Ifølge åndsvidenskaben er den sekstakkede stjerne et symbol på den trefoldige eller treenige Gud reflekteret ned i sin egen skabelse. Tallet seks er sjælens tal, for når sjælens overordnede princippet forenes med menneskets fem sanser, opstår der en syntese mellem menneskets højere og lavere bevidst­heds­aspekter. Den sekstakkede stjerne symboliserer derfor fuldbyrdelse, hvor den subjektive sjæl og den objektive personlighed (legemernes stof) forenes. Det sker, når den alkymistiske proces er gennemført, for det tilsyneladende umulige er gjort muligt: Elementerne (og symbolerne) for ild og vand forenes. Formålet med livets bevægelse ned i stoffet og dets tilbagevenden til det åndelige udgangspunkt er at skabe syntese mellem sjæl og personlighed − ånd og stof. Stoffet skal åndeliggøres, og ånden skal stofliggøres. Denne hensigt symboliseres med kombinationen af den opadvendte og den nedadvendte trekant, der forenes i den sekstakkede stjerne.

Den opadvendte trekant er i nogle sammenhænge hvid, mens den nedadvendte er sort. Det er almindeligt at fortolke denne kombination som aktion og reaktion. Den opadvendte hvide trekant symboliserer Gud eller ånd. Ifølge åndsvidenskaben er ånden eller den ene Gud treenig, tredelt eller trefoldig. Forklaringen er, at Det Ene Livsvæsen før manifestationen rummer tre grundlæggende kræfter eller kvaliteter, der kaldes liv/kraft (1. aspekt), kærlighed-visdom (2. aspekt) og intelligent aktivitet (3. aspekt). Disse grundlæggende og umanifesterede kræfter blev i Indien symbolsk personificeret gennem en såkaldt trimurti − Shiva, Vishnu og Brahma. I det gamle Egypten havde man adskillige triader som f.eks. Ra, Shu og Tefnut, Osiris, Isis og Horus, Amon, Mut og Khonsu etc. Senere møder man samme ide i kristendommens treenige Gud − Fader, Søn og Helligånd. Egypterne sagde, at ”Gud er tre i én og én i tre”, for selvom det er muligt at tredele de guddommelige kræfter, udgør de dog en uadskillelig enhed.