Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

DE FORTRÆNGTE OPTEGNELSER
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRÅDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BØGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJØ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

Ikon-De-Fortrængte-Optegnelser-Ove-von-Spaeth-Egyptologi

DE FORTRÆNGTE OPTEGNELSER (68 af 70)


Ove von Spaeth afslører et omvæltende attentat på Moses, og dokumenterer, at hans liv og position var overraskende anderledes end hidtil antaget.

DE FORTRÆNGTE OPTEGNELSER (68 af 70)

SUPPLEMENT:

KILDE- OG HISTORIE-INFO

 

Konkret egyptisk kilde-dokumentation om Moses

 

Mange af forskningens afvisninger af Bibelens ældste dele, dvs. Mosebøgerne, ses forsøgt begrundet med påstande om, at det er en myte eller et senere 'fabrikeret' produkt.

Men dette kan påvises som afgjort forkert - ikke mindst ifølge fremdragelsen af en omfattende og grundig dokumentation med kilder, der er konkrete og direkte.

Mange forskere placerer Moses-tiden for sent i historien, skønt der ikke findes spor efter ham i disse senere perioder. Flere vil igen fastholde Moses som en myte, fordi man ikke mener, at der findes noget spor af ham overhovedet.

Resultatet? Mange forskere har antaget den holdning - ofte frembragt via talrige fortolkninger, at: a) Abraham og Moses er ren fiktion, b) udvandringen fra Egypten har aldrig fundet sted, og c) det meste i Bibelen er skønlitterære national-ideologiske fortællinger i en 'sammensyet' religionsbaggrund, alt digtet af jødiske præster ca. 300 f.Kr.

Men af forskellige årsager overses det ganske, at der findes konkret egyptisk kilde-dokumentation om Moses. I Ove von Spaeths bogserie "Attentatet på Moses" er der foruden disse data fremdraget hundredvis af overleverede kilder, egyptiske, græske, arabiske, indiske etc. præsenteret af arkæologer, historikere, egyptologer, antropologer og utallige videnskabsfolk inden for mange discipliner.

Og hvor de mange udokumenterede påstande om det ældre bibelmateriale som værende ahistorisk endda bygger på talrige 'fortolkninger', kan alle de følgende genuine kilde-dokumentationer om Moses' historiske eksistens her gives direkte - helt uden fortolkninger:

Fra egyptologien:

Blandt de bekræftende arkæologiske fund analyseret ud fra deres historiske, antropologiske, fysiske, kemiske og geografiske betingelser skal nævnes følgende ekstraordinære fund:

1. Et faktum er, at den farao, der nu kendes som Tuthmosis II, findes omtalt i oldtidens jødiske skrifter som "Moses' stedfar" og "faraos datters ægtemage". Dette også ifølge den egyptisk-jødiske forfatter Artapanos, ca. 150 f.Kr., citeret af oldtidens kirkehistoriker Eusebius ("Evangelica Praeparatio", IX, 27, linje 433b-434b), som specifikt oplyser, at denne farao (Tuthmosis II) var det ældste kendte tilfælde med lidelsen elephantiasis.

Farao Tuthmosis II’s mumie blev først fundet i 1881, hvor hans hud stadig viser en udviklet lidelse med elephantiasis-lignende udposninger, det voldsomste tilfælde på nogen kendt kongemumie! Altså tyder disse specifikke data stærkt på ikke være opdigtede, men henviser præcist til den bestemte farao og hans tid, ca. 1500 f.Kr. Dette udpeger tilmed en mere korrekt tid for Moses' eksistens.

Desuden er Artapanos omtalt af kirkefader, Clement af Alexandria, ca. 150-211/216, (Clement: "Stromata" I, 23, 154). Artapanus angiver navnene på de faraoner, der var forbundet med Moses' liv. Disse er klart de regenter, der også findes i de forskellige resumeer af kongelisten gengivet af oldtidens egyptiske historiker Manetho, ca. 280 f.Kr., og stammer fra hans tre bind "Aegyptiaca". Disse faraoner er fra 18. dynasti. Så når Artapanus nævner en regeringstid under Chaneferre, dvs. Khenephres, er dette et af navnene på Farao Tuthmosis II også kaldet Chebron, som er en reference til hans egyptiske fornavn, Aakheperenre (og dermed er det bestemt ikke, hvad nogle forskere foreslår: Sobekhotep IV Chaneferre der regerede ca. 1.700 f.Kr.).

