Beviser for reinkarnation

Det er ikke muligt at bevise reinkarnation inden for de fysiske rammer, som naturvidenskaben selv har sat for bevisførelse, men det er muligt at sandsynliggøre påstandene ved hjælp af stærke indicier, der er baseret på sund logik, hvis de indgår i et fornuftigt samspil med andre faktorer. Reinkarnationsteorien er reelt den eneste teori, der på en tilfredsstillende måde kan forklare nationers opblomstring og forfald, for der er tale om logiske kendsgerninger, der er nært forbundet med den individuelle udvikling i nationerne. Menneskenes forskellige medfødte evner, tilbagevendende cyklusser eller perioder i historien og menneskelige karakterudviklinger spiller en afgørende rolle. Til trods for at det må være en absolut sikker kendsgerning, at reinkarnation er en realitet i naturen, vil teorien alligevel her blive forklaret som en fornuftig hypotese, der kan betragtes som et udgangspunkt for videre studier, frem for som et faktum, der bygger på et uigendriveligt bevis. Det vil gøre det nemmere for mennesker, der studerer menneskehedens historie. For dem vil det være lettere, hvis teorien i begyndelsen betragtes som en fornuftig hypotese. De, der ved, at reinkarnation er en sandhed, har hverken brug for hypoteser eller beviser.

I. Der findes nogle få fysisk levende mennesker − og nogle, der i øjeblikket ikke er i fysisk inkarnation − som er i stand til at huske deres egne inkarnationer og de begivenheder, der er forbundet med dem. De husker dem på nøjagtig samme måde som gennemsnitsmennesket husker oplevelser i det nuværende fysiske liv. Hukommelsen − som sammenkæder det bevidste menneskes forskellige erfaringer, og som skaber både individualitets- og personlighedsfølelsen − strækker sig for deres vedkommende længere end til fortiden i dette liv, for deres hukommelse begrænses ikke af døden, men er udvidet til at omfatte flere liv. Døden afbryder ikke hukommelsens kæde mere end almindelige menneskers nætter afbryder den erindringstråd, der sammenkæder dagene i det almindelige fysiske liv. Begivenheder, der fandt sted i tidligere inkarnationer, er for dem lige så virkelige, som hvis de skete for få år siden. En påstand om, at de ikke har oplevet disse begivenheder, og at der er tale om fantasier, vil de opleve som lige så tåbeligt, som hvis man påstod, at de begivenheder, som de oplevede for ti år siden, blev oplevet af andre, og ikke af dem selv. Som regel undgår de at diskutere spørgsmålet. De trækker på skuldrene og dropper emnet − for det er næsten umuligt at få et menneske til at tro, at andre kan se noget, som de ikke selv er i stand til at se.

På den anden side kan man ikke forvente, at et menneskes udsagn om kendsgerninger, som kun dette menneske har oplevet og er i stand til at huske, skal accepteres som kendsgerninger af et andet menneske. Denne form for erindringer kan derfor kun være urokkelige beviser for den, der husker dem. For udenforstående vil argumentets troværdighed alene afhænge af den tillid, de har til vedkommende.

II. Både i plante- og dyreriget såvel som i menneskeriget er der en tilbøjelighed til at overføre forældrenes specielle struktur til afkommet. Det er arvelighedslovens arbejdsmetode. Egetræet, hunden og mennesket genkendes − på trods af varianter – overalt i verden. Alle undfanges og vokser under bestemte betingelser. Fra to celler − en mandlig og en kvindelig − opstår alt, hvorefter udviklingen skrider frem langs de linjer, som udstikkes af forældrenes karakteristiske egenskaber. Afkommet reproducerer forældrenes særpræg, og selvom typen kan være afvigende inden for den samme familie, kan man alligevel se de træk, der er fælles, og som gør dem til en enhed.

