Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

USYNLIGE HJÆLPERE
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRÅDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BØGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJØ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

Ikon-USYNLIGE-HJÆLPERE-Leadbeater-Åndsvidenskab

USYNLIGE HJÆLPERE (2 af 17)


En skildring af det imponerende hjælpearbejde, der udføres af væsener fra astralverdenen. Det kan være afdøde mennesker, der trøster de efterladte, men ofte er det fysisk inkarnerede mennesker.

USYNLIGE HJÆLPERE (2 af 17)

2. KAPITEL

 

Nogle tilfælde fra nutiden

 

Selv i dag − hvor skepticismen hersker, hvor civilisationen skaber kaos og uro, hvor naturvidenskaben bygger på dogmatisme og hvor religionen er præget af protestantismes dræbende kedsommelighed − kan enhver, der bare er en smule opmærksom, finde eksempler på en indgriben, der ikke kan forklares på grundlag af det materialistiske verdensbillede. For at bevise dette skal der her præsenteres nogle tilfælde, der stammer fra antologier[1] af beretninger om indgriben, og de bliver suppleret af andre hændelser, som forfatteren personligt har kendskab til. Det er interessant at bemærke, at i forbindelse med de nyere tilfælde af indgriben drejede de sig næsten altid om at hjælpe eller redde børn.

En interessant hændelse, der fandt sted i London, drejede sig om at frelse et barns liv under en voldsom ildebrand, der lagde to af gadens huse i ruiner. Inden ilden blev opdaget, havde den fået så godt fat, at brandmændene ikke var i stand til at redde husene, men det lykkedes at få alle beboerne ud med undtagelse af to − en ældre kvinde, der blev kvalt af røgen, før man nåede frem til hende, og et barn på fem år, der blev glemt i forvirringen.

Barnets moder var veninde eller slægtning til værtinden i huset, og denne nat havde hun bedt værtinden om at passe barnet, fordi hun selv var nødt til at tage på en forretningsrejse. Først da alle beboere var blevet reddet, og hele huset var omspændt af flammer, kom den rædselsslagne værtinde i tanker om det barn, hun havde lovet at passe på. Det var tilsyneladende håbløst at forsøge at nå op til det loftværelse, hvor barnet var blevet lagt i seng. Men en af brandmændene besluttede sig heltemodigt til at gøre et forsøg. Han fik en detaljeret beskrivelse af, hvor værelset lå, og derefter løb han ind i det brændende og røgfyldte hus.

Han fandt barnet − en lille dreng − og fik ham ud af huset i god behold, men da han kom tilbage til sine kolleger, kunne han fortælle om en meget mystisk oplevelse. Han fortalte, at da han nåede frem til loftværelset, stod hele rummet i flammer − og det meste af gulvet var allerede styrtet ned. Ilden havde ædt sig igennem værelset på en unaturlig og uforklarlig måde, som han aldrig tidligere havde set i den tid, han havde været brandmand. Ilden var nemlig gået helt uden om det hjørne, hvor barnet lå, til trods for at de bjælker, der bar den del af gulvet, hvor sengen stod, var halvt fortæret af flammerne.

Barnet var naturligvis meget forskrækket, men brandmanden påstod igen og igen med bestemthed, at da han med stor fare for sit eget liv nærmede sig barnet, havde set en skikkelse, der lignede en engel”noget strålende hvidt og sølvskinnende” − som han udtrykte det, ”der bøjede sig ned over sengen og glattede på tæppet”. Han understregede, at der umuligt kunne være tale om en fejltagelse, for skikkelsen var synlig i skæret fra ilden i et stykke tid og var først forsvundet, da han var nogle få meter fra den.

