Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

REINKARNATION
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRÅDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BØGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJØ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

Ikon-REINKARNATION-Annie-Besant-Åndsvidenskab

REINKARNATION (8 af 11)


Reinkarnation er en naturlig del af åndsvidenskaben, og ideen vinder terræn blandt tænkende mennesker, der ønsker at studere livets og udviklingens mysterier fra en ny synsvinkel.

REINKARNATION (8 af 11)

Reinkarnationens årsager

 

Den primære årsag til reinkarnation − og til al manifestation − er begæret efter aktivt liv – lysten til igen at sanse tilværelsen. Dybt i selve naturens inderste væsen er der en lov, der kommer til udtryk som ”periodicitetsloven”.

”At nat veksler med dag, liv med død, søvn med vågen tilstand, er en uimodsigelig universel kendsgerning, og der findes ingen undtagelser for denne lov. Det er derfor nemt at indse, at det må være en af Universets absolutte grundlove, der åbenbares for menneskeheden.”[1]

Der er ebbe og flod overalt, og det er åbenbaringen af rytmen i det kosmiske hjerteslag (systole og diastole). Men årsagen er ukendt. Man kan ikke forklare, hvorfor naturen fungerer på denne måde. Det er kun muligt at konstatere, at sådan er den. Og ifølge åndsvidenskaben gælder den samme lov for universernes opståen og forsvinden − ”Brahmas nætter og dage” − ”det store åndedræts” udånding og indånding.

Derfor har hinduerne fremstillet begærets gud som impulsen til manifestation.

”Kama er personifikationen af den følelse, der leder og driver til skabelse. Han var ”den første bevægelse”, der tilskyndede til at skabe, efter at det rene abstrakte princip havde manifesteret sig som Den Ene. Begær opstod først i det, der var den primære spire til tænkning, hvilket de víse − idet de anvendte deres klareste intelligens − kaldte båndet, der forener væsen med ikke-væsen.”[2]

Kama er i sit inderste væsen længslen efter aktivt at sanse tilværelsen − en tilværelse i levende fænomener − det sanselige livs intenst pulserede uro. Når åndelig intelligens kommer i kontakt med dette livsbegær, virker den i begyndelsen forstærkende. Som det siges i stanzen: ”Ud af deres egen essens påfyldte de (forstærkende) kama.”[3] På denne måde bliver kama − såvel for Kosmos som for et individ − den første årsag til reinkarnation. Efterhånden som begæret differentieres og opdeles i forskellige begær, lænker begærene sjælen til det fysiske plan og gennemtvinger genfødsel − igen og igen. Både hinduistiske og buddhistiske skrifter gentager denne sandhed – igen og igen. I Bhagavad Gita kan man eksempelvis læse:

Den, hvis buddhi[4] ikke er knyttet til noget, hvis personlighed er overvundet, som har udslettet begæret – dette menneske går i kraft af sin offervilje til den højeste og mest fuldkomne befrielse for karma.[5]

I Udanararga − en nordbuddhistisk udgave af Dhammapada (oversat fra tibetansk) − siges det samme:

Det er vanskeligt for den, der er fængslet af begærets lænker, at frigøre sig for dem, siger den indviede. Den karakterfaste, der ikke stræber efter den lykke, som begærets tilfredsstillelse tilbyder, afkaster lænkerne og løfter sig hurtigt (til nirvana).

Tørsten efter fysisk liv melder sig igen og igen, og medfører igen og igen indtrædelse i moders liv. Væsener kommer og går, og efter det ene livsmønster følger det næste. Det er hårdt at befri sig fra (livet i) denne verden − kun den, der har befriet sig fra begær, har udryddet tilværelsens spirer og vil ikke mere blive genstand for reinkarnation − for dette menneske har afviklet begæret.

