Den æteriske hjerne

2. Den æteriske hjerne

Det er klart, at æterlegemet − den del af organismen, der er så sensitiv over for enhver indflydelse i vågen tilstand − må være endnu mere modtagelig under søvnen. Når en clairvoyant undersøger den æteriske hjerne under søvnen, ser forskeren hvirvlende tankestrømme, der uafbrudt farer igennem den − ikke nødvendigvis den sovendes egne tanker – for hjernen har ingen selvstændig tænkeevne − men andres tilfældige tanker, som altid svæver omkring sovende mennesker.

De, der studerer åndsvidenskab, ved, at ”tanker er former”, fordi enhver tanke kommer til udtryk i elementalessens. Tankeformen er reelt en slags midlertidigt levende væsen med en livslængde, der står i forhold til energien og intensiteten i den tankeimpuls, der skabte den. Mennesker lever derfor midt i et hav af andre menneskers tanker, og uanset om man er vågen eller sovende, strømmer de ustandseligt gennem hjernes æteriske genpart.

Så længe mennesket selv tænker, og derved holder hjernen beskæftiget, er den stort set utilgængelig for den konstante tankestrøm udefra. Men i samme øjeblik hjernen går i tomgang, begynder disse kaotiske tanker at strømme igennem den. De fleste af tankerne farer ubearbejdede og næsten umærkeligt igennem den æteriske hjerne, men nu og da opfanger den en tanke, der aktiverer nogle vibrationer, som den æteriske del af hjernen er vant til at respondere på. Den griber straks denne tanke, stimulerer den og gør den til sin egen. Den trækker hurtigt andre tanker med sig, og en hel tankerække er dermed sat i gang − indtil den eventuelt toner bort, hvorefter den afbrudte strøm af uvedkommende tanker igen begynder at strømme igennem hjernen.

De fleste mennesker ved, at hvis de vil vogte over, hvad de plejer at kalde deres hemmelige tanker, at disse for en stor del er sammensat af en tilfældig strøm af denne art − at det overhovedet ikke er deres egne tanker, men simpelthen andre menneskers bortkastede brudstykker. Gennemsnitsmennesket har ikke nogen som helst kontrol over sine tanker, og det ved ikke nøjagtigt, hvad det tænker på i et givet øjeblik, eller hvorfor det tænker på et eller andet. I stedet for at rette sin tanke på et bestemt punkt, får den frit løb efter dens eget forgodtbefindende.

Resultatet er, at hvis mennesket for en gangs skyld ønsker at tænke sammenhængende på et eller andet emne, er det praktisk talt ude af stand til at gøre det. Mange forskellige omstrejfende tanker strømmer uindbudt ind fra alle sider, og da mennesket er ude af stand til at kontrollere sine tanker, magter det ikke at standse den rivende tankestrøm. Dette menneske ved ganske enkelt ikke, hvad virkelig koncentreret tænkning er. Og det er denne mangel på koncentration − denne svaghed i tanke og vilje − der gør de fleste forsøg på åndelig udvikling så vanskelige for gennemsnitsmennesket. Da der på det nuværende stadie af verdensevolutionen skabes flere negative end positive tanker, åbner denne svaghed for mange forskellige former for fristelser.

Under søvnen er den æteriske del af hjernen i langt større omfang overladt til disse tankestrømme end i menneskets vågne tilstand, fordi bevidstheden primært er fokuseret i astrallegemet under søvnen. Nye eksperimenter har afsløret en bemærkelsesværdig kendsgerning, for når tankestrømmene lukkes ude fra denne del af hjernen, bliver den bestemt ikke passiv. Den begynder meget langsomt og drømmende at udvikle selvstændige billeder fra sit forråd af erindringer fra fortiden. Der vil blive givet eksempler på disse eksperimenter senere.

