4. kapitel

Tilstanden under søvnen

Clairvoyante forskere har adskillige gange dokumenteret, at når et menneske falder i dyb søvn, så trækker det næsten altid de højere principper ud af kroppen og ind i astrallegemet, som svæver omkring i det fysiske legemes umiddelbare nærhed. Det er i virkeligheden denne tilbagetrækningsproces, der kaldes ”at falde i søvn”. Når man ønsker at forstå drømmefænomenet, må man derfor huske, hvordan både sjælen og dens forskellige legemer påvirkes af processen.

I det tilfælde, der nu skal undersøges, er udgangspunktet derfor, at forsøgspersonen befinder sig i dyb søvn. Det fysisk-æteriske legeme ligger afslappet i sengen, mens bevidstheden i astrallegemet svæver lige over det. Spørgsmålet er nu: Hvad er de adskilte princippers tilstand og bevidsthed under disse omstændigheder?

1. Hjernen Når sjælen i en periode giver slip på kontrollen over sin fysiske hjerne, bliver hjernen ikke totalt ubevidst eller bevidstløs, som man måske skulle forvente. Forskellige eksperimenter har bevist, at det fysiske legeme har en slags selvstændig tåget cellebevidsthed, der fungerer uafhængig af sjælens bevidsthed.

Reaktionen fra cellebevidstheden kan eksempelvis iagttages i forbindelse med en tandudtrækning, der udføres under bedøvelse med lattergas. Det fysiske legeme udstøder ofte et sanseløst råb og hænderne løftes rådvildt op til munden. Derfor kan man se, at et eller andet er bevidst i det øjeblik, tanden trækkes ud. Men når sjælen kort tid efter igen får kontakt med det fysiske legeme, viste det sig, at intet fra operationen blev registreret i bevidstheden. Disse spontane bevægelser kaldes sædvanligvis ”refleksbevægelser”, og de fleste har vænnet sig til at acceptere denne ”forklaring”, som om det var den eneste mulige forklaring, men det skyldes, at de ikke ved, hvad der i virkeligheden foregår.

Under søvnen er bevidstheden stadig til stede i den fysiske hjerne, selvom sjælen i astrallegemet svæver over det fysiske legeme, men forbindelsen til hjernen er naturligvis betydelig svækket. Derfor har alle de tidligere nævnte årsager mulighed for at påvirke hjernen i langt højere grad. Den mindste forandring i blodtilførslen eller blodcirkulationen vil altid skabe markante uregelmæssigheder, og det er grunden til, at fordøjelsesproblemer, der påvirker blodstrømmen, er årsag til urolig søvn eller endog mareridt.

Men denne underlige tågede bevidsthedstilstand har mange gådefulde sider, selv når den ikke bliver forstyrret. Drømmefunktionen ser umiddelbart ud til delvis at være automatisk, og resultaterne er ofte usammenhængende, meningsløse og håbløst forvirrende. Det er ud til, at drømmefunktionen kun er i stand til at opfatte en tanke i form af en scene, hvor den selv har hovedrollen, og derfor omdannes alle impulser – uanset om de kommer indefra eller udefra − straks til billeder. Det er umuligt for drømmefunktionen at forstå abstrakte tanker eller erindringer, for de omdannes øjeblikkeligt til billeder. Hvis eksempelvis en tanke om berømmelse blev antydet for denne bevidsthed, ville den tage form som en eller anden berømthed, der viste sig for drømmeren. En hadefuld tanke ville tage form som en scene, hvor en fiktiv person viste voldsomt had over for den sovende.

Desuden kan enhver tankeimpuls fra de nærmeste omgivelser blive opfanget af den drømmende bevidsthed. Hvis man i vågen tilstand tænker på Kina eller Japan, er tankerne straks i disse lande, men man er bevidst om, at det fysiske legeme stadig er nøjagtig, hvor det er. I den drømmende bevidsthedstilstand er der imidlertid ingen skelnende sjæl, der kan sammenholde de ubearbejdede impulser, og derfor vil en tilfældig tanke, som vækker forestillinger om Kina eller Japan, blive omdannet til en scene, hvor drømmeren oplever, at man faktisk er i disse lande, og man befinder sig pludselig i fremmedartede omgivelser.