Dertil kommer, at Clement af Alexandria i sin "Pamphilis" (Bog 9, kap. 27, 1-37) præsenterer en detaljeret redegørelse om Moses, placeret i den velkendte 18.-dynastis æra.

2. Kong Ptolemæus II lod fra ca. 280 f.Kr. indsamle gamle tempelbiblioteker og arkiver fra hele Egypten til sit nye store bibliotek i Alexandria - reelt to legendariske samlinger, "Serapeion" ved siden af Serapis-templet og "Mouseion" (latin: Museum) i basen af det kæmpemæssige fyrtårn ved havnen. De skulle rumme "al viden fra den civiliserede verden", og der var opbevaret flere hundrede tusinde bogruller og bøger; han stod bag en intensiv indsats for at oversætte de mange værker til det internationale sprog, græsk. Denne egyptiske konges historiker, præsten Manetho, kunne her gengive ud fra et stort, især egyptisk materiale, at Moses' og israelitternes udvandring fandt sted under den farao Amenophis, vi nu kender som Amenhotep II. Denne farao var Tuthmosis II's barnebarn. Igen, den nævnte tidsramme for Moses passer eksakt.

Dog, nogle forskere hævder, at "man næppe kan stole på Manetho". Men hvordan kan vi da stole på nutidens teologiske forskere og deres håndfaste udsagn om, at "Moses er opfundet af jødiske præster i 300-tallet f.Kr." i Israel eller endda i Babylon, når Manetho på næsten samme tid i Alexandria kan referere i præcise detaljer om Moses fra langt ældre egyptiske optegnelser?

Fra arkæologien:

Skønt Moses og udvandringen fra Egypten bliver af flere skoler vedholdende hævdet at være en myte - er det i åben modstrid med vigtige oldtidsoptegnelser:

3. Af Tell el-Amarna brevene fra faraonerne Amenhotep III og Akhenaton's arkiver (fundet i 1887) fremgår, at de dengang egyptisk dominerede byfyrster og guvernører i Kanaan i en periode på lidt over 20 år forgæves bad Egypten om hjælp mod indtrængende apiru-folk, hebræere: Antallet af år stemmer med Biblens beskrivelse, hvor invasionen angives at vare 21 år.

Og når også det tilhørende sandsynlige tidspunkt for den hebræisk-israelitiske invasion forsøges afvist, kan det nu påvises, at det sker på et aldeles mangelfuldt grundlag:

4. Således ved de arkæologiske udgravninger af den bibelske by Jeriko, hvor bymurenes sammenstyrtning (med tydelige tegn på jordskælv) er blevet afdækket - alt er fuldstændig som i bibelberetningen, der også omtaler Rahabs hus oppe på muren og en nedbrænding af byen, og plyndringen forinden af alle metalgenstande (Joshuas Bog, 6,19 og 6,24). I det pågældende by-lag er der fundet segl med samtidige farao Amenhotep III's indgraverede navne, hvilket bestyrker dateringen hundrede procent. Og arkæologerne fandt virkeligt huse på muren og rester af tilrettelagte bål til byens regulære nedbrænding, samt at præcist kun denne by (by-lag) ud af alle de mange Jeriko'er, der er bygget oven på hinanden, var ribbet for alt metal.

5. I faraonernes omtalte brevarkiv i Tell el-Amarna findes korrespondance med hittiterne, og ved udgravning af hittiternes hovedstad i nuværende Tyrkiet i 1905 blev der fundet tilsvarende, samtidig brevudveksling med Egypten. På begge fundsteder er datatering videnskabeligt fastslået og stemmer indbyrdes overens - og den eksakt samme datering gælder det egyptiske arkivs breve fra Kanaans herskere, som efter Jerikos erobring beder om hjælp på grund af israelitternes angrebstogter og belejring af Jerusalem. Ud fra disse konkrete skriftlige data fra tre geografisk uafhængige steder har forskningen i mere end 100 år kunnet vide, at israelitternes exodus afsluttedes ved Jerikos erobring inden for en bestemt faraos regeringstid, ca. 1400 f.Kr. Men hvorfor fortsætter så mange forskere helt ufunderet med at hævde, at exodus må henvises til endda flere århundreder senere, og da Jeriko på dette sene tidspunkt var en tom ruinby, var der følgelig ingen erobring, og hele exodus må da være en myte?

