13. KAPITEL

Andre forgreninger af arbejdet

Efter denne præsentation af hjælpernes uhyre vigtige arbejde blandt de fysisk døde, skal der igen fokuseres på hjælpernes arbejde blandt de fysisk levende. I korthed skal der nævnes en forgrening af hjælpearbejdet, der er så vigtig, at denne gennemgang af de usynlige hjælperes opgaver og metoder ville være mangelfuld, uden den. Der tænkes her på den meget store indsats, der gøres ved hjælp af suggererende påvirkning − det vil sige ved simpelthen at overføre positive tanker til bevidstheden hos dem, der er parat til at tage imod dem.

Det er vigtigt, at man ikke misforstår, hvad der menes med suggererende påvirkning. Metoden udføres meget nemt af en hjælper − oven i købet i en sådan grad, at uden praktisk indsigt af emnet, vil man ikke være i stand til at fatte det. Hjælperen kan nemt beherske ethvert gennemsnitsmenneskes bevidsthed og få det til at tænke, nøjagtig som hjælperen ønske det, uden at vedkommende ville få den mindste mistanke om, at tankerne kommer udefra. Men uanset hvor positivt resultatet ville være, ville metoden være helt uacceptabel. Alt, hvad en hjælper bør gøre, er at overføre tanken til det pågældende menneskes bevidsthed som en af de hundreder af andre tanker, der konstant strømmer igennem dette menneskes hjerne. Det afhænger derfor fuldstændigt af mennesket selv, om det er parat til at opfange tanken, identificere sig med den og handle efter den eller ej. Det er indlysende, at hvis det ikke foregik på denne måde, ville det positive karmiske resultat af handlingen alene gavne hjælperen, for den, der modtog hjælpen, ville blot være et redskab, og ikke den, der tog beslutningen og derefter selv handlede.

Den hjælp, der ydes med denne metode, er meget forskellig. Man tænker straks på den trøst, der gives lidende eller sørgende mennesker, og på indsatsen for at vejlede mennesker, der oprigtigt søger sandheden. Når et menneske tænker meget alvorligt over et eller andet åndeligt eller metafysisk problem, er det ofte muligt at give løsningen på det, uden at vedkommende aner, hvor den kommer udefra.

En aspirant kan ofte bruges som redskab i tilfælde, der faktisk kun kan betegnes som svar på en bøn. For selvom det er sandt, at ethvert oprigtigt åndeligt ønske, der siges i en bøn, i sig selv er en kraft, der spontant skaber bestemte virkninger, er det også sandt, at en ægte åndelig anstrengelse er en mulighed for det godes kræfter til at gøre deres indflydelse gældende, og de er altid parate til at udnytte den. Af og til får en villig hjælper desuden det privilegium at fungere som kanal for de gode kræfter. Det, der her er sagt om bønnens kraft, gælder i endnu højere grad i meditation for de mennesker, der er i stand til at benytte denne mere avancerede metode.

Udover disse mere almindelige måder at hjælpe på er der også særlige teknikker, som kun står til rådighed for de få. Det sker ofte, at aspiranter, der har de nødvendige forudsætninger, bliver anvendt til at inspirere forfattere, digtere, kunstnere og musikere med sande og smukke tanker, men det siger sig selv, at det ikke er enhver hjælper, der kan benyttes på det område.

Somme tider er det muligt at advare mennesker om, at en eller anden kurs, de er slået ind på, indebærer en fare for deres moralske udvikling. Hjælperne forsøger at fjerne negative indflydelser omkring et menneske eller et sted − eller endog modvirke sorte magikeres angreb. Det er sjældent, at der kan gives direkte undervisning i naturens store sandheder til mennesker, som ikke studerer åndsvidenskab. Men af og til kan undervisere og ledere påvirkes af mere vidtrækkende tanker eller et mere fordomsfrit syn på et eller andet spørgsmål, end de ellers ville give udtryk for.

Efterhånden som den åndsvidenskabeligt studerende gør fremskridt på den åndelige udviklingsvej, øges hjælperens nytteværdi. I stedet for at hjælpe enkeltpersoner bliver hjælperen undervist i, hvordan man arbejder med grupper, nationer og racer. Samtidig betror man hjælperen stadig større og mere betydningsfulde opgaver af den slags, som mestrene selv udfører. Efterhånden som de nødvendige evner og større viden tilegnes, begynder hjælperen at håndtere de større kræfter, akasha og astrallyset, samt at udnytte alle fordelagtige cykliske indflydelser bedst muligt. Hjælperen sættes i kontakt med de store Nirmanakayaer[1], der af og til symbolsk kaldes ”stenene i beskyttelsesmuren”. Hjælperen bliver – i begyndelsen naturligvis kun i et meget beskedent omfang − en af dem, som formidler Nirmanakayaernes barmhjertighedsgerninger, og lærer, hvordan man fordeler de kræfter, der er frugten af deres sublime selvopofrelse. På denne måde stiger hjælperen gradvis højere og højere til mesterskabets høje udviklingsniveau, hvor enhver påtager sig sin del af det store ansvar, der hviler på mesterhierarkiet, og hvor det bliver hjælperens opgave at hjælpe sine medmennesker frem ad den vej, hjælperen selv har vandret.

På mentalplanet foregår arbejdet på en lidt anden måde, for her kan viden både meddeles og modtages meget mere direkte, hurtigt og fuldkomment, og den påvirkning, der sættes i bevægelse, er langt stærkere, fordi den virker på et meget højere plan. Selvom det er nytteløst her at komme ind på detaljer, da det endnu kun er meget få mennesker i den fysiske verden, der er i stand til at fungere bevidst på mentalplanet, er der imidlertid også på dette plan − og på endnu højere planer − altid rigeligt at gøre, så snart man har udviklet sig til det. Der er ingen grund til at være nervøs for, at mennesket nogensinde kommer til at savne muligheden for at udføre et uselvisk og nyttig hjælpearbejde.

_________________________________

[1] En Nirmanakaya er et menneske, der har opnået den høje indvielse, der betegnes ved Buddha-embedet – den tredje bardo-tilstand: Transformationslegemet. I stedet for at træde ind i nirvana eller iføre sig dharmakaya-klædningen (som begge for evigt udelukker den indviede fra menneskenes verden) fortsætter denne Buddha sit arbejde for at hjælpe menneskeheden.

_________________________________