I den sydbuddhistiske religion lægges der vægt på den samme ide. Her fortæller man disciplene, at de ikke må være tilfredse, før begæret er helt udryddet, og efter en beskrivelse af, hvordan lyst og begær binder mennesket til fysiske tilværelse, fortsætter Dhammapada:

Den, der har nået fuldkommenhed, som intet frygter, som er uden længsel og uden begær, affærdiger alle livets lidelser: Dette vil blive det sidste legeme. Den, som er uden længsel, og som ikke drages mod noget, som forstår ordene og deres fortolkning, som kender bogstavernes orden (hvilke, der kommer først, og hvilke der kommer bagefter) − har modtaget sit sidste legeme, og kan kaldes vís − et ophøjet menneske. Jeg har erobret alt, jeg ved alt − i alle livets forhold er jeg ren − jeg har forladt alt, og gennem længslens nedbrydelse er jeg befriet.[6]

Og så er der det triumferende råb, da Gautama nåede Buddha-stadiet:

I min søgen efter Skaberen af dette tempel måtte jeg gennemgå mangfoldige fødsler, så længe jeg ikke fandt Ham − og fuldt af lidelse var det igen og igen at skulle fødes. Men nu er du set, du templets skaber − du skal ikke endnu engang opbygge dette tempel. Alle dine bjælker er knækkede, tagryggen er brudt sammen − tanken, der nærmer sig det evige, har formået at udrydde alle begær.[7]

Når mennesket forstår begærets sande natur, vil det være muligt at forstå, hvorfor det er nødvendigt at udrydde det, hvis man vil opnå fuldkommen åndelighed. Begæret være til stede, indtil hele erfaringens høst er i hus − for dette erfaringsforråd er forudsætningen for sjælens næring og vækst. Så længe der er mangler på erfaringens område, vil trangen til disse erfaringer ikke være slukket, og sjælen må igen og igen vende tilbage til det fysiske liv. Men lænkerne falde − en efter en − efterhånden som det lykkes for sjælen at gøre sit tempel fuldkomment. Begær er personligt og derfor egoistisk, og når begæret frister personligheden til handling, bliver motivet bag handlingen forurenet. Betingelsen for at blive en arhat (4. indvielse) er uafbrudt uselvisk aktivitet. Arhaten må udstråle lys til alle, men intet tage fra andre.[8] På den stejle vej opad må det ene begær efter det andet udryddes − herunder ønsket om personlig nydelse, personlig glæde, personlig vinding, personlig kærlighed, personlige fordele og − det sidste og fineste af alt − begæret efter personlig fuldkommenhed − for det personlige må opløses i Den Ene Sjæl, som er Sjælen i alt, der lever.

Her er det nødvendigt at advare imod to misforståelser!

For det første: Det er ikke meningen, at personlig kærliglighed skal udryddes, men at den skal udvides til at blive universel. Mennesket skal naturligvis ikke elske sine nærmeste og kæreste mindre. Alle mennesker skal omfattes af kærlighed, sådan at ethvert menneskes sorg opleves lige så dybt, som hvis det var et menneske, der står én nær, og i begge tilfælde vækkes medfølelsen og ønsket om at hjælpe. Alle kærlige følelser skal forøges − hjertets varme skal ikke nedkøles. Det er en vanskelig opgave, og mangel på evne til at løse opgaven på den rigtige måde, har ofte resulteret i, at kærligheden er blevet afkølet eller kvalt i stedet for at vokse i styrke og oprigtighed. Det er ægte kærlighed og ikke ufølsomhed, der skal frelse verden. En mester er et ocean af medfølelse − ikke et isbjerg.

Det er nemt at forstå, hvorfor denne ekspansion af kærlighed må gå forud for opnåelse af mesterskab − for mesteren er i besiddelse af en enorm kraft og magt, og den skal naturligvis anvendes som hjælp og støtte for menneskeheden − ikke for at ophøje en enkelt begunstiget nation, et udvalgt folk eller en udsøgt familie. Mesteren er menneskehedens tjener, og vejen til hans hjælp må være nød − ikke favorisering. Mesteren må selvfølgelig kombinere overmenneskelig upartiskhed med sin overmenneskelige magt. Personlig begunstigelse må aldrig kunne skabe ubalance i retfærdighedens vægtskåle. Mesteren er højt hævet over almindelige mennesker, og dermed er han forpligtet af det overordnede mål. Enhver afvigelse fra evolutionens afbalancerede vej vil skabe karmiske virkninger, der vil have en styrke, som står i forhold til mesterens høje udviklingsniveau. Mesteren skal være en kraft til manifestation af det gode. Det gode må flyde ind i de kanaler, hvor nøden er størst − ikke i kanaler, der fører til dem, der er forblændet af personlige tendenser eller racefordomme. Det er årsagen til den meget lange træning, den personlige offervilje og den ensomhed, der er forudsætningen for at blive en accepteret discipel − en chela.[9]