6. Yderligere har de teologiske forskere endnu ikke taget konsekvensen af, at den israelske arkæolog Gabriel Barkay i 1979 i en grav ved Jerusalem fandt en nøjagtig tekst fra 4. Mosebog skrevet på skriftruller af sølv - de er nu på det nationale Israels Museum. Senere blev flere vers fra Mosesbøgerne tydet. Rullerne er helt fra 600-tallet f.Kr., dvs. længe før jødernes babyloniske eksil og Bibelens påståede sene tilblivelse.

Fra oldtidens forfattere:

Mens der findes mange generelle inskriptioner i sten, er ældre optegnelser på papyrusruller et problem på grund af dette skrivemateriales forgængelighed - kun få manuskripter eller tekstdele på papyrus fra før ca. 1300 f.Kr. er bevaret - men:

7. Idet kong Ptolemæus II for 2.300 år siden beordrede alle gamle bøger og dokumenter fra biblioteker i templerne over hele Egypten indsamlet til sit nye store bibliotek i Alexandria, er det også et faktum, at der ca. 280 f.Kr. stadig eksisterede original egyptisk dokumentation om Moses - hvilket mindre end trehundrede år senere også stod til rådighed for den jødiske filosof i Alexandria, Philo, 20f.Kr.-50e.Kr., som her skrev en Moses-biografi.

8. Den jødisk-romerske historiker Josefus, ca. 35-100 e.Kr., havde næsten samtidigt for 2.000 år siden uvurderlige kilder om jødernes historie, også fordi Jerusalems erobrer Titus Cæsar (Vespasian) gav Josefus skriftruller, der var taget i Jerusalem templet ved dets destruktion 70 e.Kr. Josefus havde intet problem med at anerkende autenticiteten af Manethos tekster, men var meget uenig med Manethos egyptiske syn på Moses som en destruktiv oprører - hos Josefus var Moses en stor helt.

9. I Bibelen bliver Moses omtalt i vendinger som 'Søn af Faraos Datter'. Denne form, hans i virkeligheden kongelige egyptiske titel, korresponderer med, at Manetho både kaldte ham både for Moses og Osarsyph - det sen-egyptiske User-sif - der betyder "Osiris' barn", dvs. Horus, som altid blev identificeret med Egyptens kronprins.

De ptolemæiske konger tillod jøder at slå sig ned i Egypten - og gennem ca. 300 år i den egyptiske by Leontopolis have deres eget tempel, af Jerusalem-model, og egen ypperstepræst. I Alexandria boede de især i en fjerdedel af byen, Delta-kvarteret; - tilsammen en stor gruppe af nye indbyggere (og dertil mange samaritanske emigranter), der kunne stå bag kong Ptolemæus II's sponsering af en oversættelse af den Hebraiske Bibel til det græske internationale sprog - Septuaginta-bibelen.

10. Igen, det var omkring 280 f.Kr., at dette bibeloversættelsesarbejde blev udført i Alexandria, og i denne metropols berømte bibliotek kunne Manetho tilfældigvis endda have arbejdet nærmest side om side med nogle af de 72 oversættende jødiske rabbinere og lærde. Så hvordan kan nogen overhovedet påstå, at Bibelen er et meget sent produkt - og hvordan kan den konkret eksisterende græske bibel (Septuaginta) så være blevet oversat fra den Hebraiske Bibel, når denne ifølge teoretikernes påstande næppe allerede eksisterede.

Fra andre kilder, også romere, kirkefædre - og fra Indien:

Det må nu tages i betragtning, at der stadig findes overraskende mange konkrete tilkendegivelser fra oldtiden angående Moses' eksistens, kongelige status og tilstedeværelse i Egypten.

Kendskabet til Moses som tronarvingen, der skulle have været farao, samt til hans siden så dramatiske skæbne har været vidt udbredt ikke alene hos oldtidens forfattere, men samtidig helt ud til Indien, hvor bl.a. en væsentlig omtale af Moses' forhold i Egypten findes overleveret.

11. Det fremgår af gamle buddhistiske krøniker, at: "Moses var en egyptisk prins, der blev kastet ind i en magtkamp mod sin bror, der selv ville være farao - hvorfor hele begivenheden med Moses som leder af jøderne (israelitterne) ved disses opbrud fra Egypten kun opstod på grund af, at Moses tabte i striden om at blive farao".

