Anden indvielse

Efter første indvielse står mennesket over for den vanskeligste opgave i det lange evolutionsforløb, for ved anden indvielse er kravet til karakterudviklingen langt større, og det er kun ved at samle alle sine "kræfter", at mennesket vil være i stand til at få sin "kamel gennem nåleøjet".

Første indvielse kræver en rimelig grad af kontrol over driftslivet. Med anden indvielses sociale overbygning repræsenterer denne indvielse en tilsvarende kontrol over følelseslivet – den astrale natur. Med følelseslivet menes der i høj grad de mange astrale strømninger og modsætninger, som mennesket normalt er fuldkommen identificeret med og opslugt af − eksempelvis kærlighed og had, tryghed og utryghed, mod og angst, glæde og depression, jalousi, misundelse, ejendomsret, forfængelighed mm. Det er altsammen følelsesmæssige tilstande, der fylder livet og styrer menneskets reaktioner. Disse følelsestilstande er baseret på en fundamental egoisme og selvoptagethed, og den var nødvendig for at mennesket kunne overleve i de mange tidligere inkarnationer. Desuden har processen medført udvikling af selvbevidsthed, der er en forudsætning for at tage selvstændigt ansvar.

Energimæssigt er det sublimeringen af energierne fra sakralcentret − dvs. de seksuelle energier − til halscentret, der er det næste skabende center, som skal aktiveres. Det betyder ikke, at mennesket holder op med at fungere seksuelt – naturligvis ikke − for hvordan skulle fremskredne sjæle ellers kunne inkarnere? Det primære er, at mennesket får en anden holdning til seksualiteten. Det er nødvendigt at "ophøje" eller "forædle" en del af denne skaberkraft og overføre den fra skabende fysisk virksomhed (skabelse af legemer til inkarnerende sjæle) til skabende mental aktivitet − fra sakralcenter til halscenter.

I Bibelen symboliseres anden indvielse af dåben i Jordanfloden. Jesus nedsænkes i vandet, og symbolsk rejser han sig renset af de "astrale vande". Han opnår herredømme over vandets (følelsernes) natur. "Himlene skilles" og ånden stiger ned over ham som en due, og en stemme lyder: "Du er min Søn, den elskede, i dig har jeg velbehag."[1]

Inden for buddhismen kaldes anden indvielse for Sakradagami – "den, som krydser floden" − dvs. at disciplen symbolsk skal svømme over floden med alle dens lumske strømme og komme sikkert over på den anden side. Vand symboliserer følelser, og det gælder om, at følelserne ikke river mennesket med, så det ikke når den anden bred!

De to første indvielser er primært disciplinære, dvs. at de vedrører kontrollen over menneskets "lavere" natur. Derfor betragter den indre verdensstyrelse de to indvielser som forberedende indvielser. Det er først tredje indvielse, der betragtes som den virkelige begyndelse på det åndelige liv.

__________________________________

[1] Markusevangeliet: 1,11

__________________________________