For det andet: Handling skal ikke ophøre, fordi disciplen ikke længere handler for at opnå belønning. ”Fravær af handling, hvor der er behov for barmhjertighed, bliver en dødssynd.”[10] ”Skal du afholde dig fra at handle? Nej − din sjæl opnår ikke frigørelse på denne måde. For at nå nirvana må man nå til selvindsigt, og selvindsigt er et barn af kærlighedens handlinger.”[11]

Men når handlingen kræver alle menneskets kræfter, må ønsket om den personlige tilfredsstillelse ved handlingens resultat udslettes. En god handling bør alene udføres for at være til nytte for andre − ikke for at opnå hverken andres eller egen anerkendelse − ikke engang for at føle den subtile længsel efter selvudvikling. På det nuværende punkt i udviklingen har den manglende evne til at skelne mellem selve handlingen og ønsket om at opleve tilfredsstillelse ved at handle ført til den stagnation og passivitet, der kendetegner Østens nationer, for det er åndelig egoisme og pligtforsømmelse, der har resulteret i deres forfald.

Universelt set er den almindelige længsel efter at føle livet årsag til reinkarnation. På det menneskelige plan er ønsket om at sanse tilværelsen på det fysiske plan på samme måde den bagvedliggende årsag til alle individuelle reinkarnationer. Når et langt fysisk liv er gennemlevet, og et foråd af erfaringer er indsamlet, vil denne længsel være mættet for en tid. Den afløses af en anden længsel − begæret efter hvile. Dette begær resulterer i de perioder, hvor sjælen aflægger det fysiske legeme, og trækker sig tilbage − ind i sig selv. Sjælen standser al ydre aktivitet på det fysiske plan og vender alle sine kræfter indad imod indre processer. Sjælen skaber sig et overblik over de indsamlede erfaringer fra det afsluttede liv i den fysiske verden. Den nuancerer og klassificerer dem og assimilerer det positive og kasserer det negative.

Det er dette arbejde, der udføres i devachan. Devachan er en bevidsthedstilstand, hvor sjælen integrerer og genskaber ligevægt. Det svarer til et menneske, der har været ude for at samle materiale til et planlagt arbejde. Når det vender hjem, skaber det et overblik over materialerne og organiserer dem, inden de anvendes til det planlagte arbejde. På samme måde må sjælen, når den har samlet sit forråd i form af livserfaringer, organisere og sortere dem, inden den optager dem i sit tusindårige kausale livsvæv.

Det er ikke muligt for sjælen konstant at være fokuseret på det forjagede og kaotiske fysiske liv. Et menneske kan heller ikke altid samle forråd og aldrig anvende det. Og det kan heller ikke altid spise og aldrig fordøje og optage sin føde og derved opbygge legemets fysiske væv. Alle livsformer har behov for hvile imellem to aktivitetsperioder, og derfor er devachan en absolut nødvendighed. Samtidig er det bevis på, at den utålmodige og fortravlede holdning, som man oplever hos nogle åndeligt søgende mennesker, når de mener, at opholdet i devachan er ”spild af tid”, er tåbelig. Holdningen er udtryk for mangel på en dybere forståelse af processerne. Hvile kan ikke undværes. ”Det trætte og udslidte menneske (sjælen) har behov for hvile, og det er kun ”den nu udhvilede sjæl”,[12] der er klar til og i stand til at inkarnere.

Mennesket har ikke den nødvendige kraft til igen at iføre sig et legeme af kød og møde livets udfordringer, medmindre det i en hvileperiode har haft mulighed for at opspare reserver af mentale og åndelige livskræfter i det sjælelige menneske. Det er først, når genfødslernes kredsløb nærmer sig sin afslutning, at sjælen − der nu har samlet styrke gennem sine tusindårige livserfaringer − er i stand til at tilvejebringe den enorme anspændelse, der kræves til inkarnationer, der følger hurtigt efter hinanden ”uden devachanske afbrydelser”. Denne sjæl vil være i stand til at stige hurtigt op ad de sidste syv trin på evolutionens stige ved hjælp af den vedholdende udholdenhed og styrke, som den har tilkæmpet sig på den lange stejle opadgående vej, som er tilbagelagt.

