejder i Universet − bruger sine skabende kræfter til at ødelægge.