Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

REINKARNATION
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRÅDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BØGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJØ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

Ikon-REINKARNATION-Annie-Besant-Åndsvidenskab

REINKARNATION (7 af 11)


Reinkarnation er en naturlig del af åndsvidenskaben, og ideen vinder terræn blandt tænkende mennesker, der ønsker at studere livets og udviklingens mysterier fra en ny synsvinkel.

REINKARNATION (7 af 11)

Reinkarnationens mål

 

Reinkarnationens mål er at oplære det animale menneske, så det kan blive et fuldkomment redskab for sjælen og det guddommelige. Det er allerede forklaret, at det er sjælen, der er den indre årsag bag de ydre former, og det er nu hensigten i korthed at beskrive, hvordan sjælen når reinkarnationens mål.

På det meget tidlige tidspunkt i udviklingen, hvor den animale menneskehed blev besjælet af intelligente livsenheder, havde det fysiske legemes stof endnu ikke nået den ønskede tæthed. Den opnås først på et senere udviklingsstadie. Sjælen, der arbejder gennem det fysiske legeme, skaber først, hvad åndsvidenskaben kalder psykiske evner – altså i modsætning til intellektuelle egenskaber. Årsagen er, at ånden ved sin første forbindelse med astralt stof kommer til udtryk som psykiske evner for derefter gradvis − efter en meget lang udviklingsperiode i det tætte astrale stof − at komme i forbindelse med mentalt stof – hvor intellektet eller den logiske tænkning udvikles.

På dette tidlige tidspunkt i udviklingen var mennesket derfor helt naturligt i besiddelse af intuitive og clairvoyante evner, og kommunikation mellem mennesker skete ved hjælp af tankeoverføring. Men efterhånden som sjælen arbejdede sig gennem tættere og tættere stof, hvor den måtte sætte stoffets tungere og tungere partikler i vibrationer, gik bevidstheden fra intuition til konkret tænkning, og fra tankeoverføring til sprog.

Denne proces er måske nemmere at forstå, hvis man forestiller sig, at stof med stigende tæthed påvirkes af vibrationer. Vibrationerne i det fineste og letteste stof kommer til udtryk som psykiske evner i mennesket, og i det tættere og tungere stof, manifesterer de sig som rationelle evner. De psykiske stoffrekvenser er hurtigere og finere, og de kommer til udtryk som mere direkte evner, der omfatter clairvoyance, clairaudience, lavere former for intuition og evnen til telepati. De rationelle stoffrekvenser er langsommere og omfatter alle former af hjernevirksomhed. De kommer til udtryk som bevidste, logiske tankerækker, der formuleres trin for trin. Denne metode er en nødvendig betingelse for den mentale proces, der er sprogets forudsætning.

Når processen engang er fuldført, og hjernen når den højeste grad af fuldkommenhed – det vil sige, at hjernen hurtigt responderede på astrale impulser og øjeblikkeligt oversætter dem til intellektuelle analogier − vil tiden være inde til næste skridt i udviklingen. Her skal hjernen opøves til direkte at besvare de finere vibrationer og registrere dem i hjernebevidstheden uden den forsinkende oversættelsesproces. Psykiske evner bliver således en del af menneskets bevidste udstyr. De psykiske evner vil kunne bruges naturligt og uden anstrengelse, for hjernebevidstheden og astrallegemet er forenet. Alle de psykiske evner vil være til rådighed plus den mentale erfaring.

Menneskets midlertidige psykiske formørkelse, der skyldtes forøgelsen af det tætteste stof omkring det mindre udviklede menneske, reduceres efterhånden som stoffet gøres mere elastisk og transparent. Det grove stof forfines. Det vil sige, at det trænes til at blive et fuldkomment redskab for åndens manifestation. ”Civilisationen har altid udviklet det fysiske og det intellektuelle på bekostning af det psykiske og det åndelige”[1], men uden denne udvikling kunne det animale menneske ikke blive guddommeligt. Det kunne ikke blive ”det fuldkomne syvfoldige væsen”, som er reinkarnationens mål.

