Andet kapitel

Nedbrydning af begær

Mange mennesker har meget vanskeligt ved at opfylde betingelsen ”frigørelse fra begær”, fordi de oplever, at de er selve begæret. Når de forskellige begær − både dem, de kan lide og dem, de ikke kan lide – tages fra dem, så føler de, at de ikke mere har et ”jeg”. Dette gælder dog kun de mennesker, der ikke har mødt mesteren, for i hans ophøjede nærværelse neutraliseres alle begær − undtagen det ene, at komme op på samme niveau, som han befinder sig på. Det er imidlertid muligt for dig at frigøre dig fra begær, inden du opnår den lykke at møde ham ansigt til ansigt – hvis du virkelig vil. Ved brug af skelneevnen har du allerede set, at det, som de fleste mennesker begærer, som f.eks. rigdom og magt, ikke har nogen som helst værdi, og når du er nået til at erkende dette fuldt ud, og det ikke blot er ord, så ophører denne form for begær.

I virkeligheden er det meget enkelt, men nødvendigt, at du virkelig forstår det. Der findes mennesker, der giver afkald på de fysiske goder i håb om at få del i de himmelske goder eller for at opnå personlig frigørelse fra genfødsel − men denne fejl skal du ikke begå. Når du ikke længere bruger din opmærksomhed på den lavere personlighed, så vil du heller ikke tænke på, om den kan opnå frigørelse og himmelske tilstande. Begær binder, uanset hvor ophøjet genstanden for begæret måtte være. Derfor er det først, når du har frigjort dig fra ethvert personligt ønske, at du bliver fuldkommen fri og kan hengive dig helt til at arbejde for mesteren.

Men selvom du har overvundet alle personlige begær, så har du måske et ønske om at se et resultat af dit arbejde. Når du hjælper et menneske, vil du gerne se, om din hjælp har været til gavn – og du så måske helst, at dette menneske takkede dig for det. Men dette kommer også ind under begrebet begær og viser endog en manglende tillid. Når du bruger din energi for at hjælpe, så vil det have en virkning, uanset om du kan se den eller ej. Kender du loven, så véd du, at sådan virker den. Derfor skal du hjælpe uden at håbe på belønning. Du skal således arbejde for arbejdets skyld – ikke i håbet om at se resultatet. Du skal engagere dig i et tjenestearbejde for verden, fordi du holder af den, og fordi du simpelthen ikke kan lade være.

Ønsk dig ikke psykiske evner – de vil komme på det tidspunkt, når mesteren véd, at det er bedst for dig. Fremskyndelse af psykiske evners udvikling vil ofte medføre store vanskeligheder, for det menneske, der opnår dem, vildledes let af bedrageriske naturånder, eller det bliver arrogant og mener, det er ufejlbarligt. I alle tilfælde kan den tid og energi, der anvendes for at udvikle psykiske evner, være bedst tjent med at blive anvendt i arbejdet til hjælp for andre. Disse evner kommer automatisk i løbet af udviklingsprocessen – og når mesteren ser, at en fremskyndelse af deres udvikling vil være nyttig for dig, så vil han meddele dig, hvordan det uden risiko kan gennemføres. Indtil da, vil det være bedst for dig at vente. Du skal også være på vagt overfor visse mindre begær, der er helt almindelige i det daglige liv. Ønsk aldrig at vise dig eller spille vigtig, og du skal ikke ønske at tale for en forsamling. Det er godt at tale lidt – men i virkeligheden er det bedre at tie, medmindre du er helt sikker på, at det, du ønsker at sige, er sandt, venligt og nyttigt. Inden du taler, skal du tænke over, om det, du vil sige, har disse tre egenskaber – hvis ikke, så lad være med at sige noget.

Det vil være godt, hvis du allerede nu begynder at vænne dig til at tænke dig om, før du taler, for når du er nået til indvielse, skal du overveje hvert eneste ord, så du ikke kommer til at sige det, der ikke må siges. En stor del af den almindelige tale er unyttig og ligegyldig. Når talen er sladder, er den ondskabsfuld. Derfor skal du hellere vænne dig til at lytte, end til at tale. Sig ikke din mening, medmindre du direkte opfordres til det. I en udtalelse om betingelserne siges det: At vide, at være, at ville – og at være tavs – det er den sidste, der er den vigtigste.

Et andet almindeligt begær, som du skal undertrykke med stor alvor, er tendensen til at blande sig i andres sager. Det, andre mennesker gør, siger eller tror, vedkommer ikke dig, og du skal lære at overlade problemerne helt og aldeles til dem selv. De har fuldt ud ret til frit at tænke, tale og handle, så længe de ikke griber forstyrrende ind i andres liv. Du kræver selv fuld frihed til at gøre, hvad du synes er rigtigt og passende, derfor skal du give dem den samme frihed, og når de bruger den, så har du ingen ret til at blive fornærmet.

Når du har den opfattelse, at andre handler forkert, og det lykkes for dig at få mulighed for – under fire øjne og med venlighed og forståelse − at fortælle, hvorfor du har den opfattelse, så er det muligt, at du kan overbevise dem. Men der findes mange tilfælde, hvor selv dette vil være en upassende indblanding. Under ingen omstændigheder må du gengive sladder om et rygte til en tredje person, det vil være en særdeles ondskabsfuld handling.

Hvis du ser, at der bliver begået grusomhed mod et barn eller et dyr – så er det din pligt at gribe ind. Hvis du bliver vidne til kriminalitet, så skal du meddele det til en myndighed. Hvis du har fået den opgave at undervise et andet menneske, så er det din pligt på en venlig og mild måde at gøre det opmærksom på dets fejl. Men ser man bort fra disse tilfælde, skal du koncentrere dig om dine egne problemer og lære tavshedens sprog.