Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

DE FORTRÆNGTE OPTEGNELSER
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRÅDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BØGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJØ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

Ikon-De-Fortrængte-Optegnelser-Ove-von-Spaeth-Egyptologi

DE FORTRÆNGTE OPTEGNELSER (59 af 70)


Ove von Spaeth afslører et omvæltende attentat på Moses, og dokumenterer, at hans liv og position var overraskende anderledes end hidtil antaget.

DE FORTRÆNGTE OPTEGNELSER (59 af 70)

Det 'hellige ægteskab'

i kulter og religioner

 

Det hellige ægteskabs fuldbyrdelse, hieros gamos som "det hellige samleje", var en kultisk akt, der tidligere har været af afgørende betydning i historien. Denne baggrund findes, som beskrevet, ligeledes for Moses' oprindelige status i Egypten. Meget er blevet glemt om den kultudøvelse, og der er ikke hidtil fremstillet nogen samlet historisk og videnskabelig redegørelse. (En minimalistisk doktorafhandling fra Schweiz herom i 1930rne var på latin, skønt den praksis var ændret - det var ikke for profane blikke). Men traditionerne kan følges i historien i flere tusinde år.

Blandt det nærmest sammenlignelige, der stadig eksisterer i nutiden, kan nævnes visse discipliner under den specielle yoga-form, Tantra, og i taoistisk former. Oprindelig i flere af disse former har udøvelsen indgået i en særlig indvielsesakt; f.eks. således at ved dette kultiske ritual kunne seksuelle og psykiske energier også afgives som ved at ofre dem, for at det skulle "gavne helheden".

Nogle af disse forhold kan minde om Wilhelm Reich's "orgon"teori og ligner på et større plan en form for udligning af specielle kosmiske energier, opfattet som Sol- og Måne-energier mellem himmel og jord, som ansås for også at være til stede i mennesket. Hellig seksualitet er baseret på ideerne i de oprindelige skabelsesmyter. Disse gennemspilledes som mysteriedrama. Altsammen skulle demonstrere det grundlæggende samspil mellem de universelle maskuline og feminine kræfter.

I sit pionerarbejde inden for psykologien var C.G. Jung optaget af en parallel form af dette fænomen - i sit værk "Psychologie und Alchemie" (Zürich 1944 og 1972, s. 53f og 377); nemlig det "alkymiske bryllup" om alkymiprocessens startfase med prima materia - i traditionen der stammer fra Egypten. Ligeledes i hans værk "Symbole der Wandlung" (I-II, 4. Aufl. 1954), bl.a. i dets kapitel 3 om "Libidoens Forvandling".

Derfor kun som en mindre del af alt dette optræder dét, der i nutidige beskrivelser alt for generelt ses betegnet som "frugtbarheds-kultus" - men den vinkel er blot hvad de pågældende forskere mest har hæftet sig ved.

Ifølge "1. Mosebog" (20,12) fortalte Abraham direkte, at hans hustru Sarah samtidig også var hans halvsøster - en skik der ellers var anvendt hos egyptiske faraoner og deres udvalgte dronninger. Hun havde fået ændret sit navn fra Sarai til Sarah, der betyder 'dronning', 'fyrstinde', efter at hun og Abraham havde opholdt sig i Egypten. Der fremstår det indtryk, at Abraham og Sarah (cirka 1900 f.kr.) havde et lignende "helligt ægteskab" som faraonerne, med praksis kendt fra egyptisk mønster:

- Men en tilsyneladende langvarig sterilitet forhindrede et resultat. Bibelen beretter herom udførligt, hvordan Jahweh (eller mentes der eventuelt Jahwehs "stedfortræder"?) aflagde besøg i deres telt og ved afrejsen lovede Sarah "en søn til den fastsatte tid". Ved Jahwehs indgriben til igangsættelse af svangerskab - den hebraiske originale bibeltekst kan med sandsynlighed bogstaveligt direkte oversættes også som at "Jahweh havde samleje med Sarah" - vil Isak også være blevet født med både "guden som far" og med jordiske forældre i et "helligt ægteskab".