Den vesterlandske menneskehed udvikler sig på den opadstigende evolutionsbue. Intelligensen − den konkrete tænkning − er ved at udfolde sine højeste potentialer. Men overalt viser der sig desuden tegn på psykiske evner. Når de udvikles som en overbygning til intelligensen (højpsykiske evner) og ikke under intelligensen (lavpsykiske evner), er det tegn på, at det åndelige menneske er ved at sejre. Nogle mennesker har nået målet. De har opnået den fuldkommenhed, som menneskeheden som helhed stræber efter. Det er de mennesker, der i åndsvidenskaben omtales som arhater, mestre eller mahatmaer. For dem er legemerne intet andet end redskaber. De er ikke længere hæmmet eller begrænset af deres legemer. For dem er alle legemer på alle planer ganske enkelt nyttige redskaber i det arbejde, der endnu skal udføres på det fysiske plan. En mesters legeme responderer omgående og villigt på enhver impuls fra mesteren, og legemet stiller evner og kræfter til mesterens rådighed – naturkræfter, der betragtes som ”overnaturlige” af mindre udviklede mennesker i de lavere verdener af groft stof.

Et åndeligt væsen kan være aktiv og bevidst på det åndelige plan, men det er uimodtageligt for sanseindtryk fra alle andre planer. Årsagen er, at det åndelige væsens uhyre subtile essens er ude af stand til at påvirke planer af grovere stof. En åndelig intelligens kan være aktiv på det åndelige og det mentale plan, men den er ikke i stand til at fungere på de underliggende planer. Det åndelige væsen har kun én mulighed. Ved reinkarnation må det erobre stoffet ved hjælp af stoffet. Kun på denne måde kan det blive et aktivt og handlende væsen på alle bevidsthedsplaner. Det er den eneste vej, der fører til målet – ”det fuldkomne, syvfoldige væsen”.

Dette væsen er arhaten − den åndelige intelligens, der har erobret, bearbejdet og underlagt sig stoffet, indtil legemet kun er det materialiserede udtryk for arhatens eget væsen. Han er herefter parat til at gå et skridt videre og blive mester – at opnå Kristusbevidsthed. I dette fuldkomne og syvfoldige menneske er alle universets kræfter − åndelige, psykiske og stoflige naturligvis forenet i en syntese. I et menneskes fysiske legeme findes − en minature − alle de kræfter, der findes i det fysiske univers. Når menneskets åndelige og psykiske natur kommer til udtryk, er det muligt for den, der mestrer det, at få universets psykiske og åndelige kræfter til at påvirke og stimulere de fysiske. Dette er årsagen til de fænomener, som tilsyneladende er ”mirakuløse” eller kaldes ”tilfældige”, for der skabes synlige virkninger, mens årsagerne er skjulte eller ukendte. Men der findes ingen virkning uden en årsag. Det svarer til, at man kan antænde sprængstoffer ved hjælp af et radiosignal, der sendes langt fra det sted, hvor eksplosionen finder sted. På samme måde kan en trænet vilje skabe synlige stoflige fænomener på et plan, der er langt under dens eget. Det er udtryk for uvidenhed, når fænomener med ukendt årsag kaldes ”overnaturlige”. Viden og indsigt forvandler alt ”overnaturligt” til naturligt − for naturen er kun et aspekt af Altet − det aspekt, som er åbenbaret i tiden … i øjeblikket.

Her spørges der ofte: ”Hvad sker der, når dette mål er nået?” På dette høje udviklingstrin viser der sig flere veje for det åndelige menneske. Det har nået toppen – det har nået, hvad der er muligt at nå i menneskets verden. Nu må det gå over i andre tilværelsessfærer for at udvikle sig videre. Nirvana åbner sig for dette menneske – den åndelig visdoms velsignelse − de lyksalige visioner, som kristne taler om, når de hentyder til en fred, der overgår al forstand.

