11. KAPITEL

Skibbrud og katastrofer

Nogle gange er det muligt for de usynlige hjælpere at afværge truende katastrofer i en helt anden størrelsesorden. Når en skibskaptajn uden at vide det er kommet langt ud af kurs – eksempelvis på grund af en ukendt havstrøm eller en fejlagtigt beregning af kursen − og derfor styrer mod en potentiel katastrofe, har det i flere tilfælde været muligt at afværge et forlis ved gentagne gange at indprente en fornemmelse i kaptajnens bevidsthed af, at noget er helt galt. Og selvom denne fornemmelse som regel kun trænger ind i kaptajnens hjerne som en slags uklar foruroligende situationsfornemmelse, er det næsten sikkert, at den igen og igen vil fange hans den opmærksomhed og få ham til at tage de nødvendige handlinger.

I et tilfælde, hvor en kaptajn havde ført sit skib meget nærmere ind mod land, end han vidste, følte han pludselig et kraftigt incitament til at lodde dybden. Selvom han i nogen tid forsøgte at afvise denne indre tilskyndelse, som han betragtede som usaglig og unødvendig, gav han til sidst − noget tøvende − ordre til det. Resultatet chokerede ham, og han gav ordre til omgående at ændre kursen væk fra kysten. Først da det blev lyst næste morgen, gik det op for ham, hvor tæt han havde været på et forlis.

Katastrofer er imidlertid ofte et udtryk for en karmisk virkning, og når det er tilfældet, kan de ikke afværges. Men det vil være forkert at tro, at der ikke kan og skal ydes hjælp i disse situationer. De involverede mennesker er muligvis bestemt til at omkomme, og de kan derfor ikke reddes fra døden, men i mange tilfælde er det muligt i et vist omfang at forberede dem på den forestående død. Og de kan i høj grad hjælpes på den anden side af døden, når katastrofen er overstået. Det forholder sig faktisk sådan, at når som helst og hvor som helst der indtræffer en katastrofe af en eller anden art, ydes der også ekstraordinær hjælp.

Her skal der berettes om to tilfælde, hvor den omtalte hjælp blev ydet. Det ene tilfælde drejer sig om skibet ”The Drummond Castle”, der engang forliste ud for Cape Ushant, og det andet stammer fra dengang byen St. Louis i USA blev hærget af en voldsom tornado. Ved begge lejligheder blev der givet nogle få minutters varsel, og de usynlige hjælperne gjorde deres bedste for at berolige dem, der ville blive ramt af ulykken. De forsøgte at give dem mod, sådan at chokket − når det om lidt ramte dem − ville blive dæmpet i forhold til det chok, der ellers ville være resultatet af katastrofen. I begge disse tilfælde blev hovedparten af hjælpearbejdet med ofrene naturligvis udført på astralplanet, efter at de omkomne havde forladt deres fysiske legemer. Dette forhold beskrives senere.

Når en katastrofe nærmer sig, er det sørgeligt at iagttage, hvor ofte de usynlige hjælperne bliver hindret i deres indsats af den vilde panik, der opstår − eller nogle gange, hvad der er endnu værre, af et vanvittigt drikkeri blandt dem, de fortvivlet forsøger på at hjælpe. Mange skibe er gået ned, mens næsten samtlige ombordværende var fra vid og sans af druk, og derfor de ude af stand til at modtage den hjælpen − enten før døden eller i lang tid efter.

Hvis man nogen sinde kommer i en livstruende situation, som ikke kan afværges, er det vigtigt at forsøge at huske, at der altid er hjælp i nærheden, og at det er den enkeltes reaktion på faren, der gør de usynlige hjælperes arbejde let eller vanskeligt. Hvis et menneske er i stand til roligt og modigt at se faren i øjnene i erkendelse af, at absolut intet er i stand til at skade det virkelige menneske – sjælen − vil det være åbent for hjælpernes vejledning. Og evnen til at modtage denne hjælp er vigtig, uanset om det drejer sig om en redning fra døden, eller om det − hvis dette er umuligt − drejer sig om at føre offeret sikkert igennem døden.