At Abraham dog ikke havde tabt kraften, demonstreres i anden anledning i "1. Mosebog" (24,2-3), hvor Abraham bad sin tjener:

"... lægge hånden under Abrahams lænd og sværge ved Jahweh, himlens og Jordens gud ...".

Dvs. håndspålæggelse ved stedet med de magiske kræfter, idet "lænd" er utallige gange dokumenteret som en omskrivning for manddomstegnet.

I Bibelen fortælles i "Dommerbogen" (13,2-5), at den siden så berømte helt Samson først kunne undfanges af sin indtil da sterile mor (ligesom Sarah) ved gudens mellemkomst. Han blev som voksen "nasirerer", dvs. en guds-udvalgt "hyrde", og blev senere dommer, hvilket under disse omstændigheder og i denne epoke cirka 1100 f.Kr. ofte synes ensbetydende med at være en indviet leder for folket.

Skikke hos guder, kongefamilie og øverste præsteskab har gennem tiderne vist stor tendens til at smitte af nedefter. Således havde der efterhånden udviklet sig en bestemt tradition i Babylon ved siden af - eller ikke usandsynligt som følge af - tempelprostitutionen.

Hvert år ved forårsjævndøgn samledes "debutanterne" ved templet i Babylon, og efterhånden langs vejen dertil helt ud til flere af byens byportbygninger. Den græske historiker Herodot (485-425 f.Kr.), der selv samlede materiale i Grækenland, Lilleasien og Egypten, rejste gennem Lilleasien til Babylon, giver en (evt. andenhånds) beretning om de skikke i Babylon. Hans værk "Historia" (I,199) har denne version:

"...Den grimmeste af babyloniernes skikke er denne: - Enhver indfødt kvinde må én gang i sit liv tage plads i Afrodites tempel og have samleje med en fremmed mand. Mange, der er stolte af deres rigdom og derfor finder det under deres værdighed at mænge sig med andre kvinder, kommer kørende til templet i overdækkede vogne, ledsaget af et talrigt tjenerskab, og holder dér, men de fleste bærer sig anderledes ad. Der sidder til stadighed på Afrodites tempelområde en mængde kvinder, der bærer kranse af snoreværk om hovedet, nye kommer også til, mens flere går gennem skaren af kvinder, dannes der snor­lige passager helt som veje, ad hvilke de fremmede spadserer og træffer deres valg."

"Når en kvinde sætter sig dér, går hun ikke tilbage til sit hjem igen, førend en fremmed mand har kastet en sølvmønt i hendes skød og haft samleje med hende uden for helligdommen. Når han kaster sin mønt, skal han blot sige: 'I gudinden Mylittas navn!'. Mylitta er assyrernes navn for Afrodite. Det er ligegyldigt, om sølvmønten er stor eller lille, hun kan nemlig ikke afvise den; det har hun ikke ret til, for det er hellige penge. Hun følger med den første, der kaster, og vrager ingen."

"Når hun har haft samleje, har hun opfyldt sin pligt for gudinden og kan gå hjem - og derefter vil du ikke kunne få hende, lige meget hvor stor en sum du byder. Alle kvinder, der fra naturens hånd er store og smukke, kan hurtigt gå hjem, men alle de grimme må vente længe uden at kunne opfylde loven - ja, adskillige venter både tre og fire år. Også på Cypern har nogle steder en lignende skik...". (Oversættelse af Leo Hjortsø og Thure Hastrup).

Det vides ikke, om gengivelsen visse steder er overdrevet; dog er det ikke hidtil bemærket, at bibelskrifter synes at bekræfte flere dele:

- I det "apokryfe" (ikke-autoriserede) bibelskrift "Baruchs Bog", der var inkluderet i ældre bibeludgaver, udgør det 6. kapitel profeten Jeremias' (cirka 600 f.Kr.) brev om forholdene i Babylon. Her beskriver han konkret disse kvinder, der sad ved vejen (til templet, til guden Bel) og foretog små røgofre - og var udsmykkede med (ceremonielle) bånd eller snore: Ligesom i Herodots gengivelse, måtte nogle af kvinderne vente længere end andre, hvilket Jeremias beskrev således i brevet i "Baruchs Bog" (6,42-43):

"... Men kvinderne sidder ved vejene, udsmykkede med snore, for at bringe røgofre af klid. Når nogen af dem bliver ført afsides af en af de forbipasserende, og hun har samleje med ham, så håner hun den nærmest siddende (kvinde), fordi denne ikke har nydt samme ære og ikke har fået sin snor revet over ...".