En form for fremskridt − udover den omtalte nødvendige assimilationsproces, der er en betingelse for yderligere fremskridt − kan gøres i devachan. H.P. Blavatsky siger:

I én betydning kan man erhverve mere kundskab. Det vil sige, at man kan videreudvikle enhver evne og ethvert talent, som man holdt af og stræbte efter at udvikle i det fysiske liv, forudsat at det er beslægtet med abstrakte og ideale ting − eksempelvis musik og kunst etc. − for devachan er kun en idealiseret og subjektiv fortsættelse af det fysiske liv.[13]

Det er forklaringen på, at børn i nogle tilfælde fødes som genier − navnlig på det musikalske område. Ofte er der tale om en genialitet, der langt overgår, hvad der tidligere er præsteret inden for det aktuelle område. Konklusionen er derfor, at mennesket altid bør lade sig inspirere af abstrakt tænkning og følge ideale impulser, for de formidler den devachanske tilstand, og impulsen kan resultere i såvel objektive som subjektive fremskridt. Selvom devachan hovedsagelig er en verden af virkninger, modtager impulserne fra årsagernes verden. Og det må heller ikke glemmes, at det er på det fysiske plan, at der skal skabes impulser, som kan få hjulene til at køre hurtigere ud ad fremskridtets vej.

I devachan kan der ikke skabes årsager. Mennesket kan ikke begynde sin åndelige stræben i devachan. Men enhver indsats i det fysiske liv, der havde til formål at løfte sig op til de højeste bevidsthedstilstande, kan videreudvikles i devachan. Det er nemt at forstå, at denne mulighed må være til stede − for de abstrakte og ideale bevidsthedstilstande oplyses af den manasiske udstråling. Det devachanske lys formørkes ikke − det forøges, når ”Manas-Taijasi (den strålende manas) svæver uden lænker på sit eget plan.”

I denne forbindelse toner et interessant spørgsmål frem:

Når hvileperioden er slut − når de kræfter, der førte sjælen væk fra det fysiske liv er udtømt, og længslen efter igen at sanse fysisk tilværelse er vækket – når sjælen er klar til igen at overskride ”devachans tærskel” og gå i inkarnation − hvad er det så, der fører sjælen til en bestemt race, nation og familie, som skal give sjælen det nye ”tempel af kød”? Og hvad er det, der bestemmer valget af køn? Er det affinitet? Er der frit valg? Er der tale om tvang?

Ifølge åndsvidenskaben er det karmas lov – loven om årsag og virkning − som med absolut retfærdighed fører sjælen til den race og nation, hvor de generelle karaktertræk kan blive grundlaget for det nye legeme, og hvor det sociale miljø er bedst egnet til udvikling af den karakter, der blev skabt i tidligere inkarnationer.

”Karma, med sin hær af skandhaer[14], venter på devachans tærskel, når sjælen igen er parat til at indlede en ny inkarnation. I dette øjeblik afgøres den udhvilede sjæls fremtidige skæbne, som svinger op og ned på retfærdighedens vægtskåle, idet sjælen nu bevæger sig ind i de aktive lovmæssigheders område. I den genfødsel, som ligger klar foran sjælen − denne fødsel, der er tilrettelagt og forberedt af den mystiske og strenge, men upartiske og víse retfærdigheds ufejlbarlige lov – kommer sjælen til at lide under sine tidligere livs laster og fejltrin.”

”Sjælen bliver derfor ikke kastet ned i et illusorisk helvede med dramatiske flammer og ondskabsfulde djævle med horn og haler. Den vender tilbage til denne samme Jord − skuepladsen for alle sine ugerninger, som den må forsøge at rette op på. ’Som et menneske sår, skal det høste’ – når tiden er inde. Karmaloven vil sørge for, at den inkarnerende sjæls personlighed kommer i forbindelse med de sjæle, som den har påført lidelse − direkte eller indirekte … også selvom den kun har ageret som et ubevidst redskab. Karma vil sørge for, at de gamle fjender møder den nye personlighed, som skjuler den evige sjæl. Den nye personlighed er ikke andet end en ny, ydre klædning, men det virkelige menneske, som bærer denne klædning, er identisk med deres gamle fjende.”[15]

Hvis en sjæl eksempelvis i én inkarnation har været forbundet med en aggressiv personlighed, vil der være skabt en række årsager, som vil resultere i, at sjælen fødes i en race og i en nation, der gennemlever en krigerisk periode i sin historie. En sjæl, der levede som romer og tilhørte oldtidens stridbare og koloniserende type, ville for eksempel inkarnere i England under Elisabeth I. Netop i denne tidsperiode kunne England tilbyde en mulighed for at arve et passende legeme samt opvækst under en social indflydelse og i et miljø, hvor den karakter, der herskede for 1.500 år siden, kunne komme til udtryk.