I forbindelse med denne hændelse skete der noget andet interessant, for samme nat kunne barnets moder − der befandt sig i Colchester − ikke falde i søvn. Hun var konstant plaget af en stærk følelse af, at der var noget helt galt med hendes barn. Til sidst havde denne fornemmelse fået hende til at stå op og bede til Gud om, at drengen måtte blive beskyttet mod den fare, som hun instinktivt følte truede ham. Den indgriben, der fandt sted, vil en kristen kalde for Guds svar på en bøn. En esoteriker ville give udtryk for den samme tanke i en mere åndsvidenskabelig terminologi. Den ægte og inderlige kærlighed, der strømmede fra moderen til barnet, havde skabt et kraftfelt, som en af de usynlige hjælpere kunne bruge til at frelse barnet fra en frygtelig død.

Ved bredden af Themsen opstod der ligeledes en mærkværdig situation, hvor børn blev beskyttet på en uforklarlig måde. Denne gang stammede faren ikke fra ild men fra vand. Tre små børn var af deres barnepige blevet taget med på en tur på stien langs bredden. Da børnene kom farende rundt om hjørnet i et skarpt sving på stien, var de tæt på at støde sammen med en hest, der trak en pram. I forvirringen kom to af børnene på den forkerte side af bugsertrossen og blev slynget i vandet.

Pramdrageren, der så ulykken, sprang frem i et forsøg på at redde børnene. Han sagde, at han lagde mærke til, at de flød højt i vandet ”på en helt unaturlig måde” − og langsomt begyndte de på mystisk vis at nærmede sig bredden. Det var det eneste han og barnepigen så, men begge børnene påstod bagefter, at der havde stået ”en smuk dame − helt hvid og skinnende” − ved siden af dem i vandet. Og hun holdt dem oppe og førte dem ind til bredden. Denne historie blev bekræftet af pramdragerens lille datter, der løb op fra kahytten, da hun hørte barnepigens skrig. Hun fortalte nemlig, at hun også havde set en smuk dame, der bar de to børn ind til bredden.

Detaljerne i disse hændelser er for mangelfulde til at præcist at fastslå hvilken kategori af hjælpere, denne ”engel” tilhørte. Men hvis emnet vurderes fra livets indre planer − ikke fra de nødstedtes synspunkt men fra hjælpernes – tyder meget på, at ”engelen” i disse tilfælde har været et højere udviklet menneske, der fungerede i sit astrallegeme.

En præst ved navn John Mason Neale fortalte om et tilfælde, hvor det er nemmere at fastslå, hvem hjælperen var. Præsten fortalte, at en mand − der for nylig havde mistet sin kone − sammen med sine små børn var taget ud på landet for sammen med sine mindreårige børn at besøge en ven. Vennen boede på en gammel herregård, og i kælderen var der lange mørke gange, hvor børnene morede sig med at løbe rundt og lege. På et tidspunkt kom de imidlertid op fra kælderen. Med alvorlige miner fortalte to af børnene, at da de kom løbende hen ad en af gangene, var deres moder pludselig kommet dem i møde. Hun formanede dem til at gå tilbage, hvorefter hun forsvandt. En nærmere undersøgelse af gangen afslørede, at hvis børnene var løbet nogle få skridt videre, ville de være styrtet ned i en dyb uoverdækket brønd. Det var på denne måde moderens tilsynekomst, der havde reddet dem fra den muligvis visse død.

I dette tilfælde er der ingen grund til at tvivle på, at det faktisk var moderen selv, der stadig passede kærligt på sine børn fra astralplanet. I dette som i mange andre tilfælde var det moderens brændende ønske om at advare sine børn mod en fare, som de − uden at vide det − var ved at styrte sig i, der gav hende kraften til at et kort øjeblik at gøre sig synlig og hørlig for dem − eller måske bare at give dem en forestilling om, at de så og hørte hende. Hjælperen kan have været en anden, der påtog sig moderens skikkelse for ikke at skræmme børnene, men det mest nærliggende er, at det var moderen selv, der greb ind, for hendes kærlighed til børnene er uforandret, selvom hun er gået gennem dødens port.