Men der findes også en anden vej − forsagelsens vej − den frivillige deltagelse i livet på Jorden for at tjene menneskeheden. Det er denne vej, Kwan Yin[2] omtalte, da hun beslutsomt trådte ind på den:

Aldrig vil jeg søge eller modtage min egen individuelle frelse − aldrig indgå til den evige fred alene, men altid og overalt vil jeg leve og stræbe for den universelle frelse for alle skabninger i hele verden”.[3]

Naturen af og formålet med dette valg omtales i ”De Gyldne Forskrifters Bog”, og brudstykker fra denne bog er gengivet af H.P. Blavatsky. Den sejrende står triumferende, ”Hans tanke ligner et fuldstændig stille og bundløst ocean, der gennemtrænger det ubegrænsede rum. Han holder liv og død i sin stærke hånd.” Og da får han spørgsmålet:

Er øjeblikket kommet – er det nu, han skal modtage sin store belønning? Er det nu, han skal bruge de gaver, man skænker ham, til sin egen hvile og salighed − til sin velfortjente hæder og lykke − han, det store blændværks betvinger?

Svaret toner klart frem:

Nej − O du, der eftertragter naturens skjulte kundskab! Hvis nogen vil følge i den hellige Tathagatas fodspor, da er disse gaver og evner ikke for jeg’et. Vid, at den strøm af overmenneskelig kundskab − af guddommelig visdom − som du har optaget i dig, må strømme videre fra dig − du kanal for Alaya. Du må ikke lade den blive et stillestående vandhul. Vid, O Narjol, du, der har vandret den hemmelige vej, at strømmens rene og friske vande skal bruges til at mildne oceanets salte bølger − det mægtige sorgens hav, der er dannet af menneskenes tårer! Selvdømt til at leve igennem fremtidige Kalpaer uden at få tak, uden at være kendt af mennesker, kilet ind som en sten sammen med de utallige andre sten, der danner den ”beskyttende mur”. Således er din fremtid, hvis du passerer den syvende port. Den er opbygget af mange barmhjertighedens mestre. Den er rejst ved deres anstrengelse. Den er muret op med deres blod – og den beskytter menneskeheden fra den tid, da mennesket blev menneske, og holder endnu langt større elendighed og nød borte fra slægten. Barmhjertigheden taler og siger: ”Kan der være salighed, når alt, hvad der lever, må lide? Vil du frelses, mens skriget lyder til dig fra hele verden?” Du har nu hørt, hvad der er sagt. Du kan tage det syvende skridt og overskride kundskabens sidste tærskel men kun for at dedikere dig til lidelsen. Hvis du vil være en Tathagata, følg da i dine fodgængeres fodspor − bliv uselvisk til alle dages ende. Du er nu oplyst − vælg din vej.[4]

Det valg, der medfører frivillig inkarnation – det vil sige lidelse indtil racen har nået fuldkommenhed − det er mesterens − det fuldkomne menneskes. Mesterens visdom og kraft − ja alt lægges for menneskehedens fødder. Alt ofres for at hjælpe menneskeheden − lede den på den vej, han selv har vandret. Det er reinkarnationens afslutning for de sjæle, der er stærke nok til at vælge den store forsagelse. De bliver verdens frelsere. Reinkarnationen opbygger dette fuldkomne syvfoldige væsen, og den individuelle sejr er en hjælp til hele menneskehedens udfrielse.

_________________________________

[1] H.P. Blavatsky: Den Hemmelige Lære, bind 2

[2] Kwan-Shai-Yin svarer til sanskritbegrebet Avalokiteshvara og er derfor en androgyn guddom ligesom Tetragrammaton og alle oldtidens Logoi. I nogle sekter i Kina bliver Kwan-Shai-Yin menneskeliggjort og fremstillet med kvindelige kendetegn. I sit kvindelige aspekt bliver Kwan-Shai-Yin til Kwan-Yin − barmhjertighedens gudinde. Åndsvidenskaben lader begge køn ude af betragtning. Den højeste guddom er både kønsløs og formløs − hverken fader eller moder. Og de første manifesterede væsener − både de himmelske og de jordiske − bliver først lidt efter lidt androgyne for til sidst at dele sig i klart adskilte køn.

[3] Citeret i Moncure d. Conway's Sacred Anthology, p. 233

[4] Stilhedens Røst, side 60-62

_________________________________

Artikel-Reinkarnation-Annie-Besant-Åndsvidenskab-Esoterisk
Download-fil: REINKARNATION - Annie Besant


Artikel-Reinkarnation-Annie-Besant-Åndsvidenskab-Esoterisk
Læsefil med vendbare sider: REINKARNATION