Mange har undret sig over, at selvom denne form for pludselige skift igen og igen forekommer i drømme, så bliver den sovende aldrig overrasket over de helt uventede skift. Fænomenet er nemt at forklare. Den fysiske hjernes cellebevidsthed er ikke i stand til at fortolke en følelse som overraskelse. Hjernen registrerer simpelthen de billeder, den modtager. Den har ingen evne til at vurdere og sortere − hverken i impulsernes følgerække eller mangel på logisk rækkefølge.

Tankeforbindelsernes lov arbejder desuden på en måde, som er en anden årsag til den mystiske forvirring, der findes i denne ”halve bevidsthed”. I vågen tilstand kender alle den spontane virkning af denne lov, for alle har oplevet, hvordan et tilfældigt ord, en tone eller duften fra en blomst kan være tilstrækkelig til i tanken at genskabe en kæde af for længst glemte erindringer. I den sovende hjerne fungerer denne lovmæssighed mere effektivt end i den vågne, men den fungerer under alvorlige begrænsninger. Enhver tankeforbindelse af denne type – uanset om den er abstrakt eller konkret − former en række billedkombinationer. Da menneskets tankeforbindelser snarere er udtryk for samtidighed end for sekvenser, der – selvom de i virkeligheden er totalt usammenhængende – strømmer ind i bevidstheden i kronologisk orden, kan man let forestille sig, at det hele bliver en kaotisk rodebutik, fordi antallet af billeder praktisk talt er uendeligt − og alt, hvad der huskes, viser sig altid i form af billeder. Derfor er det indlysende, at rækkefølgen af disse billeder ikke kan genskabes i hukommelsen, fordi den orden, der skal genskabes, ganske enkelt ikke eksisterer. Selvom mennesket i vågen tilstand kan have nemt ved at huske rækkefølgen af eksempelvis sætninger og vers – som det måske kun har hørt en enkelt gang – er det derimod umuligt for hukommelsen nøjagtigt at genskabe sammenhængen i et virvar af meningsløse ord, fordi hukommelsen mangler et redskab, der kan organisere billederne.

En andet kendetegn ved denne mystiske hjernebevidsthed er, at mens den er utrolig følsom overfor selv de svageste ydre påvirkninger – for eksempel lyd eller berøring – så forstørrer og fordrejer den disse impulser i en næsten ufattelig grad. Mange, som skriver om drømme, giver eksempler på dette fænomen, og hvis man er interesseret i emnet, vil man sandsynligvis genkende det fra egne oplevelser.

Et kendt eksempel handler om en mand, som havde et uhyggeligt mareridt, hvor han oplevede, at han blev hængt − fordi skjortekraven var for stram. En anden forstørrede et lille nålestik til et skæbnesvangert kårdestød i en duel. En tredje fik et forsigtigt nap, som blev dramatiseret til at et bid af et vildt dyr.

En forfatter fortæller, at en del af hovedgærdet på hans seng engang løsnede sig og faldt ned over hans hals, som det kun berørte ganske let. Denne lette berøring skabte straks en frygtelig drøm om den franske revolution, hvor han blev halshugget. En anden forfatter skrev, at han ofte vågnede med en forvirret erindring om drømme, som var fyldt af støj, højlydte stemmer og tordenskrald, og i lang tid var han ude af stand til at opspore, kilden til lydene. Men til sidst lykkedes det ham at sætte dem i forbindelse med en susende lyd i øret, fordi det blev trykket mod puden – og sandsynligvis stammede lydoplevelsen fra blodcirkulationen. Lyden mindede om den susen, man kan høre, når man holder en konkylie for øret – men i dette tilfælde var lyden tydeligere.

Det må nu være klart, at alene den fysiske hjerne skaber så stor forvirring og så dramatiske overdrivelser, at hjernens funktioner alene forklarer mange drømmefænomener. Men den fysiske hjerne er kun en af de faktorer, der må tages i betragtning.