Cirklen symboliserer det skabte, stoffet, formen, rummet eller virkningen. Punktet i cirklen repræsenterer ånden, livet, hensigten eller årsagen. I forbindelse med skabelsen er der derfor opstået dualitet med ånd i modsætning til stof. Herved opstår totallet, der repræsenterer dualitet eller åndens nedsænkning i stoffet. Totallet og cirklen viser den første opdeling af Det Ene Livsvæsen – den første differentiering i den evige, kønsløse og uendelige naturs periodiske manifestationer.

Der findes kun én Gud, én åndskraft eller én universel bevidsthed, som er alt, og som er i alt. Derfor er Gud både immanent og transcendent. Gud er i mennesket, og Gud er både over og under menneskeriget. Gud er ånd, og Gud er stof. Gud er Himlen og Jorden. Det er derfor muligt at forholde sig til Gud uden for mennesket, og Gud eller det guddommelige i mennesket.

I begyndelsen manifesterede Gud stoffet i cirklen af sin skabelse. Denne cirkel, som i åndsvidenskaben kaldes ”den solare grænsering”, omslutter alt i systemet og den duale manifestation eksisterer og udfolder sig inden for dens grænser. Alt inden for denne cirkel vibrerer i én bestemt grundtone. Alt er underkastet bestemte love. Alt styrer mod et bestemt mål og mod opnåelse af en fuldkommenhed, der i sin helhed kun kendes af Gud selv. Alt inden for denne cirkel er sat i bevægelse af årsager, der kan føres tilbage til udgangspunktet før cirklen blev dannet. Intet i systemet fungerer som en isoleret enhed. Alt er en del af en større helhed. Og denne totalitet styres af kosmiske love og fuldender (som en helhed) et bestemt mål.

I åndsvidenskaben symboliserer cirklen desuden involution og evolution. Involution og evolution symboliseres af hver sin halvdel af en cirkel eller af cirklens kurve. Den involutionære bue repræsenterer åndens vej ”nedad” i stoffet eller åndens nedstigning i − eller indvikling i − stadig større stoftæthed, indtil det laveste og tætteste plan i stoffet er nået. Den anden halvdel af processen, der kaldes evolution, markerer åndens vej ”opad” eller åndens opstigning eller tilbagevenden til det guddommelige udspring, idet denne bevægelse fuldender cirklen. På den nedadgående bue synker ånden lidt efter lidt dybt ned i stoffet, og på den opadgående bue stiger ånden støt og langsomt op, idet den gradvis har disidentificeret sig med stoffet.

I de gamle kulturer blev denne proces symboliseret af Ouroboros eller Uroborus − slangen eller dragen, der bider i sin egen hale og dermed danner en cirkel. Ouroboros er et navn, der er dannet af ”oura” = ”hale” og ”boros” = ”som æder”. Ouroboros er derfor konstant i gang med at fortære sig selv − og genfødes fra sig selv. Ouroboros bruges ofte som symbol på altings enhed − åndelig såvel som stoflig − der aldrig forsvinder, men evigt skifter form i en uendelig cyklus af nedbrydning og genskabelse. Ouroboros repræsenterer desuden kredsløb, især i den forstand at noget konstant genskaber sig selv i en evig tilbagevenden til det relative udgangspunkt. Ouroboros repræsenterer også ideen om den oprindelige enhed, der er forbundet med noget adskilt, som har eksisteret fra begyndelsen og rummer kræfter og kvaliteter, der ikke kan tilintetgøres.

Ouroboros har været vigtig i religiøs og mytologisk symbolik, men har også været anvendt i alkymistiske illustrationer, hvor symbolet repræsenterede den cykliske natur i alkymisternes arbejde. I middelalderens alkymi blev symbolet benyttet til at illustrere opløsning af kobber og sølv i kviksølv. Ved afdampning af kviksølvet dannes en sølvlignende legering af kobber og sølv. Symbolet er desuden forbundet med hermetik og gnosticisme.

Ifølge hinduerne er det Brahm − den navnløse, den evige, den upersonlige virkelighed, som er udelt, uden lidenskaber, uden kendetegn eller kvaliteter − der skaber et univers, hvor Brahma − ide og hensigt − opstår i selve skabelsen. Tilsynekomsten af Brahma medførte, at der blev tegnet en linje, hvor der ikke før var nogen linjer, og derved opstod der relationer, rækkefølger, fænomener, tid og rum. Processen beskrives som et væsen, der steg op af et hav uden kyster, og som greb en passer og tegnede en cirkel omkring sig. Cirklen er Universet. Og Universet må følge sin kurs, som utallige universer har gjort det før, indtil det igen optages i Brahm.

I symbolikken er cirklen med den lige linje i vandret position passiv, og den antyder, at den skabende ånd er nedsænket i stoffet, hvor den erfarer dualitet. I denne position repræsenterer linjen derfor stoffet og det fysiske plan. Når cirklen deles i to halvdele af en vandret diameter, symboliserer det den første manifestation, som er feminin, fordi den endnu er passiv. Menneskehedens første tågede forestilling om formering er knyttet til det feminine princip, fordi mennesket kender moderen bedre end faderen. Oprindeligt – i de ældste kulturer − var gudinder derfor mere hellige end guder. Naturen er derfor feminin − og til en vis grad objektiv og håndgribelig − mens det maskuline åndelige princip, som befrugter den, er subjektivt og skjult.

Når cirklen deles, bliver den et symbol på yin-yang. Der opstår en opsplitning af guddommen – en kombination af feminine og maskuline egenskaber. Det negative og positive, det aktive og passive, lys og skygge, godt og ondt, varmt og koldt, styrke og svaghed er nu skabt.

Dualiteten rummer ideen om balance og nødvendigheden af par. I yin-yang-symbolet er cirklen opdelt proportionelt af en buet linje. Symbolet har været anvendt i kinesisk kunst i århundreder. Cirklens ene del er sort og den anden er rød. Den røde farve står for den aktive, givende, maskuline kraft i Universet, og den sorte repræsenterer Universets passive, modtagende, feminine princip. Forenet kaldes de ”Den Store Absolutte”.