At begå mord på historien

De hypotetiske kildeopdelingers hypotetiske underkilder, og dette at Bibelen blot er at opfatte som et rent litterært digtværk, modsiges også af:

- At Benjamin-stammen, ben(e) Jamina, er nævnt i de kongelige arkiver fra 1700-tallet f.Kr., udgravet i Mari. - Også Bibelens omtale af et komplet ukendt folk, hittitterne, blev taget som bevis på, at det var opdigtet, indtil udgravninger i Tyrkiet i 1905 blotlagde hittitternes hovedstad i Boghazköy og deres kultur. - Det påstås, at filistrene er omtalt for tidligt i historien, mens flere forhold negligeres: bl.a. inskriptioner i Theben viser dem optræde så tidligt som midt i 1400-tallet f.Kr.

- Gamle semitiske navne var udbredte: Jakob, Josef, Dan findes i Tuthmosis III's Theben-inskriptioner, cirka 1460 f.Kr.; Balaam findes på Deir 'Allah-væggen, og gudsnavnet Jahweh på Mesa-stenen, begge fra cirka 900 f.Kr. Ingen af dem er derfor opdigtet 400 f.Kr.

- Det blev også påstået, at bibelforfatterne havde opfundet en ellers ukendt farao Shishak, indtil egyptologer fandt beviser for eksistensen af Sheshonq I i Theben i Egypten og Megiddo i Israel. - Og Babylons kong Belsazzar, der optræder i Bibelen, afvistes som opspind, men senere fund viser hans historiske eksistens.

- Bibelens omtale af kameler påstås at være et senere træk, skønt fund af kamelknogler i ældre kulturlag, samt kameler afbildet som lastdyr på klippevægge, er ældre (op til 2.300 f.Kr.) end de pgl. bibelperioder.

- Endnu sent i 1990erne ses forskere afvise også Davids eksistens og påstå, at "jøderne opfandt David for at have en imperiebygger ligesom Alexander" (d. 323 f.Kr.): en vildfarelse, da David intet imperium skabte, og fordi et sejrsmonument fra 900-tallet f.Kr. af basalt, inskriberet med "Davids hus" og "Israels konge", er udgravet i 1993 i Nordisrael.

Bibelen definerer sig ikke som en historisk(-kritisk) beretning, men kan dog være en reel kilde. Og grundlæggende har teologiforskning sjældent kunnet analysere arkæologi og historie videre professionelt. Bl.a. holdes der stærkt fast ved, at dobbelte navne og betegnelser - såsom Jahweh/El, Jakob/Israel og dobbeltgengivelse af begivenheder, territorier og lovtekster - skulle bevise, at flere kilder er sat sammen i ét.

Havde Wellhausen og efterfølgerne blot vidst, at dobbeltformer var almindeligt og yndet allerede i Mellemøstens ældre tekster ved navne, omtale af begivenheder og i kvad - som også påvist af strukturalisten Lévi-Strauss. I Babylon og Egypten, og hos hittitterne, optræder guders og kongers navne jævnligt i dobbeltformer.

Adskillige gange angiver Mosebøgerne, at det er Moses selv, der er forfatteren - så hvis der senere kan være ændret eller tilføjet, fratager det ikke nødvendigvis Moses forfatterskabet til de grundliggende tekster. Tekstændringer samt eventuelle udskiftninger af ældre udtryk er af mange forskere blevet bedømt således, at følgelig måtte hele teksten stamme fra de moderniserede udtryks egen, meget senere, tid.

Men f.eks. oplyser Bibelen, at kong Hezekias (700-tallet f.Kr.) og især præsten Ezra (400-tallet f.Kr.) redigerede i Bibelen. I så fald havde teksterne allerede før 700 f.Kr. en etableret eksistens med tradition bag sig.

Rabbinerskrifterne er en absolut forudsætning for at forstå mange - også egyptiske - forhold i Bibelen, men ignoreres ofte i forskningen.

Ydermere har den tyske skoles udløbere - også i angelsaksisk regi og i skandinavisk, f.eks. "Københavnerskolen", der frakender Moses al historicitet - undladt at se den egyptiske faktor blandt de vigtigste elementer til forståelse af mange påståede tekstuoverensstemmelser. Der er skabt et "vidensfilter", som automatisk filtrerer det fra, der ikke passer i herskende teorier; men kritikere vil kalde det mord på historien.