- En version af netop denne beretning - til hvilken manuskripterne desuden rummer en vigtig senere beretning om ukendte episoder fra Jesu lange rejser - blev fundet i arkivet i et buddhistisk kloster i Kashmir af en russisk opdagelsesrejsende, Nicolas Notowitch, der fik teksten oversat og derefter udgav den på fransk og engelsk: "La vie inconnue de Jésus Christ" (Oldenburg og New York 1894); den blev genfundet i klostret af den østrigske maler og rejseforfatter, Roerich, i 1925.

12. En græsk historiker i Alexandria, Hekataios af Abdera, fortalte cirka 320 f.Kr. en lignende beretning om, at egypterkongen havde udmanøvreret sin bror, som var den rette til tronen, men som derefter måtte flygte tillige med skarer af tilhængere, heriblandt mange højtstående. Efter at nogle af disse grupper havde udskibet sig fra Pelusium (nuværende Port Said), nåede de Fønikien samt Kreta og Athen-området.

13. Den romerske historiker Diodorus Siculus, ca. 90-30 f.Kr., gengiver også en sådan beretning - og tilføjer om de prominente personer i Egypten, der flygtede til søs, at de "alle kom fra Theben og tilhørte en gruppe, der undslap fra Egypten samtidig med Moses".

14. At Moses' kongelige egyptiske afstamning var hovedårsag til, at han måtte gå i eksil, synes overensstemmende at ligge bag, når kirkehistorikeren Eusebius af Cæsarea cirka 290 e.Kr. i sit værk "Evangelica Præparatio" (9,27) omtaler, at det var "...en større intrige ved hoffet..." med "...forsøg på at dræbe Moses..." samt falske anklager, der førte til hans flugt.

Yderligere fakta:

Det er en uomgængelig kendsgerning, at ingen af de lærde mænd i antikken, ikke engang dem, der var modstandere af Bibelen eller jøderne, har nogen sinde benægtet, at Moses har eksisteret. Benægtelsen fremsat blandt nutidens forskere ville anses for arrogance.

Mange af de akademiske skoler og studerende har efterhånden opfattet deres påstand (angående "Moses-er-en-myte") som at være svarende til selve sandheden - og skønt nogle af påstandens elementer isoleret betragtet måske ikke er urimeligt opstillet, er hele påstanden stadig intet andet end rent hypotetisk og har aldrig nogensinde blevet konkret bevisført!

At Moses, den vigtigste og mest fremtrædende personlighed i det Gamle Testamente og dertil et af de ældste og mest afgørende træk i forbindelse med jødernes selvforståelse, skulle være en aldeles fiktiv figur, måtte i så fald forvandle oprindelsen af selve den mosaiske religion og hele den jødiske ældgamle tradition til et forbløffende mysterium.

15. Når mange forskere hævder, at der ikke findes nogen egyptiske kilder om Moses og den israelitiske udvandring, er vi nødt til at spørge, hvorfor f.eks. den egyptisk-græske historiker Manethos oplysninger fra egyptiske arkivers overensstemmelse - og tillige Rabbinerskrifternes match - med de arkæologiske resultater alligevel er blevet helt ignoreret? På grund af store udvidelser af opdagelser og information i historieforskningen, er de tider for længe siden forbi, hvor man automatisk gentog klicheagtigt, at Manetho var en mere ubestemmelig kilde.

16. Det overses, at de pågældende forskeres påstande også modgås af Bibelens egne oplysninger, eksempelvis at Judæas kong Ezekias lod de bibelske tekster kopiere og redigere ("Ordsprogene", 25,1). Ezekias/Hezekias er ikke nogen "opfindelse", men kendes konkret fra sin inskription i sin tunnel under Jerusalem, fra 700-tallet f.Kr., og fra den babyloniske konge Sennacheribs inskription (på "Sennacheribs prisme"), og desuden passer den datering nøjagtigt med en astronomisk oplysning i det pågældende bibelafsnit om ham. Under alle omstændigheder viser det endda i selve Bibelen, at Moses-teksterne derfor allerede før 700 f.Kr. havde en etableret eksistens med tradition bag sig.

17. I de bibelske tekstdele, der betegnes som Moses' love, ses senere indskud fra andre nærorientalske traditioner med brutale, primitive straffemetoder samt nogle overdimensionerede dyreofringer. Også dette har været taget som bevis på, at Moses og hans egenhændige grundtekst ikke har eksisteret. Men Bibelens senere profeter, f.eks. "Jeremias" (23,36) ca. 600 f.Kr. og senere "Hoseas" (6,6) påpeger og beklager netop sådanne forvrængninger af den oprindelige tekst. Senere omtaler Bibelen åbent, at præsten Ezra (ca. 400-tallet f.Kr.) redigerede i de bibelske tekster - som således netop eksisterede konkret forud herfor.

