Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

USYNLIGE HJÆLPERE
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRÅDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BØGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJØ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

Ikon-USYNLIGE-HJÆLPERE-Leadbeater-Åndsvidenskab

USYNLIGE HJÆLPERE (16 af 17)


En skildring af det imponerende hjælpearbejde, der udføres af væsener fra astralverdenen. Det kan være afdøde mennesker, der trøster de efterladte, men ofte er det fysisk inkarnerede mennesker.

USYNLIGE HJÆLPERE (16 af 17)

16. KAPITEL

 

Den egentlige vej

 

I løbet af de fire stadier af denne del af udviklingsvejen skal aspiranten afkaste de ti samoyojana eller lænker, der binder mennesket til genfødslens hjul og forhindrer, at det når nirvana. Og her kan man tydelig se forskellen mellem det løftebundne discipelskabs periode og den foregående prøvetid. Nu er det ikke længere nok, at aspiranten kun delvis har afkastet disse lænker. Man skal frigøre sig fuldstændigt fra visse af disse begrænsninger, før det er muligt at gå videre fra et trin til det næste. Når stadierne ses i sin helhed, vil man erfare, hvor omfattende kravene egentlig er, og man kan umuligt undre sig, når man i åndsvidenskaben kan læse, at der ofte kræves syv inkarnationer til denne del af vejen.

Hvert af disse fire trin eller stadier er igen inddelt i fire, for hvert enkelt stadie har …

1. − sin ”maggo” eller ”vej”, hvor den studerende bestræber sig på at afkaste lænkerne til det fysiske liv.

2. − sin ”phala” det vil sige ”frugten” eller ”resultatet”, hvor udbyttet af aspirantens bestræbelser bliver mere og mere synlige.

3. − sin ”bhavagga” eller ”fuldbyrdelse”. Ordet hentyder til den periode, hvor resultatet af udviklingsprocessen er kulmineret. Aspiranten kan nu på tilfredsstillende måde udføre de opgaver, som følger med dette trin, og aspiranten har nu fået sikkert fodfæste på dette niveau.

4. − sin gotrabhu, som er det tidligere nævnte tidspunkt, hvor aspiranten er parat til at modtage næste indvielse.

Det første stadie er:

I. Sotapatti eller sohan

Den aspirant, der har nået dette trin, kaldes en sowani eller sotapanna”den, der er trådt ud i strømmen”, for selvom aspiranten måske tøver eller bukker under for de mere subtile fristelser og for en tid afviger fra sin vej, er det ikke længere muligt at falde tilbage fra sit nyerhvervede åndelige udviklingstrin. Aspiranten er definitivt trådt ud i den højere menneskelige evolutionsstrøm, som alle mennesker skal træde ud i omkring midten af næste udviklingsrunde − medmindre de efterlades i den store livsbølge af midlertidigt ”mislykkede individer”. Det betyder, at disse sjæle må vente til næste verdenskæde, før de kan gøre yderligere fremskridt.

Aspiranten, der kan tage denne indvielse, er derfor allerede nået en hel runde gennem alle planetens syv kloder, og er forud for flertallet af menneskeheden. Aspiranten har dermed sikret sig mod risikoen for at ”falde ud af strømmen” i femte runde, og omtales derfor nogle gange som ”den, der er i sikkerhed”.

De lænker, der skal afkastes, før aspiranten kan gå videre til det næste stadie, er:

1. Sakkayaditthi − betyder ”illusionen om individualitet”.

2. Vichikichchha – ”tvivl” eller ”uvished”.

3. Silabbataparamasa – ”overtro”.

Den vanskeligste af disse lænker er illusionen om individualitet, der − fordi den er en integreret del af personligheden − kun er en illusion. Sakkayaditthi betyder ”illusionen om individualitet”, for sakkayaditthi er “personlighedens blændværk”, som er den illusion, der skaber følelsen af at være en personlighed – i modsætning til følelsen af at være en del af helheden. Denne illusion må man frigøre sig fra på det allerførste trin af den egentlige åndelige vej. At afkaste denne lænke fuldstændigt indebærer erkendelsen af, at individualiteten i virkeligheden er ét med Altet, og at aspiranten derfor aldrig kan have interesser, der er i modstrid med helhedens. Fremskridt i udviklingen forudsætter derfor, at man bidrager til andres udvikling.