Der er ofte blevet ydet denne form for hjælp − både ved ulykker, der har ramt enkeltpersoner, og ved mere omfattende katastrofer. Som eksempel er det tilstrækkeligt at omtale et enkelt tilfælde. Under en orkanagtig storm, der anrettede store ødelæggelser på land, kæntrede en fiskerbåd langt ude på havet. De eneste ombordværende var en ældre fisker og en skibsdreng. Det lykkedes den ældre fisker at klamre sig til den kæntrede båd i nogle få minutter. Der var ingen fysisk hjælp i nærheden, og selvom det havde været tilfældet, ville det have været umuligt at yde hjælp i den voldsomme storm. Fiskeren var derfor godt klar over, at der ikke var noget håb om redning, og at det kun var et spørgsmål om tid, før han ville dø. Han var rædselsslagen ved udsigten til at dø, og det, der især gjorde indtryk på ham, var den ubeskrivelige ensomhed derude på det enorme hav. Desuden var han meget ulykkelig ved tanken om sin kone og sin øvrige familie og de vanskeligheder, de ville komme i på grund af hans pludselige død.

En usynlig hjælper, der var blevet tiltrukket af situationen, forsøgte at trøste ham, men da hans tanker og følelser var voldsomt oprørte, var han uimodtageligt for indtryk. Derfor besluttede hun, at hun bedre kunne hjælpe ham ved at vise sig for ham. Da hun senere fortalte om hændelsen, sagde hun, at det havde været skønt og smukt at se den forandring, der kom over fiskerens ansigt ved synet af hende. Da han så den lysende skikkelse, der manifesteredes ved siden af ham, kunne han ikke tro andet, end at det var en engel, der var blevet sendt for at trøste ham i nøden. Han fik derfor en følelse af, at han ikke alene selv ville blive ført gennem dødens port i god behold, men at der også ville blive sørget for hans familie. Da døden nogle få minutter efter indtrådte, befandt han sig derfor i en sindsstemning, der var vidt forskellig fra den desperation og tvivl, der havde overvældet ham et øjeblik tidligere. Da han kom til bevidsthed på astralplanet og stadig så ”engelen” ved siden af sig, følte han sig selvfølgelig tryg ved hende, og han var villig til at følge de råd, hun gav ham om den nye tilværelse i efterlivet.

Et stykke tid senere udførte den samme hjælper et andet tilsvarende arbejde, og hun senere gav hun følgende beretning:

”En færge forliste under en cyklon. Jeg gik ned i kahytten, hvor en halv snes kvinder var blevet spærret inde, og i fortvivlelse jamrede, hulkende og sukkede de af skræk og rædsel. Skibet ville gå under! Ingen hjælp var mulig. Men at forlade den fysiske verden i denne tilstand af panisk rædsel resulterer i den værst tænkelige ankomst i den astrale næste. Jeg materialiserede mig derfor for at berolige dem, og de ulykkelige kvinder troede naturligvis, at jeg var en engel. De faldt på knæ og bønfaldt mig om at frelse dem − og en desperat mor lagde sit lille barn i armene på mig og bønfaldt mig om at redde det. Mens vi talte sammen, blev de mere rolige og ligevægtige. Det lille barn faldt i søvn, og efterhånden fik jeg alle til at sove. Jeg fyldte deres sind med tanker om de højere verdener for at forhindre, at de vågnede, da skibet til sidst gik ned. Jeg fulgte med for at sikre mig, at alle sov i de sidste øjeblikke, og de rørte sig ikke, da deres søvn gled over i døden.”

Hjælpen til disse kvinder gav dem ikke alene den store fordel, at det kunne møde døden på en rolig og afklaret måde. Den største fordel var uden tvivl, at de blev modtaget på den anden side af en, som de allerede havde stor tillid til – en hjælper, der havde et indgående kendskab til den astrale verden. Hun kunne ikke alene fortælle dem, at de nu var i sikkerhed, men hun kunne desuden give dem gode råd om, hvordan de skulle tilrettelægge deres liv under helt anderledes omstændigheder.

Og hermed tages der hul på et af de største og vigtigste aspekter af de usynlige hjælperes arbejde − nemlig den vejledning og hjælp, som de kan give de døde.