Under betegnelsen ”hund” samler man en granddanois, en schæfer, en retriever, en terrier, en buldog, en beagle, en chihuahua m.fl. Og under benævnelsen ”menneske” forener man afrikaneren, indianeren, eskimoen, kineseren, inderen, araberen, europæeren etc. Men når man undersøger egenskaberne hos hunde og mennesker, ser man forskellige varianter. Når det gælder hundens egenskaber, så er varianterne begrænsede. En hund kan være lydig eller ulydig, modig eller krysteragtig etc., men forskellen mellem en nem og en vanskelig hund er forholdsvis begrænset. Man kan sige, at hos hunde er der stor forskel i det ydre, og mindre forskel i det indre – det vil sige i evner og potentialer. Når det drejer sig om mennesket, er der mindre forskel i det ydre, og stor forskel i det indre – i evner og potentialer. Hos mennesket er der overraskende mange varianter i egenskaber og udviklingsniveauer, for menneskeheden spænder fra matematiske og filosofiske genier til uintelligente og evnesvage eksistenser.

Blandt alle de væsener, der lever i den fysiske verden, er det kun hos mennesket, at man møder så stor fysisk lighed kombineret med så stor forskel på intellekt og moral. Arvelighed forklarer en del af den fysiske lighed, men man mangler en faktor, som ikke findes hos dyret, hvis man vil forklare uligheden. Reinkarnation, der er baseret på en evig sjæl, som konstant udvikler sig intellektuelt og moralsk gennem årtusinder, er en logisk forklaring på denne forskel. Samtidig forklarer teorien, hvorfor mennesket hele tiden bevæger sig fremad i sin udvikling, mens dyret fastholdes inden for bestemte grænser, når man vurderer dyret fra en mental og moralsk synsvinkel. Det gælder naturligvis ikke dyr, der udsættes for systematisk dressur af mennesket.

Uanset hvor langt man går tilbage i de historiske beretninger, kan man konstatere, at vilde dyr dengang levede, som de lever den dag i dag. De fødes, lever og dør − generation efter generation – på nøjagtig samme måde. Afkommet gentager den nedarvede adfærd uden at udvikle et højere socialt liv. De er ligesom mennesket underlagt den fysiske arvelighedslov, men de er ikke i stand til at akkumulere den konstant stigende erfaringsmængde, som gør det muligt for menneskesjælen − skridt for skridt − at bevæge sig fremad, at opbygge store civilisationer og at samle kundskab og forædle moralen til højere og højere niveauer. Der er tilsyneladende ingen grænse for menneskehedens udviklingsmuligheder. Det er dette evige princip i mennesket, der savnes i dyret. Og det er forklaringen på, at dyret udviklingsmæssigt er relativt stillestående, mens mennesket kontinuerligt bevæger sig fremad og opad. Dyret har ikke et individuelt opbevaringssted for sine erfaringer, hvorimod mennesket bevarer essensen af sine erfaringer i den udødelige sjæl. Mennesket begynder hvert nyt liv med sjælens erfaringer i bagagen, og derfor har mennesket mulighed for en uafbrudt individuel vækst. For hvordan kan individuel intellektuel erfaring overføres, hvis det ikke sker gennem bevidstheden? Fysiske vaner, der modificerer organismen, kan overføres fysisk − som f.eks. hestens tendens til at trave og hundens tendens til at spore vildtet. Det er en velkendt kendsgerning både hos dyr og hos mennesker. Men der er en anden kendsgerning, som ikke må overses. Ydre påvirkninger er ikke i stand til at hamre elementære moralske begreber ind i hjernen på mennesker, der befinder sig på et lavt udviklingsniveau, mens højere udviklede mennesker hurtigt accepterer og efterlever moralske begreber, blot de præsenteres for dem. Der er tydeligvis behov for andet og mere end en fysisk hjerne for at kunne assimilere et mentalt eller moralsk begreb. Fysisk afretning er nytteløs. Hjernen kan forfines ved hjælp af træning, men en impuls fra sjælen er nødvendig, før hjernen er i stand til at respondere på den ydre impuls.