Med opnåelsen af sotapatti-trinnet betræder aspiranten for første gang det plan, som ligger over kausalplanet (sjælsplanet). Dette høje plan kaldes det buddhiske plan. Der er måske kun tale om den mest subtile berøring med det laveste underplan af denne meget ophøjede tilstand, som aspiranten kun kan opnå ved hjælp sin mester, og som aspiranten aldrig glemmer. Kontakten med buddhi åbner en hel ny verden, der fuldstændigt revolutionerer alle tidligere bevidsthedstilstande og begreber. I kraft af den udvidede bevidsthed på dette plan erkender aspiranten for første gang den enhed, der ligger til grund for alt − ikke som en intellektuel forestilling, men som et ubestrideligt faktum. Nu ved aspiranten først virkelig noget om den verden, menneskeheden lever i, og først nu åbenbares der et lille glimt af, hvordan mestrenes kærlighed og medfølelse må være.

Der skal siges et advarende ord om vichikichchha − den anden lænke. I den vestlige verden er de fleste mennesker desværre så indoktrinerede med forestillingen om, at der af enhver aspirant kræves blind og ubetinget accept af bestemte dogmer og trosforestillinger, at man − når man hører, at man i åndsvidenskaben betragter tvivl som en lænke og en forhindring − vil være tilbøjelige til at tro, at åndelig udvikling kræver den samme blinde tro, som nutidens religiøse systemer forlanger. Denne forestilling er helt forkert.

Det er rigtigt, at tvivl − eller rettere uvidenhed – i forbindelse med visse spørgsmål hindrer åndeligt fremskridt, men midlet er ikke blind tro. Blind tro er i sig selv en hindring. Med vichikichchha tænkes der på den sikre overbevisning, der er baseret på individuelle undersøgelser, refleksioner og konklusioner. Hvis en skoleelev tvivler på rigtigheden af matematikkens grundprincipper, ville eleven sandsynligvis aldrig blive dygtig til matematik. Denne tvivl kan kun fjernes gennem undersøgelser og logiske ræsonnementer, der er baseret på forståelse af, at det matematiske system er rigtigt. Når en skoleelev konkluderer, at 2 + 2 = 4, skyldes det ikke, at læreren har sagt det, men fordi det er indlysende logik. Det er netop åndsvidenskabens metode. Logiske ræsonnementer er det eneste, der kan fjerne tvivlen.

Man har defineret vichikichchha som tvivl på videnskaben om karma og reinkarnation, og tvivl på metoden til at opnå udvikling af højere bevidsthed ad den vej, der anbefales af åndsvidenskaben. Når aspiranten afkaster de ti samoyojana eller lænker, er det baseret på absolut sikker overbevisning om, at den esoteriske lære er sand − en vished, der enten er baseret på personlig førstehåndsviden eller ved logisk ræsonnement.

Den tredje lænke – silabbataparamasa − der skal afkastes, omfatter alle irrationelle eller misforståede trosforestillinger samt afhængighed af ydre ritualer og ceremonier, der fejlagtigt opfattes som effektive midler til forædling. Det menneske, der vil frigøre sig fra denne hindring, må lære at stole på sig selv og ikke på andre – heller ikke på religionernes ydre form.

De første tre lænker udgør en sammenhængende række. Når man er nået til fuldstændig indre erkendelse af forskellen mellem personlighed og sjæl, er det til en vis grad muligt at forstå reinkarnationsprocessens forløb og dermed fjerne enhver tvivl om denne vigtige del af den esoteriske lære. Når det er sket, har den esoteriske viden om sjælens eksistens skabt tillid til egen åndelig styrke. Aspiranten har dermed frigjort sig fra overtroiske forestillinger.

