Men hvad sker der nu med den afskårne personlighed? Den er ikke længere et evolutionsvæsen − men den er stadig fuld af vitalitet, og den lever et ondt liv helt uden samvittighed og ansvarsfølelse. Da den skæbne, der venter den, er opløsning i uhyggelige omgivelser, som i åndsvidenskaben kaldes ”den ottende sfære”, prøver den selvfølgelig at opretholde en slags eksistens på det fysiske plan så længe som overhovedet muligt. Personligheden repræsenterer et sjælløst menneske, der er en salgs dæmon – et uhyre, der ikke har nogen permanent plads i det evolutionssystem, menneskeheden tilhører. Den naturlige tendens er derfor, at personligheden driver ud af den nuværende evolution. Lovens uimodståelige kraft trækker den ned i den astrale sump, der i den tidlige esoteriske litteratur blev kaldt ”den ottende sfære”. Årsagen til denne betegnelse er, at dette bevidsthedsområde befinder sig uden for de syv eksistensplaner, og de væsener, der befinder sig her, kan ikke vende tilbage til evolutionen på systemets syv planer.

Her er den sjælløse personlighed omgivet af de modbydelige levn fra tidligere tiders koncentrerede ondskab, og her går dette uhyre langsomt til grunde, mens det brænder af begær, som det er ude af stand til at tilfredsstille. På et eller andet tidspunkt frigøres personlighedens mentale og kausale stof for aldrig at vende tilbage til den sjæl, det har revet sig løs fra. Stoffet blandes med planets øvrige stof, og gradvis indgår det i nye kombinationer, og på den måde bliver det anvendt til noget bedre. Det er godt at vide, at disse væsener er så sjældne, at de stort set er ukendte. Desuden har de kun kraft til at angribe mennesker, der har markante tendenser af samme slags i deres karakter.

Men der findes en anden type sort magiker, som udadtil virker mere respektabel, men i virkeligheden er det et endnu farligere menneske, fordi det har langt større kraft og magt. Det er den sorte magiker, som i stedet for at hengive sig til sanselighed af en eller anden art, forfølger mere raffinerede mål, men det sker med en egoisme, der ikke er mindre hensynsløs. Målet er opnåelsen af en okkult magt, der er større og mere omfattende, men formålet er altid at anvende magten til personlig til­fredsstillelse og fremskridt − til gavn for ambitioner el­ler tilfredsstillelse af hævntørst.

For at opnå denne magt må den sorte magiker leve yderst asketisk i forhold til kropslige begær. De grove par­tikler i astrallegemet skal nemlig udsultes med samme konsekvente udholdenhed, som kendes fra uddannelsen af Det Store Hvide Broderskabs kandidater. Men selvom den sorte magikers tanker beskæftiger sig med en mindre materiel form for begær, koncentreres al energi ikke desto mindre i personligheden. Og ved afslutningen på det astrale liv − når udskillelsen af det lavere mentale og det astrale stof skal ske − er sjælen ikke i stand til at redde bare en beskeden del af sin in­vestering. Resultatet er derfor stort set det samme som for den anden magikertype, med undtagelse af at denne form for sort magiker er i kontakt med personligheden i væsentlig længere tid og til en vis grad deler dens erfaringer − forudsat at det overhovedet er muligt for sjælen at dele dem.

Denne personligheds skæbne er imidlertid helt anderle­des. Den relativt tynde astrale skal er ikke stærk nok til at holde personligheden på astralplanet ret længe, og alligevel har den helt mistet forbindelsen med mentalplanet, som skulle have været næste opholdssted. Årsagen er, at alle anstrengelser i inkarnationen er gået ud på at udrydde de tan­ker, som naturligt skal bearbejdes på dette plan. Magikeren har kæmpet for at modsætte sig den naturlige evolution − at adskille sig fra den store helhed og føre krig mod den − og for personlighedens vedkommende er det lykkedes. Den er afskå­ret fra lyset og livet i Solsystemet, og alt hvad der er tilba­ge, er fornemmelsen af total isolation … af at være totalt alene i Uni­verset.