I Europa fandt man engang et barn, der havde levet i naturen helt afskåret fra kontakt med mennesker. Det opførte sig mere dyrisk end menneskeligt, da det blev fundet, men dette eksempel kan ikke bruges som argument imod den åndsvidenskabelige sandhed, for den fysiske hjerne har behov for naturlige og sunde påvirkninger fra fysiske indflydelser, hvis den skal være i stand til at fungere på det fysiske plan. Hvis hjernen misligholdes ved at udsætte den for en unaturlig behandling, kan den ikke respondere på impulser fra sjælen − på samme måde som et misligholdt klaver, der efterlades i et fugtigt rum, vil være ude af stand til at skabe rene og klare toner fra de rustne strenge.

III. I en familie ser man ofte nogle nedarvede særpræg, som går igen i generationer, og denne fysiske lighed kan ofte forene medlemmerne af en familie. De fysiske ligheder er indiskutable, og de betragtes som bevis for arvelighedsloven. Det er sådan set i orden. Men hvilken lov forklarer de overraskende forskelligheder i familien, der ofte ses i intelligens og moralske karaktertræk mellem børn af samme forældre?

Der findes eksempler på, at et barn med ustyrlig adfærd og tilbøjelighed til at blive en vovehals og eventyrer, fødes i en traditionstro familie, som i mange generationer har boet og arbejdet på samme sted. Ingen disciplin kan tæmme barnets trang − ingen lokkemidler kan holde det hjemme. Hvordan kan et menneske med så afvigende karaktertræk komme til verden i disse omgivelser? Og hvordan kommer familiens ” sorte får” ind i en familie, som i mange generationer har holdt familietraditionerne i hævd? Hvordan vil man forklare, at børn med ren og ophøjet moral i nogen tilfælde må udfolde den medfødte indre skønhed i et ukultiveret og amoralsk miljø? Hvorfor skal et frø fra en fin og ædel plante spire og vokse i næringsfattig jord? I alle disse tilfælde er reinkarnation nøglen til det logiske svar. De intellektuelle og moralske egenskaber arves ikke fra forældrene, men fra sjælen. Disse egenskaber stammer ikke fra det fysiske legeme, som kun er i stand til at overføre forældrenes biologiske arv. Man kan se bemærkelsesværdig fysisk lighed mellem søskende, som kan have lige så bemærkelsesværdige modsætninger hvad angår mentale og moralske egenskaber. Fysisk arvelighed kan forklare det første − ikke det sidste.[1] Reinkarnationsteorien udfylder dette hul i forståelsen og gør således teorien om menneskelig udvikling fuldstændig.

IV. Dette samme problem er endnu tydeligere i et helt almindeligt eksempel − nemlig hos tvillinger. Ikke alene har tvillinger samme forældre. Under graviditeten har de haft nøjagtig de samme betingelser. Og alligevel ser man ofte en eksakt fysisk lighed – kombineret med en lige så eksakt sjælelig og moralsk ulighed. Det er også værd at bemærke, at mens tvillinger ofte mens de er børn ligner hinanden så meget, at selv moderen har vanskeligt ved at se forskel på dem, kan der senere − når sjælen har haft tid til at fungere gennem sit fysiske redskab − opstå tydelige ændringer, hvor ligheden gradvis fortager sig, og de individuelle karaktertræk former ansigtstrækkene.

V. Den ekstraordinært tidlige modenhed, som af og til ses hos børn, kræver også en forklaring. Hvordan kunne Mozart i en alder af kun fire år demonstrere et enestående musikalsk talent, uden at nogen havde undervist ham? Ikke alene havde han et usædvanligt fint øre for musik, men han havde også en medfødt evne til at harmonisere melodier uden at overtræde den komplicerede harmonilæres mange regler, som ellers kun kan læres gennem tålmodigt studiearbejde. Man hører ofte forklaringen: ”Han blev født i en musikalsk familie.” Ja naturligvis − ellers ville det være vanskeligt at forestille sig, hvorfra han skulle have arvet sit fine fysiske redskab, der var en nødvendig betingelse for, at hans enestående geni kunne komme til udtryk.

