Gentagelsen på den afgørende dato

Tidspunktet for undfangelsen af Moses de ni måneder inden fødslen i februar 1534 f.Kr, var placeret i året forud, 1535 f.Kr. - i maj.

Det kongelige undfangelsesritual, hvor Moses herved fik "guden som far", har da været udført i forbindelse med Verdens-aksen på himlen. Men om det i egyptisk regi derudover foregik samtidig ved en udvalgt søjle i et tempel, eller en særlig pæl eller mast, er, som tidligere anført, ikke klarlagt. Dog var det forbundet med søjlen/aksen på himlen - og hieros gamos indebar som kultisk akt det kosmiske princip "ægteskabet mellem Sol og Måne" eller "Sol og Måne i ét". Ved undfangelsen var derfor nymåne vigtig, dvs. når Sol og Måne mødes på himlen.

Det tilstræbtes, at akten udførtes på det astrologisk bestemte tidspunkt, hvor Sol og Måne samtidig passerede den stjernedannede Verdens-akse på himlen. Den optimale effekt var da kombination af tid (Solens/Månens passage over Verdens-aksen) og sted (ved dens søjle). Det vil fremgå, at det netop var ved det prioriterede tidspunkt, at Moses' undfangelse foregik, i begyndelsen af maj 1535 f.Kr.

Ifølge alle rabbinertraditioner var Moses født i den månemåned, der var israelitternes adar - nutidig kalenders februar/marts. Da Moses på den afgørende dato for kongebarnsritualet blev modtaget på Nilens bred de tre måneder efter sin fødsel, foregik det dermed ved selve årsdagen for undfangelsen; dagen blev senere som nævnt også brugt som en lovgivningsdato.

I begge tilfælde var disse ritualer præcist arrangeret til at skulle foregå under tilsvarende himmelmæssige forhold, dvs. omkring det tidspunkt - i begyndelsen af maj i både 1535 f.Kr. og 1534 f.Kr. - når Solen passerede Verdens-aksen på himlen.

At Balaam havde rådgivet om at henrette drengebørnene, vil her have beroet på opfattelse af en kommende fare - en bestemt konjunktion, den særlige sammenstilling af planeter på himlen, hvilket i det tilfælde blev opfattet som et særligt stort stjernevarsel.

Da det kan beregnes, som tidligere fremlagt, at en sådan virkelig storkonjunktion fandtes i februar 1537 f.Kr., vil det resultat forklare en rabbinerskrift-oplysning om, at drukningen af drengebørn her udførtes i en periode på op til tre et halvt år. Derved medregnes konjunktionens optakt, hvor den få måneder før var begyndt at samle sig.

Det er ikke tilfældige tal, for flere rabbinerskrifter angiver eksakt 3 år plus 4 måneder. Dette tidsrum har da inkluderet optakten, i 1537 f.Kr., hvor planetkonjunktionen havde sin tætteste formation fra nymåne til næste nymåne i februar-marts: Dette forløb sammen med de 3 år frem til fødslen, plus de 3 måneder efter fødslen frem til ritualet på Nilen, giver præcis rabbinertekstens 3 år og 4 måneder.

Andre rabbinerskrifter angiver kortere tid, 6-7 måneder - hvad der, efter undfangelsen i maj, viser tiden mellem selve proklamationen af graviditeten ”officielt publiceret” ved det egyptiske nytår i juli og frem til selve fødslen - således at ofringerne intensiveredes, da tiden for fødslen nærmede sig. Disse kommentarer angiver også, at forordningen om drab af drengebørn tilbagekaldtes på selve dagen, hvor Moses blev "fundet" på Nilen de 3 måneder efter sin februar-fødsel - altså i maj.

Rabbinerne angiver specifikt, at fødslen skete på en tirsdag (ifølge omregning til jødisk kalender). Af deres eksakte data om Måne-positioner kan beregnes just tirsdag 8. februar 1534 f.Kr.! (se Appendiks 3b).

Verdens-aksen ses hermed tidsmæssigt integreret i Moses-beretningen ved mindst disse tre betydningsfulde lejligheder:

1. Moses blev undfanget "ved Verdens-aksen" primo maj, i 1535 f.Kr.
2. Moses' færd i arken på Nilen foregik tre måneder efter fødslen, dvs. igen ved Verdens-aksen primo maj, i 1534 f.Kr. (se kap. 14).
3. Moses' lovgivning ved en egyptisk farvet festival med Guldkalven på Sinai, cirka 80 år efter fødselsåret, skete ligeledes i forbindelse med Verdens-aksen og primo maj, i 1455 f.Kr. (se Appendiks 3b).

At Moses ifølge rabbinerskrifterne fødtes ved nymåne, havde prestigemæssig betydning ved egyptisk kongefødsel - det var Horusbarnets dag.

Egyptisk afbildning i Theben cirka 1440 f.Kr. af kanaanæeres tribut-aflevering  af bl.a. et barn som pant, slave eller som giverens lokale offer.

Steler i Kartago til minde om barneofringer
til den kanaanæisk-fønikiske gud Molok.
Th. har en offerpræst et offer-barn på armen.

Abraham skal ofre sønnen Isak på alterets ild
- mosaik i Beth Alpha synagogen nær Galilæa, fra cirka 520.

Gamle kilder i brug i rabbi Abrabanels værk "Ma'ajnej haj-jeshu'ah", ‘frelsens kilder', afsluttet 1497; her bogtrykt i Stettin 1760. - Nederst: I tekstens "ma'jan 12, sha'ar 2" (kilde 12, port 2), om bl.a. den store konjunktion på himlen, læses herom fra højre til venstre fra linje 4's midte ned til linje 6 inklusive.

_________________________________

• Ofring af børn for at afværge truende farer, og specielt ofring af drengebørn I OLDTIDEN foranstaltet i stor skala ved kongelig befaling: ligesom ved Moses' fødsel, et tegn på hans kongelige baggrund. Det var rituel tronarvingsbeskyttelse ved hjælp af stedfortrædende kongebarnsoffer. - Astronomiske data om tiden for Moses' fødsel gengivet af rabbi Abrabanel fra ofte nu forsvundne kilder i Orientens jødesamfund - og også kendt i samaritanernes gamle skrifter - passer med rabbinerskrifternes oplysninger om Månens tider i året for Moses' fødsel: både for den første dag i hans fødselsmåned og dagens placering som ugedag. (Jf. appendiks 3b).
• Den rabbinske traditions angivelse af månemåneden sivan (cirka maj måned) som tiden for Moses' færd på Nilen, stemmer overens med astronomisk beregning af, hvornår Solen passerede Verdens-aksen.

_________________________________