18. En græsk-jødisk historiker, Eupolemos - der ca. 160 f.Kr. var ambassadør i Rom for sin makkabæiske regering i Israel - kaldte i sit værk, "Om Judæas Konger", Moses for: "... den første vismand ...". Værket findes citeret af flere af antikkens forfattere. Hvis Moses virkelig havde været en myte opfundet og beskrevet af præster kun få generationer før Eupolemos' egen tid, ville denne lærde mand af præstefamilie have kendt til det og kunne ikke have skrevet om Moses i sin historiske beretning.

19. Ifølge Bibelen voksede Moses op ”som en søn” hos Faraos Datter, på hebraisk: bath par’o. Et anerkendt faktum i egyptologien er, at betegnelsen ’Faraos Datter’ (egyptisk: sat nisut) var en titel, der kun blev givet til kronprinsesser og dronninger. Rabbinerskrifterne ”Talmud” (”Meguilla” 13a) og ”Midrash” kalder oftest Faraos Datter for Bithja, ’guds datter’, men også i den betydning var det en titel alene for egyptiske kronprinsesser og dronninger, og de fik den obligatorisk.

20. Syd for Østjordans land, på grænsen til Arabien, findes i bjergørkenen ud for den skjulte by Petra (Kadesh Barnea, hvor Moses og israelitterne synes at have haft beskyttet ophold i længere tid) en flod, der fra ældgamle tider har navnet Wadi Musa, ’Moses-floden’. I den nordligere del af Østjordanlandet, findes det berømte bjerg, hvor Moses døde ifølge Biblen, hvorfor det blev opkaldt efter ham, Nebo-bjerget, dvs. ’profet’ bjerget. Alle referencer bagud i historien har kun dette navn, og begrebet profet kendtes ikke før Moses, der blev forbillede. Forskere, der vil gøre Moses til en myte fra 300-tallet f.Kr., kan ikke forklare, hvorfor jødernes naboer i øst, der ofte var deres fjender, skulle have opfundet de to stedbetegnelser 1.000 år tidligere og givet dem navn efter den største helt i en såkaldt myte hos jøderne?

Meget mere materiale eksisterer

Der eksisterer meget mere bevismateriale end alle disse eksempler - en overvældende bekræftelse for Moses' historiske eksistens netop både fra substantielle egyptiske såvel som jødiske kilder. Når forskningen har problemer med detaljer i Moses-sagen, er løsningen der­for ikke bare at erklære ham for en myte.

Tidligere, f.eks. i Nordeuropa ofte frem til ca. 1985, var mange egyptologer også uddannet i græsk og lige såvel i gamle semitiske sprog (samt kunne sprogmæssigt tilmed drage nytte af både engelske, franske og tyske egyptologiske værker), men i dag er et sådant grundlag desværre mere sjældent, skønt en vigtig del af vores oplysninger om oldtidens Egypten er bevarede på græsk. Ligeledes hos antropologer, i nyere tid er deres viden ofte mere specialiseret på bekostning af deres tidligere force angående at være i stand til at kombinere særdeles mange forhold og emner fra forskellige discipliner.

Vores spændende historie er ikke mindst også et uhyre vigtigt forskningsfelt, og de tider bør nu være forbi, hvor visse forskningsgrene mange gange afskærer sig fra oplysninger, der kunne have ændret og forbedret deres hidtidige billede. Historien er til mere nytte og relevans, jo mere der skabes adgang til informative data - også fra de mange andre tilknyttede felter.

_________________________________

Ove von Spaeth, forfatter, forsker, - En kort oversigt over arkæologiske og tekstlige kilde-spor på Moses - med tekst og data fra forfatterens bogserie: "Attentatet på Moses", - dokumentation offentliggjort via Zenith IC Project - (nov.2007)

_________________________________

Artikel-De-fortængte-Optegnelser-Ove-von-Spaeth-Egyptologi
Download-fil: DE FORTRÆNGTE OPTEGNELSER - Ove von Spaeth


Artikel-De-fortængte-Optegnelser-Ove-von-Spaeth-Egyptologi
Læsefil med vendbare sider: DE FORTRÆNGTE OPTEGNELSER