Denne moderkærlighed − som hører til de helligste og mest uselviske af alle menneskelige følelser − er også en af de mest vedholdende på de indre planer. Den moder, der befinder sig på astralplanets lavere trin − og derfor stadig er i kontakt med Jorden − bevarer ikke alene sin interesse og omsorg for sine børn, så længe hun kan se dem. Selv efter at hun er trådt ind på mentalplanet, er hendes børn stadigvæk de vigtigste for hende. Den kærlighed, hun lader strømme ud over de tankebilleder, hun danner af dem, er en kraftfuld manifestation af åndelig kraft, der strømmer ned over børnene i den lavere verden. Denne kærlighed omslutter dem med levende centre af positiv energi, der sagtens kan kaldes ægte skytsengle.

En lille datter af en engelsk biskop var ude at gå en tur i byen med sin moder. Barnet løb pludselig over gaden uden at se sig for. Her blev hun ramt af en hestevogn, trukket at to heste, der kom i fuld fart omkring hjørnet. Da moderen så hende ligge mellem benene på hestene, var hun overbevist om, at pigen var blevet hårdt kvæstet. Men barnet sprang frisk og glad op og sagde: ”Se mor, jeg er slet ikke kommet til skade − for der var noget, der var klædt helt i hvidt, og som fik hestene til at lade være med at træde på mig, og som sagde til mig, at jeg ikke skulle være bange.”

Et tilfælde, der udspillede sig i Buckinghamshire, er ret specielt, fordi hjælperen i situationen holdt sig i fysisk manifestation i temmelig lang tid. De eksempler på indgriben, der allerede er omtalt, varede et kort øjeblik, men i dette tilfælde drejer det sig om et fænomen, som ser ud til at have varet mere end en halv time.

En landmand havde overladt sine mindre børn til sig selv, mens han selv, moderen og alle på gården var på høstarbejde. To af børnene besluttede at gå en tur i skoven, og her kom de efterhånden længere og længere væk fra hjemmet − og til sidst for de vild. Da det blev tusmørke vendte de trætte forældre tilbage, og her opdagede de, at børnene var væk. Efter at have forhørt sig hos naboerne sendte faderen gårdens folk ud i forskellige retninger for at lede efter børnene.

Deres anstrengelser gav imidlertid intet resultat. Ingen svarede på deres kalden. De samledes igen på gårdspladsen, og pludselig så de et mystisk lys, der langsomt gled hen over markerne i retning af vejen. De beskrev det som en kugleformet masse af varmt, gyldent lys − helt anderledes end almindeligt elektrisk lys. Og da det kom nærmere, fik de øje på de to savnede børn, der gik roligt midt i lyset. Faderen og nogle af de andre løb straks i retning af lyset, og synet af lyset holdt sig, indtil de var kommet helt hen til det. Men i samme øjeblik, de greb fat i børnene, forsvandt lyset, og de stod tilbage i mørket.

Børnene fortalte, at da det blev mørkt, løb de grædende omkring i skoven − men til sidst lagde de sig til at sove under et træ. De fortalte, at de var blevet vækket af en smuk dame med en lygte, og hun havde taget dem ved hånden og ført dem hjem. Når de spurgte hende om noget, smilede hun bare til dem uden at svare. Hun havde overhovedet ikke sagt et eneste ord.

Begge børn holdt stædigt fast ved denne mærkelige forklaring, og det var ikke muligt at rokke ved deres overbevisning. Det er imidlertid tankevækkende, at selvom alle tilstedeværende havde set lyset og det skær, det havde kastet på træer og hække – på samme måde som hvis det havde været et almindeligt lys − havde kvindens skikkelse ikke været synlig for andre end børnene.

_________________________________

[1] Antologi (græsk) er en samling af udvalgte digte eller litteraturprøver på én eller flere forfatteres arbejde.

_________________________________

Artikel-USYNLIGE-HJÆLPERE-Leadbeater-Åndsvidenskab
Download-fil: USYNLIGE HJÆLPERE - C.W. Leadbeater


Artikel-USYNLIGE-HJÆLPERE-Leadbeater-Åndsvidenskab
Læsefil med vendbare sider: USYNLIGE HJÆLPERE