3. Det astrale legeme

Som tidligere nævnt er sjælen levende og bevidst til stede i astrallegemet under søvnen. Clairvoyante forskere kan se astrallegemet svævende over det sovende fysiske legeme, der ligger i sengen. Astrallegemets udseende varierer meget i forhold til det udviklingstrin, sjælen har opnået. Når det drejer sig om primært ubevidste mennesker, ses astrallegemet som en svævende tågehvirvel med en temmelig grov oval form med en meget uregelmæssig og ubestemt kontur. Skikkelsen inde i tågen (det fysiske legemes astrale genpart) er ligeså diffust, men sædvanligvis er det dog til at få øje på.

Astrallegemet er kun modtageligt for grove og voldsomme begærimpulser, og det er ude af stand til at bevæge sig mere end nogle få meter væk fra det fysiske legeme. Men efterhånden som evolutionen skrider frem bliver den ægformede aura mere og mere tydelig i konturen, og skikkelsen inde i auraen kommer mere og mere til at ligne det fysiske legeme. Samtidig øges astrallegemets sensitivitet gradvis, indtil legemet øjeblikkelig reagerer på vibrationer fra alle astralplanets syv underplaner – finere såvel som grovere. I et højt udviklet menneskes astrallegeme vil der imidlertid ikke være stof, der er tilstrækkeligt groft til at respondere på de lavere underplaners vibrationer.

Evnen til at bevæge sig fra et sted til et andet bliver langt større. Astrallegemet kan uden besvær ”rejse” til steder, der befinder sig i betydelig afstand fra den fysiske krop. Og det vender tilbage med mere eller mindre klare indtryk af steder og mennesker, det har besøgt. Astrallegemet er altid stærkt modtageligt for indtryk fra tanker eller ideer, som har relation til begær, men hos nogle mennesker kan de ønsker, som nemmest skaber respons, være højere end hos andre.

4. Bevidstheden under søvnen

Selvom den tilstand, som astrallegemet befinder sig i under søvnen, forandres betydeligt, efterhånden som evolutionen skrider frem, så forandres sjælens tilstand endnu mere. Når astrallegemet befinder sig i den svævende tågetilstand, ”sover” bevidstheden faktisk ligesom det fysiske legeme. På astralplanet er bevidstheden uimodtagelig for indtryk, og selvom en tanke tilfældig skulle nå den, vil den − fordi den ikke har kontrol over den fysiske krop − ikke være i stand til at påvirke den fysiske hjerne, sådan at det huskes i vågen tilstand. Hvis et menneske på dette udviklingstrin overhovedet kan huske noget, som det har oplevet under søvnen, vil det næsten altid være resultatet af et indtryk, der er påført den fysiske hjerne − indefra eller udefra − eller en eller anden erfaring, der stammer fra et tidligere liv. Sovende mennesker har bevidstheder på alle stadier, der strækker sig fra en tilstand af fuldstændig glemsel til fuldkommen bevidsthed − selvom det sidste er sjældent. Selv et menneske, som er tilstrækkeligt vågen til at erfare det astrale liv, kan være (og er ofte) ude af stand til at beherske hjernen så meget, at det kan standse strømmen af selvmodsigende tankebilleder og påvirke dem i en ønsket retning. Og derfor har mennesket, når det fysiske legeme vågner, kun en forvirret erindring − eller slet ingen − om, hvad bevidstheden oplevede, selvom det har stor betydning for mennesket.

Bevidstheden kan ikke alene besøge fjerne astrale egne af ubeskrivelig skønhed. Den kan også møde venner og udveksle tanker med dem – uanset om de er fysisk levende eller døde. Den kan møde mennesker med langt større viden og erfaring. Den kan modtage advarsler eller få instruktioner fra disse mennesker, og den kan hjælpe og trøste mennesker, som ved mindre end den selv. Bevidstheden kan også komme i forbindelse med ikke-menneskelige væsener af forskellig slags − med naturånder, kunstige elementaler eller (selvom det er meget sjældent) med devaer. Bevidstheden udsættes for alle mulige påvirkninger – positive eller negative – opbyggende eller nedbrydende.