Men hvis det var Mozarts familie, der gav ham både det usædvanlige geni og det forfinede fysiske redskab, som var en forudsætning for, at evnerne kunne komme til udtryk, må man spørge, hvorfor ingen i hele hans familie havde den samme fantastiske musikalske evne, selvom så mange familiemedlemmer fik deres fysiske redskaber fra samme kilde som ham? Hele Mozarts liv kom hans usædvanlige musikalske evner til udtryk i symfonier, sonater, operaer og messer − denne musikalske rigdom, der fossede frem som kaskader fra en uudtømmelig kilde. Der kunne nævnes mange andre eksempler på børn med talenter, der klart overgik deres læreres − ja, man har set børn, som med lethed kunne løse matematiske opgaver, som deres lærere hele livet forgæves havde kæmpet for at løse.

VI. Tidlig modenhed hos børn er kun én form for genialitet. Selve geniet kræver en forklaring. Hvor kommer det fra? Det er vanskeligt at følge sporet. En Platon, en Dante, en Shakespeare, en Newton − hvorfra kommer deres enestående genialitet? De blev født i familier, der på ingen måde løftede sig over en gennemsnitsfamilie. Desuden var disse genier både familiens første og sidste geni, og det var kun deres navne, der gjorde familiernes navne udødelige. Og logisk set må det betragtes som et bevis for, at familiens øvrige medlemmer ikke har været særlig begavede. Man kan således se, at der kan fødes et helt usædvanligt barn i en helt almindelig gennemsnitsfamilie. Dette barn elskes, plejes, og opdrages på samme måde som de øvrige børn i familien – men så viser det sig, at den ene unge i spurvereden i virkeligheden er en ung ørn, der pludselig løfter sig mod Solen. Hvis noget tilsvarende skete i fuglenes verden, ville man aldrig med sænkede stemmer mumle noget om arvelighed og et gådefuldt tilfælde af atavisme. Man ville forsøge at opspore ørnens stamfader − ikke spurvenes genealogi[2]. Og når den stærke sjæl dukker op i gennemsnitsfamilien, må man søge årsagen til geniet i sjælen − ikke i familiens stamtavle.

Mon der findes forskere, som har mod til ved hjælp af arvelighedsloven at give en logisk forklaring på årsagen til de store moralske genier som Lao-Tze, Buddha, Zarathustra og Jesus? Hvis rødderne til deres overjordiske indsigt og adfærd skal findes i de fysiske forfædres jord, må man også forestille sig, at kilden til deres genialitet er opstået i den åndeligt uvidende menneskehed. Hvorfra hentede de deres helt usædvanlige visdom, deres åndelige indsigt, deres dybe forståelse af menneskelig lidelse og nød? Man har i den grad ladet sig blænde af deres lære, at man har betragtet den som en åbenbaring fra en overnaturlig guddom, selvom den ganske enkelt er et resultat af utallige af inkarnationers erfaringer. De, der forkaster troen på en overnaturlig guddom, må enten acceptere reinkarnation eller indrømme, at disse ophøjede skikkelsers oprindelse er et uløseligt problem. Hvis arvelighed kunne skabe en Buddha og en Kristus, så vil det være sund fornuft at antage, at der måtte findes mange af deres slags?

