10. plage:
Den førstefødtes død
"Moses sagde (til Farao): ›Så siger Herren: Ved midnatstid vil jeg drage igennem Ægypten, og så skal alle førstefødte i Ægypten dø, lige fra den førstefødte hos Farao, der skal arve hans trone, til den førstefødte hos trælkvinden… og alt det førstefødte af kvæget."
"2. Mosebog", 11:4-5
Det sidste, det største og det højeste offer indebærer, at der gives afkald på den førstefødte – underforstået den kæreste af afkommet. Ved slutningen af manifestationsperioden skal alle naturriger transformeres fra formsiden til livssiden. Som former er de derfor tabt, men de overlever som liv og bevidsthed. I hele allegorien symboliserer israelitterne livet og bevidstheden, hvorimod egypterne repræsenterer formen. Det er "nat" for formsiden og "dag" for livssiden. Ved midnatstimen – det mørkeste punkt eller dybeste mørke – berøvede Gud egypterne deres førstefødte.
Sjælen er menneskets "førstefødte"
De egyptiske gudetriader bestod af fader, moder og søn. Sønnen blev selv fader på et senere tidspunkt, og han symboliserede derfor muligheden for skabelse på næste niveau eller i næste fase. Drabet på det førstefødte drengebarn symboliserer derfor slutningen på al manifestation – slutningen på livets mangfoldiggørelse. Dette drab er ingen straf. Det er heller ikke forbundet med lidelse. Kosmisk set er det en naturlig og uskadelig proces, som intet har med død at gøre i menneskelig forstand.
På et menneskeligt niveau refererer symbolikken navnlig til forsagelsen, hvor mennesket tager den 4. indvielse (korsfæstelsen). Dengang mennesket blev individualiseret (forlod dyreriget og fik en individuel sjæl), indledtes en lang udvikling, hvor mennesket gradvis forlod dyrerigets gruppebevidsthed for at udvikle selvbevidsthed. Det selvbevidste menneske er menneskets "førstefødte". Ved 4. indvielse giver den indviede definitivt afkald på sin selvbevidsthed, for den individuelle sjæl "brænder" op. I åndsvidenskaben kaldes denne oplevelse for "sjælens mørke nat".
Den indviede må ofre det, som har været det allerkæreste, nemlig sin individualitet eller selvbevidsthed. Selvbevidstheden erstattes nu af åndsbevidsthed, som er en ren enhedsbevidsthed eller en form for gudsbevidsthed. Sjælen er blevet ét med alt.
Mennesket er vendt tilbage til Faderens hus.
|