En anden tråd i karmas gobelin – som er en af de stærkeste − er de dominerende tendenser, der er opbygget i det seneste fysiske liv. Dominerende tilbøjeligheder og tendenser til at følge bestemte tankeretninger og handlingsmønstre vil vise sig som medfødte egenskaber. Hvis et menneske, der har en stærk vilje, har et stædigt ønske at skaffe sig rigdom og hensynsløst og samvittighedsløst forfølger denne beslutning, vil det sandsynligvis i en efterfølgende inkarnation blive et af de mennesker, som heldet følger i en sådan grad, at ”alt, hvad det rører ved, forvandles til guld”. Derfor er det af allerstørste betydning, hvilke idealer man vælger − for det ene livs idealer bliver til relationer og omstændigheder i det følgende.

Hvis idealerne er primitive, egoistiske og materialistiske, vil næste inkarnation medføre, at man placeres i omgivelser og omstændigheder, der gør det nemt at opnå det, man ønsker. For på samme måde som et menneske med jernvilje er i stand til at tiltvinge sig rigdomme i den fysiske verden, ligeså sikkert vil den samme jernvilje overleve døden, og efter genfødslen vil den vise sig som et dominerende karaktertræk, der resulterer i kamp for at bemægtige sig det, den har besluttet at eje. Idealet mister ikke sin dynamiske kraft i den devachanske mellemperiode. Tværtimod samler det al sin styrke, og i mellemperioden arbejder sjælen i det finere og mere kraftfulde stof, og derfor kan den forme et legeme af et stærkt og intenst begær, som kan blive drivkraften til at nå det ønskede mål.

Som et menneske sår, skal det høste! Mennesket er selv herre over sin skæbne. Hvis det ønsker at arbejde for fysiske mål, forgængelig lykke og midlertidig velbefindende, kan ingen forhindre det i at gøre det. Alene gennem viden og erfaring, kan det lære, at magt, rigdom og luksus i virkelighed er støv og aske. Det fysiske legeme har naturligvis glæde af det, men sjælen lider, for det evige menneske kan aldrig tilfredsstilles med forgængelige glæder. Til sidst vil mennesket langt om længe have overfodret sin animale natur − og udsultet sjælen – og det vil opdage, at det har bevæget sig meget langt bort, og at det nu befinder sig i et fremmed land. Det beslutter derfor at vende blikket mod sit sande hjem − og gennem mange mange liv må det nu kæmpe sig den lange vej tilbage til det hjem, som det engang forlod.

Al den kraft, som engang blev brugt til at herske, vil nu blive dedikeret til aktivt tjenestearbejde. Den stærke karakter, der anvendte al sin styrke til at få magt over andre, vil nu blive brugt til at tage magten fra det lavere selv, indtil det respekterer sjælens impulser og de åndelige love.

Man hører ofte spørgsmålet: Hvad bestemmer det køn, som sjælen vælger til sin personlighed i de forskellige inkarnationer? Det er meget vanskeligt at fremsætte en enkel teori som svar på dette spørgsmål. Sjælen er kønsløs, og enhver sjæl beliver såvel mandlige som kvindelige legemer i løbet af sine utallige inkarnationer. Da det er reinkarnationens formål at skabe en fuldkommen menneskehed, og da de positive og de negative elementer i skabelsen må fungere i fuldstændig ligevægt, inden menneskeheden kan betragtes som fuldkommen, er det nemt at forstå, at sjælen kun kan udvikle disse karakteregenskaber til et højdepunkt i legemer, der til enhver tid er bedst egnet til formålet. Derfor må kønnet nødvendigvis skifte. Det er også værd at bemærke, at på det nuværende udviklingsstadie skabes der fremskridt ved syntese- eller sammensmeltningsprocesser. Man kan derfor møde mennesker af begge køn, hvor nogle af de karaktertræk, der sædvanligvis udvikles i det modsatte køn, er stærkt dominerende. Eksempelvis kan styrke, vilje og mod, der er udviklet gennem det maskuline køn, være sammensmeltet med den ømhed, mildhed og udholdenhed, der er udviklet gennem det feminine køn. Og man fornemmer, hvor menneskeheden er på vej hen. ”Modsætningernes par” − der blev adskilt for at opnå udvikling og erfaring − skal igen engang forenes. Det ser også ud til, at ”kønserfaringer” – det vil sige de erfaringer, kønnet medfører − kontinuerligt genopretter udviklingsprocessens ligevægt og fuldstændiggør de egenskaber, der mangler på ethvert trin i udviklingen. Den karmiske følge af at behandle det ene eller det andet køn uretfærdigt, bliver, at den, der har begået uretten, inkarnerer i det køn, uretten blev begået imod, for at lide under virkningerne af de årsager, som personen selv har skabt.

