Prøv nu at tænke på planeten Jorden som en levende organisme. Og prøv at sammenligne denne udvikling med molekylerne, cellerne og organerne i menneskets fysiske krop.

En højt udviklet organisme er kendetegnet ved en høj kompleksitet og en høj grad af organisation og samarbejde. Der er ingen forskel på de enkelte molekyler i menneskets organisme – hvad enten de sidder i øjet eller i knæet. Men i udviklingens løb har de specialiseret sig. De har samlet sig i større og større enheder og specialiseret sig i forskellige funktioner. Nogle fungerer som hjerte. Andre som hjerne. Og tilsammen fungerer de som den helhed, der kaldes menneskets fysiske legeme.

Det samme sker på planetarisk niveau. Menneskeheden er celler, og i udviklingens løb samler mennesker sig i stadig større enheder eller grupper, og specialiserer sig mere og mere. Målet er menneskehedens enhed og samarbejde for et overordnet mål … nemlig planetens.

Denne erkendelse af enhed må mennesket kæmpe sig frem til. Gennem kamp og konkurrence oplever mennesket først dualiteten mellem “Selvet” og “Ikke-selvet” … det oplever adskillelse. I processen udvikles der selvbevidsthed. Men mennesket oplever ikke kun adskilthed, for undervejs opdager det, at det kæmper og konkurrerer bedre i samarbejde med andre. Og i denne proces udvikler mennesket begyndende gruppebevidsthed.

Det er nutidens dilemma. Set fra selvbevidsthedens synsvinkel, er konkurrence sundt og samarbejde sygt. Set fra gruppebevidsthedens synsvinkel er konkurrence sygt og samarbejde sundt.