Hvortil Jeremias med sit anderledes religionssyn lader forstå, at disse kaldæere (dvs. babyloniere) bringer vanære over deres gud.

En mere end tusinde år tidligere beretning, cirka 1700 f.Kr., i "1. Mosebog" (38,13-30) har stærke reminiscenser fra disse ritualer:

- Judas' svigerdatter Tamar (dvs. 'palme'), var enke og havde aldrig været besvangret - og på et tidspunkt klædte hun sig ud som tempelskøge og satte sig ved vejen: hvorefter hun blev ført afsides af Juda, der gav hende sin "snor og stav" som pant for betaling.

Hun fødte derefter tvillinger, hvor den ene af dem først stak sin arm ud ved fødslen og blev mærket med en rød snor om håndleddet, men alligevel kom sidst ud. Den omtalte snor havde en særlig betydning, som det ses både i beskrivelsen hos Herodot og Jeremias og også her i "1. Mosebog". Derudover var staven og snoren tegn på høj indvielse, i Egypten og Babylon - selv Jahweh er i Bibelen (f.eks. hos "Jeremias" og i "Johannes' Åbenbaring") udstyret med snor og stav (scepterets forgænger); og Babylons hovedgud Marduk findes afbildet med disse genstande.

I den beretning om Tamar synes i øvrigt indbygget astrologisk symbolik, hvor f.eks. en rød snor har været en metafor for et månebane-knudepunkt, et sted for indtræf af sol- og måneformørkelser. Også ved Joshuas erobring af Jeriko omtales en rød snor, ligesom der ved samme episode indikeres en solformørkelse (jf. bind 3's kap. 17). En rød snor om håndleddet bruges stadig af bibelkyndige jøder ved udøvelse af kabbala. Med staven symboliseres eventuelt også Verdens-aksen ved undfangelse under de nævnte omstændigheder sammen med symbolske hellige genstande an­vendt ved "hellig prostitution".

Ifølge Bibelens "Dommerbogen"s kap. 11 udvalgtes krigeren Jefta, i 1100-tallet f.Kr., til høvding og dommer, så han dermed, ligesom Samson, blev konge-agtig leder for hele Israel - og teksten siger udtrykkeligt, at han er søn af en prostitueret kvinde.

Alligevel siger teksten, at Gilead var far til denne kvindes børn; men det fremgår flere steder i Bibelen, at Gilead er betegnelse for Gad-stammen. Med andre ord kunne det forstås, som om Jefta var "søn af Gad-stammen", dvs. at en eller flere (udvalgte?) mænd fra denne stamme havde været sammen med denne kvinde, der her endda kaldes "Gileads hustru" - hvorved Jefta da synes undfanget ved et hieros gamos-lignende ritual.

Hertil hørte traditionelt, at det særlige barn, der blev resultatet af denne akt, blev opfostret hos andre end sine biologiske forældre, ofte indtil vedkommende kunne overtage lederskabet. En sådan tradition synes bekræftet ved en hidtil uforståelig ordveksling, hvor Jefta sagde til Gileads ældste:

"... I tog mig væk fra min fars(?) hus." - og Gileads ældste svarede: 'Det er netop derfor, vi nu er kommet ... du skal være vort overhoved over alle Gileads indbyggere'...".

At Jefta på denne baggrund besad en kongeagtig status, bestyrkes af, at han nu uden videre kunne lede offertjenesten - som ellers kun højtstående kunne - så direkte, at han som tak for en sejr lod udføre en Molok-agtig menneskeofring ved som brændoffer til Jahweh at give sin egen datter, der som "jomfru" endnu ikke selv havde født børn.

Artikel-De-fortængte-Optegnelser-Ove-von-Spaeth-Egyptologi
Download-fil: DE FORTRÆNGTE OPTEGNELSER - Ove von Spaeth


Artikel-De-fortængte-Optegnelser-Ove-von-Spaeth-Egyptologi
Læsefil med vendbare sider: DE FORTRÆNGTE OPTEGNELSER