På denne måde viser karma sjælens vej til den nye inkarnation, for karma er de samlede årsager, der er skabt af sjælen selv. Når man studerer de karmiske kræfters spil, er der imidlertid en faktor, som man bør tage hensyn til. På grund af sjælens mere klartseende synsvinkel vil den acceptere betingelserne for den kommende inkarnation med langt større villighed end personligheden − hvis den kunne vælge. Erfaringens skole har ikke altid et behageligt pensum, og set med personlighedens begrænsede viden må mange af det fysiske livs erfaringer forekomme helt unødvendig smertefulde, uretfærdige og unyttige. Men inden sjælen ”styrter sig i Lethes flod”[16], ser den de årsager, der var grundlaget for inkarnationen, men også de muligheder, der tilbydes for den videre udvikling. Det er derfor nemt at forstå, hvor lidt alle midlertidige sorger og lidelser vejer i vægtskålen, og hvor ubetydelige og banale alle det fysiske livs glæder og sorger vil være, når de betragtes med sjælens dybtgående blik. For det enkelte fysiske liv er ikke andet end et skridt fremad i det …

”− evige fremskridt, der udvikler alle inkarnerende og guddommelige sjæle udefra og indefter − fra det stoflige til det åndelige − idet der ved afslutningen af ethvert stadie nås en absolut forening med det guddommelige princip. Fra styrke til styrke − fra skønhed og fuldkommenhed på ét plan til det næste plans endnu større skønhed og fuldkommenhed − i det uendelige og med ny herlighed, ny viden og større kraft i hver cyklus − dette er enhver sjæls bestemmelse.”[17]

I forhold til denne fremtid hvad betyder så et øjebliks forbigående lidelse − ja selv et formørket fysisk livs rædsler?

 

_________________________________

[1] H.P. Blavatsky: Den Hemmelige Lære, bind 1

[2] H.P. Blavatsky: Den Hemmelige Lære, bind 2

[3] H.P. Blavatsky: Den Hemmelige Lære, bind 2

[4] Buddhi er evnen til visdom og intelligens til forskel fra bodhi, der er selve kundskaben og intelligensen.

[5] XVIII. Samtale, V 49

[6] Kap. XXIV, 351-353

[7] Kap. XI, 153, 154

[8] Stilhedens Røst, s. 60

[9] Chela betyder “barn”. En chela er en discipel eller elev hos en yogi. Betegnelsen anvendes nu mest om en mesters accepterede disciple.

[10] Stilhedens Røst, s. 33

[11] Stilhedens Røst, s. 33

[12] H.P. Blavatsky: Nøgle til teosofien, s. 82

[13] H.P. Blavatsky: Nøgle til teosofien, s. 93

[14] Skandhaer er en gruppe af egenskaber. Eksoterisk er der fem, men esoterisk er der syv, som i buddhismen udgør et menneskes forgængelige personlighed.

[15] H.P. Blavatsky: Nøgle til teosofien, s. 82

[16] I græsk religion og mytologi er Lethe en kilde eller en biflod til Dødsrigets flod Styx. Lethe betyder ”glemsel”. Ved at drikke af Lethes vande glemmer den døde sit tidligere liv. I den orfiske religion er det muligvis en forudsætning for genfødsel, at sjælen renser sig i Lethe. Ved Trofonios' orakel skulle spørgeren drikke vand af to (virkelige) kilder kaldet Lethe og Mnemosyne (Erindring).

[17] H.P. Blavatsky: Nøgle til teosofien, s. 93

_________________________________

Artikel-Reinkarnation-Annie-Besant-Åndsvidenskab-Esoterisk
Download-fil: REINKARNATION - Annie Besant


Artikel-Reinkarnation-Annie-Besant-Åndsvidenskab-Esoterisk
Læsefil med vendbare sider: REINKARNATION