"Men hvis du vægrer dig ved at lade dem rejse og blive ved med at holde dem fast, se, da skal Herrens hånd komme over dit kvæg på marken, over hestene, æslerne og kamelerne, hornkvæget og småkvæget med en såre forfærdelig pest."

"2. Mosebog", 9:2-3

I den 5. plage er det ikke egypterne selv, der angribes, men deres kvæg, som må dø af en guddommelig påført sygdom. Symbolikken antyder, at der er tale om en naturlig fase på udviklings- eller indvielsesvejen. I symbolsproget refererer kvæg til sjælens og åndens fysiske manifestation i "firfoldighed" (mentallegeme, astrallegeme, det æteriske legeme og det fysiske legeme). Sjælen fungerer derfor i fire legemer i tre verdener (de fysiske, astrale og mentale eksistensplaner).

Denne symbolik kommer til udtryk i koen, som er et symbol på Kosmos. Koens mælk symboliserer den livgivende kraft, som i åndsvidenskaben kaldes "prana", der konstant strømmer fra højere eller indre niveauer ned i den ydre fysiske verden. Både koen og tyren står bøjet over marken, og med de fire ben solidt på jorden, danner de et "himmelrum" under sig. Åndens eller sjælens fastgørelse til Jorden via det firfoldige menneske eller de fire elementer, er derfor et symbolsk tema, der er forbundet med koens symbolik.

På udviklingsvejen begår sjælen mange fejl og oplever mange smertefulde erfaringer – eksempelvis tendensen til at hævne sig. Konsekvenserne af denne adfærd er kvægpesten, som reelt er en hjælp til bedre at håndtere det firfoldige menneskeliv. Hele den firfoldige personlighed "plages" eller prøves symbolsk af modgang. Det femte princip – sjælen, som er iklædt den lavere firfoldighed – plages ikke.

Israelitterne er symbol på menneskets tænkning, som giver adgang til højere bevidsthedstilstande. Lidelse opleves gennem følelserne. Derfor er det egypterne (det lavere menneske), der udsættes for plagen og lidelsen.

Allegorien skjuler det åndsvidenskabelige faktum, at adskillelsen mellem sjæl og personlighed må erkendes på udviklingsvejen. Evnen til at skelne mellem sjæl og personlighed opstår i forbindelse med udvikling af tænkeevnen og dermed skelneevnen. Den mentale udvikling fører til evnen til at skelne mellem konkret tænkning og abstrakt tænkning. Den abstrakte tankes plan er sjælens plan, mens den konkrete tænknings plan er personlighedens.

I meditationens kontemplationsstadie bliver mennesket ét med sin sjæl, og det medfører, at der lukkes af for al kontakt til personligheden. Denne adskillelse mellem det højere og det lavere er reel. Det lavere firfoldige menneske, er i høj grad plaget af presset fra sjælens vilje og af karmiske reaktioner.

Personligheden består af legemerne plus den del af sjælen, der er inkarneret i personligheden. Men sjælsaspektet i inkarnation er mere slavebundet til legemerne end egentlig plaget. Plagen er først og fremmest knyttet til personlighedens legemer. Det er sjælen, der skaber plagerne, for de er et nødvendigt redskab for sjælen, som i inkarnationernes lange løb former og forfiner sine legemer ved hjælp af livenes prøver eller "plager". Oplevelsen af at være israelit eller egypter er naturligvis meget forskellig, og det tydeliggøres i Bibelen beretning.