Astral

3. Astral

Der skal også tages hensyn til en anden ”mekanisme” i menneskets opbygning − nemlig astrallegemet eller følelseslegemet. Som navnet antyder, består astrallegemet af astralt stof. Mennesket er til stede i dette legeme, når det i søvnen eller efter døden befinder sig på astralplanet. På samme måde har mennesket behov for et fysisk legeme, når det skal være til stede på det fysiske plan. Mennesket er ikke disse legemer. Mennesket bruger disse legemer.

De åndsvidenskabelige studier bliver meget nemmere, hvis man altid opfatter menneskets forskellige legemer som sjælens manifestation på de respektive eksistensplaner. Hvis man for eksempel altid husker, at sjælens legeme er kausallegemet, som den reinkarnerende sjæl beliver på det plan, der er sjælens sande hjem. Kausalplanet udgør de tre højere trin af det syvdelte mentalplan. Når sjælen lader et aspekt af sig selv stige ned på lavere planer, må den danne et legeme af planernes stof for at kunne fungere på disse eksistensplaner. Det stof, som sjælen trækker til sig på mentalplanet − planet umiddelbart under kausalplanet − fungerer som sjælens mentallegeme og evnen til at tænke. Når sjælen stiger ned på astralplanet − trinnet umiddelbart under mentalplanet − danner den et astrallegeme af astralplanets stof og dermed evnen til at føle, men samtidig bevarer sjælen naturligvis de andre legemer. Når sjælen stiger ned til det laveste og tætteste plan, danner den et fysisk legeme i midten af kausallegemet, og på denne måde er sjælen i besiddelse af redskaber, der gør det muligt for den at tænke, føle og handle.

Astrallegemet er mere sensitivt overfor ydre indtryk end det fysisk-æteriske legeme, fordi astrallegemet er center for menneskets følelser, ønsker og begær. Alene ved hjælp af denne forbindelse kan sjælen samle erfaringer i det fysiske liv. Astrallegemet er særligt modtageligt for indflydelse fra passerende tankestrømninger, og når tankelivet ikke aktivt kontrollerer følelseslivet, modtager astrallegemet konstant følelsesmæssige stimulanser udefra og responderer på dem.

Denne funktion er − ligesom alle andre funktioner − lettere at påvirke, når det fysiske legeme sover. At det er en realitet, er bevist ved mange eksperimenter og observationer. En af disse observationer drejer sig om en mand, der havde været alkoholiker, og han fortalte om vanskelighederne ved at komme ud af sit misbrug. Han forklarede, at efter en lang periode med total afholdenhed lykkedes det for ham at slippe helt fri af det fysiske begær efter alkohol. Når han var vågen, følte han direkte afsky for alkohol. Men når han sov, drømte han ofte, at han drak, og i drømmetilstanden følte han den gamle glæde ved sin beruselse.

Om dagen var hans begær tilsyneladende under viljens kontrol, og tilfældige begærimpulser prellede af. Men når astrallegemet under søvnen var frigjort fra den fysiske krop, havde hans vilje ikke samme kontrol over begærlivet, og den vane, han havde indarbejdet i sit astrallegeme, viste igen sin styrke, og derfor oplevede han, at han hurtigt gav efter for det uheldige karaktertræk.