II. Sakradagami

Sakradagami er betegnelsen for en aspirant, der er trådt ind i et stadie, der beskrives som: ”Den, der kun vender tilbage én gang til” – og dermed menes der, at den, der har nået dette trin, kun har behov for én inkarnation til for at blive arhat. Det svarer til 4. indvielse eller et niveau før mesterskab. Denne aspirant kaldes en sakridagamin. På dette trin afkastes der ikke flere lænker, men aspiranten bestræber sig på at reducere de hindringer, der stadig binder, til et minimum.

Hvis man ikke allerede har erhvervet sig det, der kaldes psykiske evner, skal de udvikles på dette stadie. Uden dem vil det være umuligt at tilegne sig den viden, der nu skal gives, og man vil ikke være i stand til at udføre det højere arbejde for menneskeheden, som aspiranten har det privilegium at deltage i. Aspiranten må være astralt bevidst under i sit fysiske liv, og under søvnen, vil mentalplanet ligeledes stå åbent, for når et menneske er ude af sin fysiske krop, omfatter bevidstheden altid det nærmeste højere trin, end når det befinder sig i den fysiske krop.

III. Anagami

Anagaminen er ”den, der ikke vender tilbage”, og disciplen kaldes sådan, fordi et menneske – der har nået dette høje tri­n ­– skulle kunne nå frem til næste udviklingstrin i løbet af den inkarnation, der leves i øjeblikket. Når dette menneske udfører sit daglige arbejde, åbenbares alle mulighederne for at gøre fremskridt, for de er resultatet af at være i fuld besiddelse af mentalplanets ubeskrivelige evner. Når dette menneske om natten forlader sin fysiske krop, træder det igen ind i den gådefulde udvidede buddhiske bevidsthed.

På dette trin frigør mennesket sig endelig fra de sidste rester af de to lænker …

4. Kamaraga − tilknytning til glæde ved sansefornemmelser, som fysisk kærlighed er et typisk eksempel på, og …

5. Pathiga − enhver mulighed for at føle vrede eller had.

Det menneske, der har afkastet disse lænker, har frigjort sig fra sansernes påvirkning, og derfor kan aspiranten ikke beherskes af hverken kærlighed eller had. Desuden er man i denne bevidsthedstilstand frigjort fra både tilknytning til den fysiske verden og utålmodighed over forhold på det fysiske plan.

Her skal der igen gøres opmærksom på en mulig misforståelse, som man ofte møder. Den reneste og ædleste kærlighed dør aldrig. Den reduceres heller aldrig på grund af esoterisk indsigt og træning. Tværtimod forøges og udvides den, indtil den omfatter alle mennesker med samme dybfølte ægthed, som den kærlighed, der ved begyndelsen af udviklingen kun blev givet til en enkelt eller to. Men i tidens løb løfter aspiranten sig over alle tænkemåder, der er begrænset til andre menneskers personlighed, og dermed undgås enhver form for uretfærdighed og partiskhed, der så ofte er resultatet af almindelig følelsesbetinget kærlighed.

Det er også forkert at tro, at et menneske mister sin specielle hengivenhed, sine nære og kære, når denne altomfattende kærlighed er erhvervet. Det usædvanligt fuldkomne bånd, der eksisterede mellem Ananda og Buddha og mellem Johannes og Jesus, viser, at den tværtimod bliver meget mere inderlig. Det bånd, der findes mellem mestre og disciple, er langt stærkere end enhver form for fysiske bånd, for den kærlighed, der ”blomstrer” på udviklingsvejen, er en kærlighed mellem sjæle og ikke mellem personligheder. Derfor er den både stærk og evig, og den begrænses ikke af noget som helst, fordi det er den ”fuldkomne kærlighed, der opløser al frygt”.

IV. Arhat

 er ”den ærværdige”, ”den fuldkomne”. Når et menneske når til dette trin, lever det i det buddhiske plans ubeskrivelige bevidsthed. Her er det muligt at bruge planets kræfter og evner, mens man endnu er i det fysiske legeme. Når man under søvnen forlader det fysiske legeme, træder en arhat straks ind i det nirvaniske plans ufattelige storhed. På dette stadie skal de sidste rester af de fem lænker afkastes, nemlig …

6. Ruparaga, der er betegnelsen for ønsket om formskønhed eller om fysisk tilværelse i en form − selv i den meget subtile form på mentalplanet.