VII. Man når til samme konklusion, når man lægger mærke til den enorme forskel, der er på menneskers evne til at lære forskellige kundskaber. Hvis man præsenterer to personer med et intellekt, der ligger over gennemsnitsmenneskets, for det samme filosofiske problem, vil den ene hurtigt fatte problemets grundprincipper, mens den anden vil være uinteresseret og betragte det som uvæsentlig. Præsenterer man en anden type problem for de samme to personer, vil deres reaktion måske være omvendt. Den ene ”føler sig tiltrukket” af én tankeretning − den anden af en anden. Hvis to mennesker føler sig tiltrukket af de esoteriske ideer og begynder at studere åndsvidenskab, vil den ene efter et års tid være fortrolig med hovedbegreberne og være i stand til at anvende dem i sit liv, mens den anden stadig er forholdsvis uvidende. Den ene fandt de grundlæggende principper selvindlysende ved første blik − mens den anden oplevede dem som nye, mystiske, uforståelige og uacceptable. For den ene er reinkarnation en selvfølge. For den anden er tanken ny og vanskelig at acceptere.

Den ene lærer hurtigt, fordi der er tale om erindring fra tidligere liv. Det drejer sig om at genopfriske fortidens viden. Den anden lærer langsomt, fordi der er tale om ny viden, og derfor vil indlæringsprocessen være langsom og besværlig.

VIII. Intuition er en evne, der er nært forbundet med denne hurtige genopfriskning af fortidens viden, for intuition er evnen til at erkende en sandhed som sand ved første blik. Intuitiv erkendelse har ikke behov for en langsom analyse- og argumentationsproces for at nå til en fuldstændig overbevisning. Hvis man oplever en genkendelse af en kendsgerning, som man var fortrolig med i tidligere liv, selvom man møder den første gang i det nuværende, hører den til kategorien intuition. Kriteriet er, at ingen ræsonnementer kan ændre den indre overbevisning, som man opfattede i samme øjeblik. De argumenter, der efterfølgende bruges for at forklare, at erkendelsen er sand, bruges for at overbevise andre – ikke personen selv.

IX. Reinkarnationslæren er den eneste teori, der kan forklare problemerne med ulighed i menneskets evner og begavelse og i livets forhold. Denne gådefulde ulighed gør det vanskeligt at opretholde troen på en retfærdig verden, for tilsyneladende er menneskeheden enten et stykke legetøj i en lunefuld og ansvarsløs skabers hånd, eller den kastes tilfældigt rundt af en ubarmhjertig og sjælløs naturs blinde kræfter.

Det ene barn fødes med en hjerne, der er egnet til at være et redskab for lave begær − en forbryders hjerne. Faderen er måske kriminel, og moderen er muligvis prostitueret. Barnet opdrages derfor til et amoralsk liv i et hårdt miljø, og de negative tendenser stimuleres løbende af omgivelserne. Et andet barn fødes med en god hjerne, der er i stand til at give udtryk for høj intelligens. Det fysisk grundlag for at udtrykke brutale begær er begrænsede. Forældrene er moralske og pålidelige mennesker, der opdrager barnet til at tænke, føle og handle fornuftigt og samvittighedsfuldt, og de hjælper det til ikke at give efter for lave og umoralske tanker. Det ene barn er alene i kraft af sin fysiske organisme og sit miljø dømt til at leve et liv i kriminalitet − medmindre det guddommelige i barnet er i stand til at gøre sig gældende og kæmpe imod omstændighedernes stærke magt. Det andet barn er i kraft af sin organisme og sit miljø på forhånd bestemt til at leve et liv, der er fyldt med gavnlige aktiviteter, og der er sjældent behov for at kæmpe imod det onde. I stedet vil dette menneske kæmpe for at forbedre tilstandene i verden, og dermed vil det stimulere sin egen udvikling i positiv retning.

