Moses var politisk flygtning

De mærkelige anklager mod Moses, som skulle gøre ham "egnet som offer", var forbundet med det historisk velkendte forhold, at i særlige situationer ville kun personer af kongeæt kunne gøre virkelig fyldest som stedfortrædende offer for en konge.

Men Moses undgik at blive ofret, idet han i stedet underkastedes en symbolsk henrettelse, hvor bødlens slag standsedes uden at skade ham fysisk. Men han blev bandlyst og fortabte sine høje poster. Hans officielle identitet som prins, Faraos Datters søn samt tronarving destrueredes grundigt. Desuden skulle det hindre ham i forsøg på tilbagevenden til tronen. Han var nu fredløs.

Rabbinerskrifterne oplyser, at da Moses ankom til Jethro på Sinai, tog folk i disse egne afstand fra Jethro, "… som om han var bandlyst …". Den stærkt magiske bandlysning over Moses har været så frygtet, at lokale folk ikke vovede at komme nær.

Dog flygtede Moses ikke lige med det samme til Jethro på Sinai, men undslap - ifølge rabbinerskrifterne og oldtidsforfatterne - først til Etiopien. Men hans forfølgere har formodet, at han tog direkte til Sinai, og det blev hans held. Noget er muligt i dag at efterforske ud fra en egyptisk inskription på en stele i Serabit el-Khadim ved Sinais dengang eneste tempel, hvor præsten Jethro da har resideret. Teksten oplyser at være skrevet i Hatshepsuts regeringsår 16 - dvs. netop i 1493 f.Kr. hvor Moses' eksil indledtes; og oplyser dertil, at Tuthmosis (III) var rejst herud med et kompagni soldater alene med det formål:

"… at foretage eftersøgning i hemmelighedsfulde dale …".

Denne information gør det yderligere forståeligt, at rabbinerskrifterne omtaler, at "Jethro var bange for at huse Moses" på Sinai.

Med det egyptiske præsteskabs støtte i ryggen og med Moses på flugt har den rivaliserende nye kronprins Tuthmosis III følt sig ovenpå, og på sin nu sikre vej til tronen var dette den første inskription, hvor han turde sætte sit navn ved siden af Hatshepsuts. Her fuldendtes, hvad der startede ved skinhenrettelsen, som således blev selve vendepunktet for Moses og dermed et af de mest afgørende momenter i hans liv.

*

Idet Moses måtte flygte, inden han havde overtaget Egyptens trone, har han ikke efterladt sig så mange iøjnefaldende "officielle" spor. Han har derfor ikke som mange af faraonerne haft samme ofte livslange mulighed for at forherlige sig selv med byggeri og mindesmærker eller billeder og inskriptioner om sit liv som landets hersker.

Da Moses' egyptiske identitet officielt udslettedes, blev han i sit egyptiske hjemland gjort "ikke-eksisterende", hvilket dermed blev endnu en årsag til, at sporene af Moses synes forsvundet i selve Egypten. De spor, der stadig måtte være, er hidtil overset, især da Moses-beretningen hovedsagelig har været anskuet ud fra senere tiders fortolkning af bibelteksterne frem for fra en egyptisk vinkel.

Så længe "den egyptiske faktor" er undervurderet, vil Bibelen af flere forskere betragtes som overvejende upålidelig historisk kilde. Det har bl.a. ført til påstanden om Moses som et kunstprodukt til brug for "en nødvendig opfindelse af en nationalmyte" - på trods af de store mangler allerede i det grundlag påstanden bygger på. Men i arkæologen James K. Hoffmeier's bog "Israel and Egypt" (1997) anføres om Moses' tilstedeværelse i historien, at: fravær af bevis ikke er bevis på fravær.

Dog har ideen om Moses som egypter været berørt af enkelte - endda også at han eventuelt kunne være søn af Faraos Datter. Men nærværende bog inddrager ikke ikke før set, omfattende spektrum af forskningsområder, såvel som deres materiale samordnet i kulturhistorisk perspektiv. De mange specifikke data afslører en hidtil overset større sammenhæng og logisk helhed, der ikke kan bortforklares.

Resultatet er 1) Moses' eksistens i Egypten tidsmæssigt indkredset - og 2) Konkretisering af Moses' baggrund som kongelig født og Egyptens tronarving. Hermed er tilvejebragt en reel åbning til Moses' egyptiske fortid, som ikke kan undværes til nærmere opklaring af attentatet på Moses. - Denne lovende faraoprins, der med sine i oldtiden vidt berømmede store og alsidige talenter kunne være blevet en af Egyptens betydeligste herskere - hvordan kunne alt dette fortabes i en sådan grad, at endog omtale af disse forhold mistedes i det senere bibelske eftermæle?

Om denne dramatisk gribende, men hidtil ukendte del af hans skæbne handler det følgende bind …

Athens grundlægger kong Kekops kom fra Egypten (på Moses' tid ifølge Eusebius) - og lod sin søn Erichtonios foretage kongebarnsritualet i en hellig "cista", en sivflettet ark. Foran ses dens flettede låg, der blev åbnet af en kongedatter. Barnet, der sidder i arken, tog hun op, og en søster hjalp til - præcis som i egyptisk og bibelsk beretning.