Analyse går forud for syntese.

Forskellighederne må erfares,

før den bagvedliggende enhed kan erkendes.

Det karakteristiske ved udviklingen af orden og viden ved hjælp af tankesindet er evnen til at skelne forskelligheder, for derefter at udvikle et åbent blik for ligheder. Sådan skelner forstanden genstand efter genstand.

Intellektets udvikling gennem dualiteten mellem “Selvet” og “ikke-selvet” giver anledning til både social og åndelig kamp overalt i verden. Mennesket må have kamp udadtil for at stimulere den indre udvikling i enhver civilisation, hvor intellektet skal udvikles fra sine tidlige stadier. Men det er et forbigående stadie, og det er nødvendigt. Konkurrence på dette stadie er faktisk en del af udviklingen.

De værste kampe, man ser i verden i dag, er …

• Kampen om retten til mad, som kommer til udtryk gennem den frygtelige fattigdom i store dele af verden.
• Den ene nations kamp mod den anden, som ikke kun udtrykkes gennem krige.
• Det ene menneskes kamp mod det andet.

Men alle disse kampe har en hensigt. Dermed menes der ikke, at man skal fryde sig over dem eller være ligeglade med dem. Der menes heller ikke, at man ikke skal forsøge at ændre disse forhold. Det, der menes, er, at mennesket ikke vil være i stand til for alvor at ændre disse forhold, før menneskehedens viden og forståelse når et bestemt niveau. Og denne viden og forståelse når man gennem kamp. Også gennem kampen for at ændre forholdene.

Betyder det, at darwinisterne har ret i, at den indbyrdes kamp er livets mål og mening, og at der ikke er anden styrende faktor end jungleloven – som også kan kaldes “konkurrenceloven”? Eller er der mon en mere guddommelig plan bag denne udvikling?

Ifølge åndsvidenskaben er menneskeheden opdelt i rodracer og underracer. Rodracerne repræsenterer en bestemt plan for det enkelte menneskes udvikling. Der er ikke plads til at gå i detaljer med rodracerne og underracerne i denne artikel, og i denne forbindelse er det tilstrækkeligt at se nærmere på den rodrace, der er under udvikling i Vesten – den 5. rodrace, og den rodrace, som gik forud for den nuværende, nemlig den 4. rodrace. Den 4. rodrace er den atlantiske. Den 5. rodrace kaldes den indoeuropæiske.

Enhver rodrace ledes af en Manu, som er et oplyst væsen, der har opnået et højere udviklingstrin end de høje væsener, der kaldes mestre. Det er Manuens ansvar at udvælge og udvikle nye racer, der kan give udtryk for nye egenskaber.

“Manu” er ikke navnet på en person, men på et embede. Ordet “manu” stammer fra sanskrit, og det betyder “mennesket” eller “tænkeren” … i betydningen “det ideale menneske”. Manuen, som altså står i spidsen for enhver rodrace, er selv prototypen på den race, han hersker over.

Typerne for de i alt syv rodracer udgør en del af planetens plan, og denne plan udarbejdes trin for trin af racernes manuer. Det er de enkelte manuer selv, der planlægger og beslutter, hvordan de vil gennemføre deres arbejde, og de har det fulde ansvar for den metode, de vælger.

På grundlag af den planetariske plan danner Manuen i sin egen tanke planen for den nye mennesketype. Denne nye mennesketype formes herefter gradvis gennem naturlig udvikling. Principielt foregår det på samme måde, som når en hundeopdrætter med kendskab til dyreriget opdrætter en speciel hundetype med særlige karaktertræk.

Manuen skaber efter de samme udviklingslove den fysiske form, som nu skal udvikles. Typen formes altid i de højere planers stof, før de reproduceres i de lavere. Først formes tankens og følelsens egenskaber og derefter det fysiske legeme. Manuen udvælger materialet i overensstemmelse med de specielle egenskaber, der skal udvikles.

Følelser og begær var 4. rodraces karaktertræk. Det var racens opgave at udvikle og forfine begærnaturen, og det medførte, at tanken var underlagt de lavere følelser.

Tiden gik, og 4. rodraces 5. underrace begyndte at udvikle det lavere, konkrete tankesind, og det var på grundlag af denne underrace, at manuen kunne forme den nye mennesketype i den 5. rodrace. Manuens første udvalg var ikke heldigt. Disse mennesketyper viste sig at blive alt for stivsindede og ufleksible. I verdenshistorien finder man dem som hebræerne. Og den tanke, at de er et “udvalgt folk”, har de med stædigt stivsind bevaret lige til nutiden. Alle er en ligeværdig del af helheden. Ingen er særligt udvalgte.

Resultatet af det andet udvalg faldt heldigt ud. Side om side med den 5. underraces udvikling, foregik udviklingen til den 5. rodrace, og for ca. 60.000 år siden var den 5. rodrace en realitet. Den 5. rodrace findes først og fremmest i den vestlige verden.