Hvordan vil man forklare disse to helt forskellige skæbner, hvis man forudsætter, at det er første og eneste gang, at de to mennesker fødes til et liv her på Jorden? Skal man forestille sig, at en almægtig guddom bevidst skaber to liv, hvorefter denne gud af uforklarlige årsager beslutter at forbande det ene barn, og derfor vælger at pine og ydmyge det på den mest forfærdelige måde, mens guddommen samtidig velsigner det andet barn med de bedste, højeste og smukkeste potentialer? Hvis det fungerer på denne måde, medfører det, at menneskeheden er totalt hjælpeløs, for så er mennesket i hænderne på en lunefuld og fuldstændig uretfærdig overmagt, som det kun kan underkaste sig i rædsel, mens det hele tiden frygter det værste. Al tale om at den guddom, som mennesket tilbeder, er retfærdighed og kærlighed, må ophøre. Og hvis man mener, at disse tilstande er et resultat af naturens kræfter, der rammer både blindt og tilfældigt, vil mennesket være et lige så hjælpeløst offer for årsager, som det hverken forstår eller har mulighed for at kontrollere. Det eneste mennesket kan gøre, er passivt at iagttage, hvordan menneskeheden lider, mens det undrende betragter, hvordan skæbnens lotteri blindt trækker vindere og tabere, uden at de selv har bedt om at deltage i livets lotteri.

Men hvis reinkarnationsteorien er sand, kan man konkludere, at verden styres efter retfærdige love, for skæbnen ligger i menneskets egne hænder. Tendenser til negativ tænkning, ondskabsfulde handlinger og samvittighedsløs og hensynsløs forfølgelse af egoistiske mål, opbygger gradvis en fysisk hjerne, som vænnes til at give disse tilbøjeligheder et endnu tydeligere udtryk. Det vil være en hjerne med perfekte kanaler for negative tendenser, mens positive tanker vil prelle af. Dette dårlige redskab har mennesket selv skabt, og den selvskabte affinitet vil føre det til forældre med legemer af samme dårlige kvalitet, ganske enkelt fordi de er i stand til at tilbyde en fysisk arv, der er i overensstemmelse med den karmiske situation. Frygteligt? Åh ja − ligeså frygteligt som alkoholisme fører til nedbrydning af legemet og hjernen.

Men når der findes retfærdighed og ubrydelige love, findes der også håb. Intet menneske er som et siv, der svajer for vinden. Alle mennesker uden undtagelse er herre over deres egen skæbne, for alle kan erhverve sig indsigt i disse love, der er ens for alle og som aldrig svigter. Hvis man følger de universelle love, vil de blive en støtte og en hjælp i steder for en hård modstander. Mennesket vælger selv, om det vil skabe sig en dårlig skæbne, eller om det vil skabe sig en god. Den gode skæbne vil selvsagt medføre et resultat, der er det modsatte af egoistens. Modstand mod negative tanker, følelser og handlinger, tålmodighed, barmhjertighed og uselviskhed vil medføre, at et menneske fødes med en hjerne, som vil være endnu bedre til at give udtryk for disse egenskaber, mens negative impulser affærdiges. Et menneske med denne natur vil blive ført til et miljø, hvor der er mulighed for at udvikle de gode tendenser, og tiltrukket af forældre, der giver mulighed for at arve det rette fysiske materiale.

Men i begge tilfælde bygges sjælens bolig efter den plan, som arkitekten – sjælen − har lagt, og det er den, der har ansvaret for inkarnationens arbejde.[3]

Reinkarnationslæren forklarer endvidere de markante forskelle, der er på de fleste menneskers interesser, målsætninger og evner. Man kan se et meget energisk og seriøst arbejdende menneske, der er begrænset af et svagt legeme, og hvis reinkarnationslæren opfattes som sandhed, forstår man, at mennesket er hæmmet i dette liv, fordi det har været dovent og forsømt at udnytte sine evner i en foregående inkarnation. Og man kan se et andet menneske, der kæmper for at nå højere åndelige mål i livet, og som kæmper med brændende iver for at fatte de esoteriske begreber − og alligevel lykkes det ikke at tilegne sig filosofiens mest elementære og fundamentale ideer − eller at leve i overensstemmelse med de mest beskedne krav til åndelig livsførelse. Årsagen er gode men forspildte chancer i de seneste liv, hvor de gode muligheder blev ignoreret eller nedvurderet, og derfor har mennesket selv besværliggjort udviklingen og har begrænset sine evner og muligheder.