7. Aruparaga, der er betegnelsen for ønsket om et formløst liv.

8. Mano, der er betegnelsen for stolthed.

9. Uddhachcha, der er betegnelsen for sindsbevægelse eller irritabilitet.

10. Avidya, der er betegnelsen for uvidenhed.

Her skal det tilføjes, at frigørelsen fra ruparaga ikke alene indebærer befrielse fra ønsket om fysiske liv, uanset hvor stort og ædelt det har været. Det samme gælder ønsket om liv på astralplanet eller mentalplanet − uanset hvor vidunderligt det faktisk er. Men også fra al tilbøjelighed til at lade sig tiltrække af eller blive frastødt af personers eller tings ydre skønhed eller grimhed.

Aruparaga betegner ønsket om en tilværelse på de højeste og formløse planer af mentalplanet (kausalplanet eller sjælsplanet) eller på det endnu højere buddhiske plan. Dette ønske er imidlertid udtryk for selviskhed, da det indebærer ønsket om en højere og mindre sanselig form for egoisme, og denne selviskhed skal også afkastes ligesom de lavere former for selviskhed.

Uddhachcha betyder i virkeligheden ikke kun ”sindsbevægelse” eller ”irritabilitet”, men ”tilbøjelighed til uro i sindet”, og den, der til sidst har afkastet denne lænke, vil være helt upåvirket, uanset hvad der sker og være fuldkommen uimodtagelig for enhver form for angreb på den værdige, afklarede ro, som nu er opnået.

Frigørelse fra uvidenhed indebærer naturligvis erhvervelse af fuldkommen indsigt, og dermed menes der praktisk alvidenhed på vores planetkæde. Når alle disse lænker endelig er afkastet, når de fremadstræbende sjæle det femte trin – det fuldstændige mesterskab − og bliver …

V. Asekha

”den, som ikke har mere at lære”, det vil sige på vores planetkæde. Det er fuldkomment umuligt at forestilles sig, hvad denne grad indebærer. Hele det nirvaniske plans storhed ligger til enhver tid og fra ethvert niveau åbent for mesteren. Når en mester ønsker at forlade sin fysiske krop, kan han træde ind på et endnu højere plan, der for almindelige mennesker ikke er andet end en betegnelse. En professor beskrev mesterens tilstand på denne måde: ”Mesteren er nu fri af alle lovbrud og ser og bedømmer alt i livet efter sande værdier. Sindet er renset for alt negativt, og mesteren har for sit eget vedkommende kun legitime ønsker og dyb medfølelse, altfavnende hensyn og ophøjet kærlighed til andre.”

I Metta Sutta[1] er der en beskrivelse af sindstilstanden hos et menneske på dette høje udviklingstrin. Den viser, at en mester aldeles ikke har mistet evnen til kærlighed. Der står: ”Lad der herske kærlighed til alle væsener, en kærlighed som den, man finder hos en moder, der endog med fare for sit eget liv beskytter sit barn. Lad der herske ubegrænset god vilje i hele verden, foroven, forneden, overalt, uforbeholden og ikke blandet med nogen følelse af disharmoniske eller modsatrettede interesser. Når et menneske karakterfast opretholder denne sindstilstand under alle forhold − enten mennesket står eller går, sidder eller ligger − da er det, der er skrevet, gået i opfyldelse: Selv i dette liv har det fundet hellighed.”

_________________________________

[1] Karaniya-metta-sutta kan oversættes med ”næstekærlighed”. Begreberne kærlig omsorg (Metta) og medfølelse (Karuna) er det nærmeste, man kommer en betegnelse for buddhistisk næstekærlighed.

_________________________________

Artikel-USYNLIGE-HJÆLPERE-Leadbeater-Åndsvidenskab
Download-fil: USYNLIGE HJÆLPERE - C.W. Leadbeater


Artikel-USYNLIGE-HJÆLPERE-Leadbeater-Åndsvidenskab
Læsefil med vendbare sider: USYNLIGE HJÆLPERE