Denne egyptiske faktor er blevet bedre repræsenteret af den mindre ensidige "franske skole", som i højere grad har været influeret af netop egyptologer, især den franske Gaston Maspero. Og den engelske egyptolog K.A. Kitchen påpeger i sin afhandling "Moses - A More Realistic View", i Christianity Today (21, June 1968, s. 8ff), at den stadige strøm af nyt informativt materiale fra arkæologien kræver afstandtagen til den tyske skoles længe fastholdte hypoteser, som han kalder for:

"… den teutoniske myopia (nærsynethed), der under et røgtæppe af metodologi fejler i at se det indlysende …".

Den amerikanske semitolog W.F. Albright påpeger i sin "Archaeology and Christian Humanism" (1965), at den tyske skole i Tyskland i en del år var ret afskåret fra kontakt med Palæstina og nyere ikke-tyske arkæologiske og filologiske data, og mest forskede i teorisystemer:

"… en meget dyb kløft mellem den dominante tyske skole over for en arkæologisk skole især repræsenteret i USA og Israel …".

Da et originalt skriftligt fundament for kendskab til historisk aktivitet før 900-tallet f.Kr. i Israel er nær ukendt, afstedkom det en så hæmningsløs teoretisering som hos den tyske skole, netop i kraft af at dens modeller således ikke er verificerbare; skepticismen blev selv til en "tro".

Der var, og er, mange dygtige forskere bag 'dokumentar'teorien - og de tyske hypoteser medførte det værdifulde, at tekstforskning blev særlig udbredt og opnåede betydelige resultater. Men det er også et faktum: at der indtil nu ikke er fundet den mindste stump konkret og objektivt bevis for rigtigheden af selve 'dokumentar'hypotesen:

Der har aldrig eksisteret, og der er aldrig fundet, noget kildedokument, f.eks. et E-kildemanuskript! I hele Mellemøsten findes intet eksempel på sådan at opsplitte forskellige tidsaldres dokumenter og sammensy dem på tværs, eller direkte at opfinde en forhistorie alene for at være nationalt-religiøst bestyrkende; - hvilket endda er selvmodsigende, da bibelteksterne gang på gang sætter folket og dets ledere i dårligt lys.

Der er ofte udført endda fremragende tekstforskning, men helhedsbilledet tabtes: f.eks. minimalistisk historieskepticisme, der afviser udvandringen fra Egypten, men kan ikke forklare Bibelens hundredvis af egyptiske data.

Og angående historisk plausibilitet i Bibelens ældste dele, Mosebøgerne, har bibelforskning jævnligt set bort fra, at disse tekster kan informere specifikt om personer, tid og sted - dvs. præcis som det kræves til juridisk bevisførelse i retssager - i modsætning til legender og eventyr, hvor disse faktorer er uklare. Forskere, der tidligt var på et bedre spor, afvises stadig med det ikke-argument, at "de er forældede".

Men 'dokumentar'hypotesen er fortsat ren hypotese; den har nu - også efter den er vokset fra sin basisform - i videre forløb præget flere forskergenerationer samt præsteuddannelsen og bibeloversættelser.

Alt dette har hæmmet opklaring af gåderne om Moses og blev da en hovedårsag til hidtidig mangel på konkret resultat; forstærket af at man i skoler blandt nyere historikere anser ideer om fortidens nøglepersoner i civilisationens udvikling for at være føromtalte forældede heltedyrkelse.

Forskningens strid og problemer med Moses og forfatterskabet er da forsøgt løst ved som nævnt simpelthen at afskaffe Moses ved at gøre ham ikke-eksisterende - og dermed til blot en konstrueret mytefigur. Attentatet på Moses - udført af hans samtids egyptiske opposition, og senere i en vis grad af oldtidens bibelredaktører - har her fået sin gentagelse i nutiden!

_________________________________

• Antropologer var blandt de første, der videnskabeligt udvidede vort syn på de gamle bibelteksters indhold, mens teologi- og sprogforskere kom på vildspor ved den stadig ikke-beviste 'dokumentar'teori, der uheldigvis fastsattes inden arkæologi og historie som videnskab var udviklet.
• Specifikke forhold under Egyptens 18. og 19. dynasti, 1550-1200 f.Kr. - der er omtalt i bibeltekster og rabbinerskrifter, men først genkendt af nutidens historiske forskning - viser, at teksterne ikke kan være "fabrikerede".

_________________________________