Der findes en anden faktor, som må opfattes som en uovervindelig vanskelighed for mennesker, som tror på, at det er en personlig gud − et almægtigt forsyn − der skaber menneskesjælene. Er det logisk at forestille sig, at denne guddom er afhængig af sine skabningers seksuelle begær for at kunne udøve sin skabende magt? Hvordan kan man i ramme alvor tro, at Gud skulle være tvunget til at afvente, at menneskenes lidenskaber blusser op og de seksuelle drifter fører til samleje, før Han er i stand til at skabe en sjæl, der kan belive det nye legeme. Det vil jo sige, at Gud må afvente situationer, der i de fleste tilfælde opstår på grund af egoistiske ønsker om selvtilfredsstillelse? Forestillingen om guddommens konstante arbejde med at skabe nye sjæle til de legemer, som mennesker undfanger i én uendelighed, og som er udtryk for menneskenes lyster og luner, virker både naiv og frastødende for mennesker med respekt for deres guddommelige ideal. Men hvis man afviser reinkarnationsteorien, findes der ikke et alternativ til denne forestilling, hvis man tror, at mennesket er en ånd − eller har en ånd, som de fleste foretrækker at sige.

X. Et andet argument, der er henvendt til alle, der tror på menneskets udødelighed, er, at alt, hvad der træder ind i et tidsforløb, også må træde ud af dette tidsforløb. Alt, hvad der har en begyndelse, må også have en slutning. Den indlysende konsekvens af evigt liv efter det fysiske legemes død er et evigt liv før fødslen. Det var grunden til, at Hume[4] udtalte, at metempsykosis er den eneste teori om sjælen, som filosofien burde tage alvorlig − for ”det, der er uforgængeligt, må være uden oprindelse”. Denne holdning, der sædvanligvis afvises af filosofferne, må enten anerkende reinkarnationen eller benægte, at det individuelle liv fortsætter efter døden.

XI. Hvis man går ud fra, at den åndelige intelligens i mennesket er udødelig, må man spørge, om det er i overensstemmelse med sund fornuft at mene, at denne intelligens eksempelvis fødes i et uland, hvor det lever sit fysiske liv og forlader det i døden for aldrig mere at vende tilbage til det fysiske liv for at lære de utallige ting, som den endnu ikke havde mulighed for at lære? Enhver ved, at det er muligt for et mennesket at opnå uendeligt meget mere på alle livets områder end det, et uland er i stand til at give. Hvorfor i alverden skulle denne intelligens dog forlade det fysiske liv for tid og evighed? At sende en så uudviklet intelligens ind i en højere sfære af åndeligt liv ville være det samme som at sende et skolebarn fra første klasse direkte til universitetet. Almindelig sund fornuft ville kræve, at barnet skulle vende tilbage til skolen år efter år efter hvilepauserne i skoleferierne, indtil det havde nået afgangsklassen. Først derefter − når skolen havde lært barnet alt, hvad den formåede – kunne barnet gå videre til universitetets dybere og mere omfattende kundskab − og senere til det rigere liv, som er et resultat af den modne alder.

XII. Konklusionen på analogien må være, at midlertidige og permanente elementer udgør ét liv, der fungerer samtidigt i det samme kredsløb. Bladene på et træ springer ud. De vokser og når deres fulde udvikling og falder af. Mens de lever, tager de næring til sig og forvandler den til stoffer, der er nyttige for træet. Bladene overfører udbyttet af deres livskraft til træet og visner og dør. De samme blade genopstår ikke, men træet fører deres livskraft videre og skaber nye blade næste forår. Bladene svarer til personligheden. Den fødes, lever, samler erfaring, forvandler erfaringerne til evige værdier og overfører dem til sjælen, hvorefter personligheden dør og forsvinder. Men når hvileperioden er forbi, udsender sjælen en ny personlighed for at udføre et lignende arbejde, og sådan opbygges ”menneskets træ” og væksten fremmes. Overalt i naturen kan man iagttage, hvordan det forgængelige beriger det evige, for det forgængelige arbejder for udviklingen af det evige, som det selv kun er et midlertidig udtryk for.

