Den sekstakkede stjerne er et symbol på, at enheden består af Skaberen og det skabte og forbindelsen mellem dem – makrokosmos og mikrokosmos og forbindelsen mellem det højere og det lavere − Gud og menneske og forbindelsen mellem dem − den opadvendte trekant og den nedadvendte trekant og forbindelsen mellem dem, der nu er forenet i den oprindelige enhed.

Den nedadvendte trekant i den sekstakkede stjerne er i nogle sammenhænge farvet sort for at illustrere, at Guds lys er blevet til mørkt stof. Den ubegrænsede Gud har begrænset en del af sig selv ved at manifestere sig i mere begrænsede former på lavere eksistensniveauer. Men lys og mørke er hinandens forudsætning. Uden mørke er der intet lys. Lys og mørke udgør derfor en helhed – de er ét. De udgør en uadskillelig helhed, men de kristne forestiller sig, at lys og mørke er adskilt. Himlen og Jorden – Gud og Satan – Helgen og Synder etc. er adskilte. Men ifølge de gamle kulturer og nutidens åndsvidenskab er lys og mørke − ondt og godt − hinandens forudsætning, og dybest set er de ét. Der findes intet lys uden mørke og intet mørke uden lys. Der er ikke et foroven uden et forneden. Der er ikke et indre uden et ydre − etc. Den overordnede enhed manifesterer sig derfor i dualitet og danner dermed en trefoldighed, triade eller treenighed. Skabelsen består af både lys og mørke som polariseringer ... samt syntesen af lys og mørke. En magnet viser samme princip, for spændingsfeltet mellem pluspolen og minuspolen danner et tredje aspekt – magnetisme − som er syntesen af de to poler. Og det samme gælder elektricitet.