XIII. Tilbagevendende cyklusser i historien tyder på, at et større antal personer inkarneres i grupper. Ved afslutningen af visse tidsperioder − der spænder over 1.500 år − ser man, at bestemte mennesketyper med et bestemt særpræg − som var karakteristisk for begyndelsen af perioden – dukker op igen. Med denne tanke i baghovedet kan man eksempelvis sammenligne den augustinske periode i den romerske historie med dronning Elisabeth I’s tid i den engelske. Man kan sammenligne den erobrende, koloniserende mennesketype, der opbyggede det romerske kejserrige, med den engelske imperialisme og kolonitid. Eller man kan sammenligne de religiøse tankestrømme i det 3. og 4. århundrede efter Kristus med dem, som har været fremherskende i det 18. og 19. århundrede. I den ”nye” interesse for mystik og gnosticisme kan man spore en tilbagevenden af de tankestrømme, der herskede i slutningen af det 4. århundrede. Går man endnu dybere, vil man begynde at forstå, at åndsvidenskabens oplysning om, at gennemsnitsperioden mellem inkarnationerne er 1.500 år, ikke er hverken gætteri eller fantasi.

XIV. Mennesketypers og civilisationers opblomstring og forfald forklares bedst ved reinkarnationshypotesen. Man ser, at nogle civilisationer uddør, til trods for den indsats, der gøres for at forhindre deres forfald. Befolkningen bliver ufrugtbare, og folkemængden reduceres på denne måde gradvis, indtil det kun er et spørgsmål om tid, før mennesketypen helt forsvinder fra den fysiske verden.

Tilhængere af reinkarnationsteorien siger, at ”sjælene forlader civilisationen”. Alt, hvad der kan læres gennem mennesketypens særpræg, er nu lært. De sjæle, som engang besjælede civilisationens børn, er gået til andre civilisationer, og det sker, når der ikke findes flere unge sjæle, som skal lære de menneskelige erfaringers ABC gennem denne civilisation. Set fra årsagernes verden er der derfor ikke længere behov for den, og derfor må den uundgåeligt forsvinde. Man kan se, at når en civilisation har nået sit højdepunkt, går den langsomt men sikkert ned ad bakke, mens en anden samtidig begynder at løfte sig. Når de mere fremskredne sjæle har udnyttet alle civilisationens muligheder, søger de en anden mennesketype med højere muligheder og overlader til mindre fremskredne sjæle at inkarnere i den første type. Efterhånden bliver de sjæle, der inkarnerer i den første type, stadig færre og mindre intelligente, indtil det kritiske stadie nås, og tegnene på undergang viser sig.

_________________________________

[1] Spørgsmålet om atavisme er ikke glemt. Heller ikke spørgsmålet om, hvordan disse uoverensstemmende typer kan fødes i samme familie, hvis sjælene, som åndsvidenskaben siger, føres til passende omgivelser. Men disse punkter vil blive behandlede under kapitlet: ”Indvendinger”. (Atavisme er betegnelsen for en egenskab, der fandtes hos en slægtning flere generationer tilbage, men som nu viser sig igen).

[2] Genealogi er læren om afstamning og slægtskabsforhold.

[3] Det må aldrig glemmes, at fysisk status og rigdom eller fattige og beskedne ydre vilkår ikke er ensbetydende med godt eller dårligt miljø. Og et godt miljø medfører ikke, at der ikke er vanskeligheder i livet, eftersom modstand repræsenterer muligheder for udvikling.

[4] Hume er en anerkendt engelsk filosof.

_________________________________